En Fantastisk Begyndelse

Kapitel 2: Magneto

"Charles. Jeg har overskredet den linie vi svor aldrig at overskride" sagde manden i den røde og lilla dragt mens han svævede over den frosne tundra i Alaska. Små varmeenheder i hans dragt holdt ham varm, men de gjorde intet for at smelte isen der dækkede hans hjerte og sjæl.

Magneto, Mutant Mester over Magnetisme, så ned på de dystre landskab og tænkte på hvor meget det mindede om hans liv lige nu. Havde han virkelig gjordt det? Var sømændene lige nu i gang med at bede til Gud om at slå stakkels Erik Magnus, den moderne Satan, ned?

Han sukkede, vendte sig i luften og så ud mod havet langt væk. Det ville være så nemt for ham simpelthen at tage derud, bruge sine kræfter til at binde sig til jordens indre og slutte truslen en gang for alle. Havets kolde vand ville være Herrens hævn. Hans tro prædikede et øje for et øje, men hans tro var for mennesker.

Homo Sapiens.

Ordet virkede så fremmet for ham nu. I meget lang tid havde han regnet sig for menneske, bare anderledes. Nu vidste han bedre og som han accepterede sin nye skæbne med en fortabt mands resignation lod han ordene der beskrev ham komme over sine læber. "Homo Superior".

To timer senere gik Magneto ind i den lille bjælkehytte han delte med sin elsker, Mystique, en anden mutant. I dag havde hun taget form af en velkendt sort filmskuespiller. TV'et i soveværelset var tændt og viste en 24-timers nyhedskanal.

"Erik" sagde hun og kom over og kyssede ham på kinden. Hun respekterede denne stærke mutant. Ikke fordi han kunne slå hende ihjel med en simpel bevægelse, men fordi han var den første til at se hendes rigtige skikkelse uden at blive forskrækket. I hendes mutation, hendes genetiske overlegenhed, fandt han skønhed hun ikke vidste var der. Han gjorde hende stolt og det var ham der havde overbevist hende om at hun ikke var et monster. Nej, de normale mennesker var monstrene.

"Mystique" sagde han og tog hjelmen af. Hans hår, som var hvidt på grund af gener i stedet for alder, var vildt og ufriseret, lige som han selv var. Så tog han kappen af og rakte hende den. Hun gjorde det ikke for at være underlegen, men for at vise sin taknemmelighed overfor den mand der havde givet hendes liv mening.

Hendes kræfter havde manifesteret sig, som det tit gjorde hos mutanter, da hun kom i puperteten. Hendes udseende ændrede sig meget hurtigt. Hendes hud blev blå og hendes øjne blev røde og uden pupiller. Til gengæld havde skæbnen givet hende evnen til at ændre sin skikkelse. At tage en hvilken som helst form hun ønskede.

I virkeligheden foretrak Erik hende i hendes normale skikkelse og derfor vidste hun at hun var forelsket i ham. "Charles ringede til din mobil" sagde hun.

Erik nikkede og gik ind i soveværelset. Nyhederne viste skibe fra USA og Rusland, sammen med et Fransk forskningsskib, i færd med at gennemsøge et område af havet. Nede på havbunden, vidste Erik, lå den maste Russiske Alpha-klasse ubåd han havde sendt derned.

Han tog mobiltelefonen, en dyr Latverianske model han havde fået af en hemmelig allieret, og ringede til en skole i Westchester for begavede unge. En skole for mutanter. Opkaldet blev besvaret med det samme. "Erik, er det dig?".

"Det er det, gamle ven" svarede Erik og satte sig i fodenden af sengen. Han vendte ryggen til fjernsynet. "Jeg kan gætte hvorfor du er ophidset".

"Har du udviklet telepatiske kræfter i dit vandvid, Erik?". Stemmen i den anden ende kæmpede for at forblive rolig. Charles Xavier var hans ældste ven, hans bedste ven. De var som brødre. Erik indså, at efter denne samtale ville det alt sammen være ovre og de ville være modstandere indtil en af dem var død. "Hvad har du gjort?".

"Jeg har slået det første slag i revolutionen, Charles. Jeg har fået hævn for de hundredevis, tusindvis, af uskyldige mutanter, der er døde".

"Du har myrdet over hundrede uskyldige sømænd" skreg Charles. "Du har sat mutanternes sag hundrede år tilbage".

"Mutanternes sag? Jeg har ingen sag med de hårløse aber. Og det har du heller ikke, Charles. Og det ved du" svarede Erik hurtigt. Mystique slentrede ind og begyndte at tage tøjet af, men han vinkede hende væk med et let smil. Hun forstod at det ikke var tid nu. "Den russiske anklager lavede en aftale med det svin til Milovich. Du kan godt huske ham, ik'?"

Der var en lang pause. "Ja. Jeg husker ham".

"Så lad være med at belære mig. Han beordrede nedslagtningen af mutanter".

"Han slog også muslimer og jøder ihjel, Erik. Tæller de ikke? Er du ikke jødisk? Føler du ikke samhørighed med dine brødre for Gud?". Der var en anden lang pause. Samtalen var blevet afbrudt på Charles' side. Erik genkendte Jean Greys stemme. Hun var en stærk mutant under træning, hvis råstyrke kun blev overgået af hendes skønhed.

Erik sukkede "Charles. Du har tilbragt for meget tid på universitet. Du har mistet overblikket".

"De kommer efter dig, Erik. Du kan ikke slippe for dem" advarede Charles.

Magnetismens herre kunne ikke lade være med at le. "Lad dem bare komme. Chancen for at vise dem hvor langt nede i føde kæden de virkeligt er vil være velkommen". Han kunne næsten høre shokket løbe gennem Charles. "Der er en storm på vej, gamle ven. En krig er på vej hvor kun den stærkeste overlever. Vores slags har ligget under for fordomme og had alt for længe. Tiden er inde til at vise dem at vi ikke er svage".

"Ved at synke ned til deres niveau kommer du kun til at personifisere deres svaghed, Erik" var det hurtige svar. "Kan du ikke huske da vi arbejdede sammen mod samarbejde med menneskene?".

"Så vi skal underkaste os? Vi skal finde os i deres tankegang, tvinge os selv til at passe i deres kasser? Det er nemt for dig at sige, Charles. Du og jeg, vi kan gå for at være mennesker". Erik kastede et blik over på hans elsker og betragtede hendes naturlige form. 300 år tidligere ville hun være blevet kaldt djævel, men for Erik var hun en engel. Hun var hans muse. eksemplet han stræbte efter. Her var en intelligent og stærk kvinde. Tvunget til at skjule sine naturlige evner fra en ligeglad og uinformeret verden.

"Vil du ikke nok lade være med at gøre det her?" bad Charles.

"For sent, gamle ven" sagde Erik opgivende. Han rejste sig og så ned på fjernsynet. En lille kasse på toppen, med et webcam tilsluttet begyndte pludseligt at lyse. "Jeg går ud fra at vi fra nu af er fjender, Charles".

"Det var ikke sådan her jeg ønskede det skulle gå".

"Heller ikke mig, men din pacificme er en større trussel mod mutanter end min krig mod menneskeheden". Et øjeblik løb Eriks øjne i vand mens han overvejede sine næste ord. "Jeg vil savne vores samtaler".

Han lagde røret på før Charles kunne svare og koncentrerede sig. Hans magnetiske kræfter gjorde ham i stand til at samle et felt omkring sig og midlertidigt forstærke hans kræfter. Han knuste telefonen og smed stykkerne i skraldespanden.

Mystique spurgte om han var okay og han takkede for opmærksomheden. "Vi bliver natten over og så skal vi afsted. Nu, min skat, er jeg nød til at bede dig om at lade mig være fuldstændigt i ro". Hun kom over og kyssede ham. Derefter tog hun skikkelse af en gammel mand.

"Jeg tager ind til byen og skaffer noget godt til aftensmaden. En hær rejser trods alt på deres maver" mindede hun ham om.

"En hær på to?".

Hun bevægede sig over for at kysse ham igen og lod sit ansigt blive normalt. Efter et hurtigt kys fortalte hun ham at de snart ville være en hel legion. "Jeg ser os som et broderskab".

Billedet på fjernsynet skiftede med det samme fra nyhederne af den synkende ubåd til noget der så ud til at høre til i en gammel gyserfilm. En mand i helt grå rustning, med en grøn kappe og hætte, sad på en stentrone i et rum der kun kunne være i et europæisk slot. Bag ham flakkede lyset fra fakler og gav det hele en uhyggelig stemning. "God dag, Magneto" sagde Dr. Doom.

Victor von Doom var den ubestridte hersker i det lille land Latveria. Engang var landet del af den forhendværene Sovjetunion. Victor havde været søn af bønder, men hans skarpe hjerne og hans hensynsløshed havde tilladt ham at arrangere et kup nogle år forinden. Efter terroristangrebene, der havde skadet den amerikanske psyke, hvor nationer havde øjnene rettet mod middeløsten havde von Doom ingen problemer med at holde kontrollen. Da verdens nationer opdagede, at Doom havde kontrollen var det for sent. Trods al deres højtråben var USA ude af stand til at fjerne ham. To gange havde CIA forsøgt at starte en revolution og to gange havde Doom ikke bare knust oprøret, men hans agenter havde slået CIA agenterne og deres familier ihjel.

Sammen med et par enkelte terrorister blev Dr. Doom anset for den farligste mand på planeten. "Victor" sagde Erik og bøjede hovedet let.

Doom viste ingen irritation over at blive tiltalt så uformelt. Det var han ikke i stand til. et uheld år forinden, mens han studerede i USA, havde ødelagt hans ansigt. Det var grunden til at han altid bar maske. "Du har fået en fjende i den russiske nation".

"Mit mål er at gøre alle, der vil behandle mutanter som svin der skal slagtes, til fjender" svarede Erik. Doom havde været hans sponsor i over et år. Da Erik ledte efter allierede til hans krig var han blevet overrasket over at opdage, at Doom havde sympati for mutantsagen. Som del af den intelligente elite var Doom af den overbevisning, at de fleste mennesker var uværdige til den stilling de besad. "Hvad forslår du så nu?" spurgte Erik. Det var kun small talk. Sandheden var, at han følte at han var vokset fra Doom.

"Det er fuldstændigt op til dig selv, men jeg ville bare lige gøre dig opmærksom på, at SHIELD er blevet tilkaldt for at se på sagen" fortalte Doom ham. "Jeg kan tilbyde dig asyl i Latveria".

"Et pænt tilbud" sagde Erik. Han vidste, at hvos han nogensinde kom i nærheden af Doom igen ville han blive fanget i trældom. Hele verden ville snart komme efter ham, men Erik havde forventet det. Hans angreb på den russiske ubåd var ikke kun en hævnakt. Det skulle være en ledestjerne for andre mutanter.

Fra det kolde dyb ved Alaskas kyst til hvor han så endte henne ville Magneto blive kendt som en handlingens mand, ikke smukke ord. Doom havde uden tvivl håbet, at efter denne handling ville Magneto blive bange og søge despotens hjælp. "Men jeg må desværre afslå".

"En skam, men ikke uventet". Doom så ud til at ville sige noget mere, men afbrød i stedet forbindelsen,. Erik syntes det var ret brat, men Doom havde altid været lidt af en snob.

Erik tog et brusebad og kom ud af det lille badeværelse ved siden af soveværelset. Mystique, i sin normale skikkelse, stod vendt bort fra ham og så fjernsyn. Han beundrede hendes skønhed og blev mindet om en kvinde han havde kendt i sin ungdom. En kvinde, der havde været hans kone i alt for kor tid.

Det var før han mødte Charles. Dengang han vidste, at han var muant, men ikke kunne dele hemmeligheden med nogen. Han havde været søn af en fattig jøde i det Sovietkontrollerede Balkan og alt han gjorde, der vakte opmærksomhed kunne betyde døden for hans familie.

Hans kone, en kvinde der var alt for ung til at blive gift og for kærlig til ikke at blive det, havde opdaget hans kræfter under bryllupsnatten. I lidenskabens kløer havde Erik mistet kontrollen over hans kræfter og en flyvende kniv havde næsten spiddet hans unge kone. Hun havde set på ham med skræk og kaldt ham et monster og en djævel.

Han mindedes smerten ved at være nød til at forklare hende, at han aldrig ville skade hende. At han havde hjerte og sjæl som alle andre. Hun nægtede at lytte og løb i stedet nøgen ud i den kolde nat og efterlod ham en knækket mand. Først efter han havde mødt Charles i Israel var han begyndt at hele. Ved hjælp af Xaviers venskab var han begyndt at hele skaden på hans stolthed og hjerte.

Flere gange i årene der var gået havde han forsøgt at finde ud af hvad der var sket med hende. Uden held. Det var som om hun var forsvindet og en del af Erik var bange for at hun havde begået selvmord af skam over at havde delt sin krop med en mutant. "Du tænker på hende igen" observerede Mystique. Hendes øjne brændte med en indre ild mens hun tænkte på den rejse de skulle til at begive sig ud på. "Jeg kan se det på dig. Du virker altid meget ældre".

"Alle mutanter oplever et øjeblik hvor de stiller spørgsmål ved den onde skæbne Gud har givet dem." svarede Erik, smed sit håndklæde og tog imod sit tøj. "Jeg blev forelsket i et menneske og min kærlighed blev gengældt med gift og had".

"Hun forstod ikke" sagde Mystique. Hun havde været meget støttende overfor Erik med hensyn til hans gamle kærlighed og han antog, at der et eller andet sted i hendes fortid var en lignende oplevelse. "Men nu vil menneskene indse, at de er monstrene. Sygdommen, der hærger vores verden".

Erik smilede. "Så, du lytter til mig".

"Jeg er her ikke kun for elskoven, selv om den ikke er dårlig" sagde hun med et ondt grin.

"Overhovedet ikke dårlig" sagde han. Han tog sin kappe på og rakte ud efter sin hjelm. Et par minutter efter havde Mystique valgt tøj og skiftet form. Det var bedre hvis hun lignede et menneske så meget som muligt hvis de blev stoppe at myndighederne. De ville sikkert tro at hun var gidsel.

Minutter senere fløj Magneto og Mystique, i en boble af ren magnetisk kraft, langsom i sydgående retning.

"Der er ret dybt, Nick" sagde Tony Stark. Han og Jim Rhodes, hans sikkerhedschef, sad ved et bord i oversergentmessen, eller "gedestien", ombord på USS Abraham Lincoln. "Russerne har ikke noget der kan bringe den op, men det har jeg".

"Og du vil vel have mig til at trække en blancocheck ud af røven, eh Tony?" spurgte Nick. Jim klukkede indtil Tony så koldt på ham.

Tony Stark lignede ikke en bogorm, men det var hvad han var. Han var født geni og havde modtaget sit første patent som 12-årig og 10 år senere havde han doktorgrader som elektrisk ingeniør, mekanisk ingeniør og atomteknologi. Ung og flot, med den slags sort hår, der gav kvinderne lyst til at løbe fingrene gennem det. Han havde været en af militærets hovedleverandører i årevis. Lige siden han begyndte sine egne firmaer for at tjene på sine opfindelser.

To år tidligere var han blevet kidnappet af terrorister,der ville tvinge ham til at designe en kæmpe, flyvende bombe, der skulle bruges mod, af alle folk, den engelske kongefamilie. Nick Fury, som engang havde arbejdet for Tony, havde anført SHIELD gruppen, der havde reddet hans liv. "Hvis du kunne ville jeg gerne se det. Jeg er bare nervøs for hvad jeg skal bruge for at underskrive den".

"Vi er ombord et flådeskib" sagde Jim. Den store neger var forhenværende snigskytte, der havde fået lidt SHIELD træning. Han var stoppet i programmet for at tage jobbet hos Stark.

"Tak. Det er nok" sagde Nick og bed i cigaren. Selvom han teknisk set var den med højst rang på skibet, havde kaptajnen forbudt al rygning på skibet, undtaget på specielle områder. Dette var ikke en af dem. "Kan du hæve ubåden? Vi skal have vores tekniker til at se på skroget for at se om de kan få en ide om Magnetos kræfter. Russerne vil have deres afdøde sømænd":

"Og jeg vil have bjærgningsrettigheder" sagde Tony. "Ellers gør jeg det ikke".

"Hvad med sømændende ombord?"

Tony skar ansigt. "Hvis Magneto er bare halvt så stærk som vi tror ved vi begge, at alle sømændene er døde. I hvert fald er ubåde ikke noget værd for russerne".

"Har du fortalt dem det?" spurgte Sharon Carter fra den anden ende af rummet. Hun slentrede over med et glas 'bug' juice, et flådeudtryk for dårlig instant drikke med frugtsmag.

Tony pillede ved sit overskæg og Nick havde lyst til at le højt. Lige siden han var ankommet på skibet havde han forsøgt at lokke Sharon ind i hans kahyt. Han havde ingen anelse om at Sharon var meget øvet i at bruge sin krop som et våben. Enten aggresivt eller passivt. "Måske skulle jeg ringe til den russiske præsident. Jeg har hans nummer" foreslog Tony med et katteagtigt smil.

"Hvad med det her" begyndte Nick. En sømand kom løbende ned af stigen og hviskede noget til Nick. Nick nikkede og vende sig mod Tony. "Ikke mere fis, Tony. Du og Jimmy tager jeres smarte dykkerdragter på og kommer derned. En af vores ubåde opfanger noget nærved og jeg vil vide, hvad det er".

"Hey. Hør lige".

Nick rystede på hovedet. "National sikkerhed. Du er hermed indkaldt. Hvis ikke du gør det smider jeg et par af mine teknikere i dragterne og sender dem afsted".

Tony overvejede sine muligheder. Han indså, at hans tidligere sikkerhedschef var alvorlig. "Du må hellere stikke hånden op i røven, Nick. Det her bliver dyrt".