En Fantastisk Begyndelse Kapitel 1: Nick Fury

Manden i det europæiske jakkesæt med militærholdningen bladrede hurtigt gennem et gammelt nummer af Time og så op på uret på væggen for femte gang på fem minutter. Han kløede sig i hovedet, glattede sin militærfrisure og rettede på sit slips.

Receptionisten så på ham som om han var død mange år forinden, men at hans krop bare ikke havde opdaget det endnu. Han smilede til hende, men hendes reaktion var neutral. Så så han op på uret igen og sammenlignede med sig armbåndsur for at checke om det gik rigtigt. "Desværre" tænkte han og sukkede langt og tungt, "var begge ure nøjagtige. Lige som han selv havde været. Den person han skulle møde var forsinket".

Han lagde bladet fra sig og rejste sig for at strække ud. Han regnede med at det var ved at være på tide at komme af sted igen. Samtalen var ikke specielt vigtig for ham alligevel. Han var her kun for at vise flaget. Hans far og hans bedstefar var begge døde, så der var ikke nogen risiko for at skuffe dem.

Manden gik over til receptionisten. Fast besluttet på at hive hende ud af kedsomheden og bede hende hilse sine arbejdsgiver. Idet han åbnede munden for at tale gik døren op og en spinkel mand med briller fulgte en anden mand ud.

Den forreste mand var let genkendelig og Nick rakte hånden frem. "Det var pokkers. Glen Talbot" sagde han med ægte glæde i stemmen.

Glen greb hånden og rystede den hjerteligt med et stort smil. "Nick Fury. Jeg troede du havde trukket dig tilbage til den private sektor". De slap hinandens hænder og den anden mand rakte hånden frem mod Nick. "Nick, dette er Dr. Leonard Samson. Ham du er her for at snakke med". Mens Nick koncentrerede sig om den mindre mand fortsatte Glen. "Hvad er der i vejen? Betaler Tony Stark ikke nok mere?".

"Jeg har det fint, men gamle 'Thunderbolt' Ross ringede og gav mig historien om at en officer aldrig rigtigt trækker sig tilbage", svarede Nick. "Jeg var ikke klar over at du også var ude efter jobbet".

Glen lo "Jeg mener jeg er den bedste til det".

"Tænkte jeg nok du ville" svarede Nick.

Ti minutter senere sad Nick foran et stort egetræsskrivebord mens Dr. Samson fik en brun sagsmappe med Nicks navn og CPR-nummer på. Imens psykiateren læste så Nick sig omkring i kontoret på de forskellige diplomer, grader og notater. Det var skræmmende, trods alle hans bedrifter, at sidde foran en der tydeligvis besad stor intelligens. Nick havde aldrig anset sig selv for intellektuel og hadede faktisk at være sammen med de kloge hoveder.

Han gik ud fra at det var noget der løb i familien. Mændene i Fury-familien var til action, ikke visdom. "Du var i hæren?" spurgte Samson.

Nick nikkede, "Jeg bestod West Point med gode karakterer og fik min ilddåb med FN styrkerne i Sarajevo".

"Og så meldte du dig friviligt til 'Projekt Super-Soldier II". Psykiateren lagde mappen, lænede sig tilbage og samlede sine lange benede fingre under hagen. "Hvorfor?".

Nick hostede og vred sig lidt i stolen. Han følte sig som kadet igen. "Jeg ville gøre en forskel og gøre mere end bare give ordrer. Så jeg bad om at blive optaget og blev det. Jeg gennemgik det hele. Pilottræning, SEALtræning, Flådens atromtræning".

"Du ville være hemmelig agent? James Bond?".

Denne gang lo Nick. "Ja, hvis jeg kunne få ligeså meget sex, men det var ikke grunden". Han sagde ikke mere og Samson så ud til at nyde udfordringen at gennemgå Nicks hjerne.

"Din bedstefar var den berømte Sgt. Nick Fury fra Howling Commandos under 2. verdenskrig, ikke?".

"Du har papirerne, så det ved du allerede", sagde Nick. Han hadede når folk spurgte ham om noget de godt vidste i forvejen.

Hans bedstefar havde været krigshelt. Mindst en gang om måneden var der en specialudsendelse i fjernsynet om ham. Det blev kun overgået af hans far 'Nick Junior'.

"Og din far var leder af CIA i mange år".

"Vi lever for at tjene, doc. men helt alvorligt talt. Hvad går det her ud på? Med al respekt, så er jeg lidt træt af at gennemgå de intime dele af min families liv". Han vred sig igen i stolen og ønskede at han havde benyttet sig af chancen til at komme ud, da han havde den. Det her var bare overhovedet ikke hvad han havde lyst til.

"Du kan ikke li' at tale om dig selv, vel Major?".

"Det er 'mister' faktisk. Jeg fratrådte for at arbejde i den virkelige verden" sagde Nick med stolthed. Der var gået et helt år siden han havde taget mod Tony Starks tilbud om at være sikkerhedschef for Stark International. En af verdens største militærleverandører. "Og, nej. Jeg kan ikke lide at fremhæve mig selv. Jeg kan ikke fordrage folk, der kun tænker på sig selv".

"Og du har et problem med at leve i andres skygge?".

Nick lo og vred sig igen. Uden at tænke over det løsnede han sit slips. Uden at indse at han var ved at blive mere afslappet sammen med psykiateren. "Jeg elskede min bedstefar og min far. Jeg mener bare ikke at bare fordi jeg hedder Fury skal folk forvente at jeg er en slags enmandshær".

"Men ifølge dine papirer er det lige hvad du er". Samson smed mappen over bordet. "Du er velkommen til at kigge i den, hvis du har lyst". Han smilede venligt og ventede et øjeblik før Nick sagde at det var unødvendigt. "Hvad skete der, Nick?".

Den forhenværende officer vendte sig om og sagde ikke noget i lang tid mens tankerne for gennem hans hoved. "Jeg blev bare træt af det. Jeg blev træt at at få en mission og at få at vide at det var vigtigt kun for at finde ud af at det var det ikke. Jeg kan ikke li' politik".

"Og at være leder af SHIELD er for politisk til dig?".

"Helt ærligt, ja. Jeg er slet ikke interesseret i jobbet". Nick begyndte at rejse sig. Glad for at have fået det ud. Lad den lille psykolog skrive det i sin rapport.

"Nicholas. Du har ikke svaret på mit spørgsmål endnu" sagde Samson. "Hvorfor meldte du dig frivilligt til Super-Soldier programmet?".

Nick stoppede og gled langsomt tilbage i stolen. Han pustede ud og tørrede håndfladerne i bukserne. Han hadede psykiatrere. "Det har jeg fortalt dig"

"Ja. Standard militærmands svar. Jeg ønskede at gøre en forskel. God træning. Karrieremuligheder". Samson smilede og tog brillerne af for at tørre glassene af i skjorten. Idet han gjorde det fangede Nick et glimt af et billede bag manden. Det var et billede af den gode doktor med et surfbrædt. Fysikken passede ikke, men det lod til at inderst inde var Doc Samson surfer. "Men så holdt du pludselig op. Al den træning for ingenting".

Nick ventede et par sekunder og startede så forfra. Denne gang hele sandheden. Han havde ikke ønsket at diskuttere sine grunde til at forlade hæren, en livsstil han havde elsket. Han ønskede at holde dem begravet og komme videre med sit liv, men han følte sig rolig og komfortabel sammen med den lille mand med brillerne.

Måske var det fordi han lyttede og stillede de rigtige spørgsmål. Han fik Nick til at bore ind i minderne om hans bedstefar og far. De to mænd i hans liv der betød mest for ham. Måske var det fordi hele hans professionelle liv lå åbent for manden i den brune mappe. Deri lå, sort på hvidt, Nicks liv og de ting han havde gjort.

Men denne mand ønskede at vide mere om hvad han følte. Hvorfor? For et job Nick allerede havde sagt han ikke var interesseret i? "Jeg så på al min træning og mændende under min kommando. Og jeg så hvad vi repræsenterede. De og jeg var højdepunktet af den amerikanske kampmaskine. Vi havde svoret at forsvare USA fra alle trusler. Externe og interne".

"Og?"

Nicks øjne løb i vand og han tvang sig til at hoste, så han kunne vende ansigtet væk. Da han vendte det tilbage havde han genvindet fatningen. "Så begyndte terroristangrebene. Jeg mener ikke de forfærdelige angreb, som offentligheden så, men de hemmelige, som aldrig kommer i aviserne. Almindelige mennesker kender ikke noget til grupper som AIM., Hydra og så videre".

"Og du tænkte, at du kunne blive en slags våben mod terror ved at melde dig?" spurgte Samson.

"Jeps. Ligesom selveste Captain America". Nick klukkede, ved tanken om sammenligningen med den forlængst afdøde helt. I hans bedsefars dage, under 2. verdenskrig, var Captain America den eneste Sper-Soldier. I årene efter Tyskland og Japan havde kapituleret havde der været prætendentere. Mænd, der forsøgte på at følge efter en stor mand. Men allesammen havde fejlet. "Min bedstefar plejede at tale om ham hele tiden og..... Jeg ved ikke... Jeg blev vel inspireret. Men som officer i hæren kunne jeg ikke gøre noget. Militæret kan ikke fungere som politi indenfor USAs område".

"På grund af loven der forbyder brugen af tropper til politiaktioner?".

Nick nikkede. Han var lidt flov. Det var ikke hver dag en mand, trænet til at slå ihjel på tusinde måder, fortalte at han drømte om at blive superhelt. "Så jeg besluttede mig for at arbejde indenfor en privat sikkerhedstjeneste. Hos Tony Stark. Lagde mine drømme bag mig og fik en god dosis virkelighed". Han holdt en pause, så Samson kunne få et ord indført, men lægen smilede kun og takkede Nick for hans ærlighed.

Kort efter var Nick ude af kontoret og flåede slipset af. Han håbede at fortiden endelig var bag ham.

General Thaddeus 'Thunderbolt' Ross tyggede på sin cigar og ventede på at den kønne lille korporal med timeglasfiguren blev færdig med at servere kaffe for hans gæst. Der var en streng rygning forbudt-politik i militærets bygninger, men når man havde gjordt det hele, som Ross havde, var man ligeglad med åndssvage regler. Som han så det skyldte hans land ham en masse for hans indsats for at sikre demokrati, apple pie og lille Suzie's mødom.

Korporalen blev endelig færdig og gik. Ross spildte ikke tiden og gik direkte til sagen. "Nå, Samson. Hvem anbefaler du til præsidenten?".

Psykiatreren var fristet til at minde generalen om at han ikke behøvede svar, men så kom han i tanke om sit unikke forhold til Ross. På grund af at Ross, af en eller anden årsdag, kunne lide ham havde han fået lov til at snakke med og analysere nogle af de mest interessante mennesker i landet. "Hvem tror du, General?".

"Prøver du på at analysere mig nu?". Ross begyndte at le. "Okay. Nick Fury, selvfølgelig".

"Fury er et interessant valg, men det er Glen Talbot også" indrømmede Samson mens han kom ekstra sukker i kaffen. Det var hans eneste last og han nød den. Ross nikkede langsomt. "Men du har ret. Jeg anbefaler, at Nick Fury får jobbet".

Ross slog i bordet. "Skidegodt. Det betyder, at jeg kan overføre Talbot til min stab".

"Jeg går ud fra at det var meningen fra starten?" spurgte Samson lidt shokeret over at være blevet manipuleret. Glen Talbot havde været førsteprioritet indtil Fury kom ind i billedet. Samsons anbefaling sikrede selvfølgelig ikke Fury jobbet. Der var mange andre, inklusiv præsidenten, der skulle involveres.

"Det kan du bande på" svarede Ross. "Talbot er en god militær officer og jeg behøver ham på gamma-projektet".

Samson forstod fuldstændigt. Gamma Projektet var det navn en række eksperimenter ledet af den geniale Dr. David Bruce Banner. Det var det næste skridt i forsøget på at genskabe det oprindelige Projekt Super-Soldier. Banners research bestod for det meste i at låse op for den menneskelige krops fulde potentiale, men ikke som en mutation.

Mutanter var den uvelkomne sandhed i det 21. århundredes samfund. Der var ingen officiel politik for hvad man gjorde med dem. Eller om man overhovedet skulle gøre noget. Men nogle af de mere radikale var kendt for at udføre terroristhandlinger. Da regeringen indså, at resultatet af det andet Projekt Super-Soldier ikke kunne hamle op med de stærke, onde mutanter blev Gamma Project startet.

Projektet var under USAs hærs kommando. Specifikt under General Thunderbolt Ross. "Så du skulle bruge Fury, så du kunne beholde din mand?" spurgte Samson.

Ross puffede på sin cigar. "Fryns. Fury er den rette til jobbet. Ingen tvivl om det. Jeg kendte hans far. Hans bedstefar og jeg plejede at gå på druk sammen. Ha, vi gik sgu på bordel sammen, nu jeg tænker over det". Han lo mens flere minder dukkede op. "Tror du han tager det?".

Samson nikkede. "Han ønsker at gøre en forskel, men han følte sig holdt tilbage af hæren. Han er bange for ikke at leve op til sit fulde potentiale og han finder på undskyldninger. Med andre ord. Han gør det. Han gør det godt og han holder benene på jorden".

"Efter 3 år skulle man tro I fjolser havde lært at spille poker ordentligt" sagde Nick og så ned på sine kort med sit ene gode øje. Det venstre var blevet ødelagt et år tidligere under en mission for at redde Tony Stark, hans forhenværende arbejdsgiver. En kommunistisk rebelleder fra Fillipinerne havde kidnappet ham. Damerne fortalte Nick at det fik ham til at se farlig ud.

Sam 'Snap' Wilson, en af piloterne ombord det atomdrevne hangarskib, der gjorde tjeneste som SHIELDs hovedkvarter, smed sine kort på bordet. Det fik Special Ageng Sharon Carter til at klukke. "Du er røvdårlig til at spille kort, Snap".

"Jeg er her kun fordi du ikke kan lade mig være" svarede han og tog sin appelsinjuice. "Du er vild med mig og du ved det".

"Det var derfor vi slog op. Fordi jeg elsker dig så højt" sagde hun og lagde 3 konger.

"Du slog op fordi du tog alle mine penge og løb" svarede han.

Nick smed sine kort og gav Sharin besked på at tage puljen, som bestod af ca. 2 dollars i småmønter. Han skulle til at samle kortene op for at blande dem, da en sømand kom ind med en besked. Han gjorde honnør og gav Nick, som så hurtigt på den, den. "Det var satans".

"Hvad er det, Oberst?" spurgte Sharon.

"En åndssvag mutant ved navn Magneto har lige sænket en russisk Alpha-klasse Ubåd ud for Alaskas kyst". Han krøllede papiret sammen og smed det væk. Han beordrede sømanden tilbage til hans plads. "Russerne gik direkte i højeste beredskab, aktiverede deres specialagenter og deres flåde for at fange skiderikken".

"Jeg tror nok jeg har hørt om ham" sagde Wilson.

"Ja. Var han ikke involveret i mordet på den serbiske general FN fangede? Noget med retfærdighed for mutanter" spurgte Sharon.

Nick rystede på hovedet. "Jeg er ikke sikker. Jeg har ikke holdt mig ajour med mutantinformationerne eftersom det er Ross' område. I hvert fald vil præsidenten have mig til at flyve ud til USS Abraham Lincoln for at styre undersøgelsen".

"Vil russerne have vores hjælp?"

Nick nikkede til piloten. "Du skal flyve mig derhen, smarte. Carter, du må hellere også bevæge dine små pusselanker med. Det er ikke til at vide hvad vi løber ind i".

Fortsættes i En Fantastisk Begyndelse Kapitel 2: Magneto