SuperManta

SuperManta!

Sej Disclaimer Tingest!

Jeg er ikke sikker på hvem denne figur tilhører. Udover at det ikke er mig ;-)) Wizard Magazine fandt på ham i juli 1997 til en artikel med titlen "Amalgamania: The Top Ten Amalgams "Wizard" Wants To See!" Han fangede min opmærksomhed med det samme og jeg har holdt denne historie klar i baghovedet lige siden. Jeg håber at i også vil kunne lide ham ;-)

Denne fanfic er kun til underholdning. Evt. brud på copyright overfor DC Comics, Marvel Comics eller Wizard Magazine er utilsigtede.

Det burde være tydeligt at SuperManta er en blanding af DCs Superman og Marvels Namor. Særlig tak til folkene fra Wizard, som fandt på ham og Rachel Erhlich, som legede med den fantastiske historie om SuperManta. Tak Rachel. Og mange tak til Steve Zink for en fortræffelig betaversion.

Og nu til historien.

1. del

Kaptajn Hiro Fugimoto skar ansigt af afsky og åndede tungt ud gennem næsen af irritation. "Ikke også dig, Kenjiro-Sama!" udbrød han. Måske en anelse hårdere en tiltænkt. Styrmanden Kenjiro Yamahara var en god sømand og en værdig søn af Nippon. Der var ingen grund til at være tankeløs revsede Fugimoto sig selv.

Kenjiro rejste sig af respekt for sin kaptajn og bukkede hurtigt. Måske en smule dybere end absolut nødvendigt under omstændighederne besluttede Hiro forlegent.

"Med al respekt, Kaptajn" sagde Kenjiro undskyldende "Jeg minder kun den ærværdige Kaptajn om den nervøse tilstand mandskabet befinder sig i. Tre hvalfangere er forsvundet i dette område indenfor den sidste måned. Man siger at en dæmon hjemsøger disse kolde have. En meget stærk vandånd."

Med en kraftanstrengelse tvang kaptajnen sig selv til at smile. "Sludder, Kenjiro!" lo han hjerteligt "Overtroisk nonsens. Det tro du vel ikke mere på en jeg!"

Kenjiro så væk. Uvillig til at se sin kaptajn i øjnene. Han studerede sine fødder i de vandtætte støvler. "Hiro, min gamle ven" sagde han "Jeg ved ikke hvad jeg skal tro. Blev vi ikke sendt herud for at undersøge denne "dæmon". Den sidste transmission fra Hokkaido-Maru nævnte en "stor vind" og en "forfærdelig kraft, der steg op fra havets dyb"..... og alle vidnerne er enige. Hvad denne ting ellers er.... menneske, dæmon..... eller noget andet.... så er den stærk. Med evner der langt overstiger almindelige menneskers. Endda større end vores evner til at beskrive." Pr. refleks, som om han ville beskytte sig fra en pludselig kulde, der invaderede den varme bro hvor han stod, trak han hætten på sin varme anorak tættere omkring sit rødmende ansigt.

"Det er grunden til at jeg er her" sagde Dr. Reicho Namasara fra Osaka Institute for Advances Oceanographic Studies. "For at se denne ting selv og måske hjælpe jer med at gøre noget ved den. Vidste du at dine mænd har givet "dæmonen" et navn? De er begyndt at kalde den "SuperManta"." Den lille forsker smilede og bukkede som hilsen til sine to værter.

Kaptajn Fugimoto snøftede i hån. "Undskyld, lærde herre, men jeg har sejlet i disse vande i mere end 25 år. Jeg har ikke brug for en barnepige."

Forskeren forstod sømandens vrede, men kunne alligevel ikke være upåvirket af hans verbale stikken. "Men, Fugimoto-San" svarede han tørt "du er heldig at Himlens Søn ikke bad Sunfire og Big Hero Six om at hjælpe dig. Eller måske den kejserlige bodyguard, Rising Sun selv. Nippon er overraskende afhængig af havets gavmildhed for at overleve. Alt der betydeligt ændrer Japans fiske- eller hvalflåde er en alvorlig sag." Fugimotos afvisende bevægelse var næsten uhøflig i sin pludselighed. Sukkende rystede Dr. Namasara på hovedet. Han åbnede munden for at sige noget, men blev afbrudt af et hæst udråb fra udkiggen på dækket. "Hval" lød råbet. "Hval til bagbord." De to sømænd forlod Dr. Namasara og klatrede ud på dækket. Den bidende Antarktiske vind i Weddellhavet piskede dem ubarmhjertigt mens de begge satte kraftige kikkerter for øjnene og så til bagbord.

"En pukkelhval" jublede kaptajnen ved synet i kikkerten. "De er meget sjældne for tiden. Og en stor en. 70 tons mindst." Styrmanden nikkede glad. Kenjiro vendte sig og begyndte at bjæffe ordrer til mandskabet. "Hårdt bagbord" råbte han over vinden. "Bemand harpunerne."

Som en velsmurt maskine sprang mandskabet på Shinobi-Maru til arbejdet. Kaptajnen så på med stor stolthed, da hans kanonerer fulgte det store, flygtende havpattedyr, mens det gled gennem havets mørke vand. "Thar she blows" råbte en lystig Kenjiro med en forfærdelig parodi på en New England/Amerikansk accent han havde lært under hans studietid på University of Massachusetts. Kaptajnen bandede halvhøjt på Japansk. "Pas på. Hun pejler. Hurtigt. Før hun dykker. Skyd. Skyd."

Lydigt tog hans kanonerer sigte og affyrede så den pneumatiske, tungsten, stålharpun mod deres flygtende mål. Kaptajnen holdt fast om kikkerten. Hårdt nok til at hans knoer blev hvide af anstrengelsen. Ja! Han kunne allerede se at det dødelige projektil var præcist. Det ville blive et pletskud, der satte sig dybt i hvalens fedtdækkede krop. Han vinkede til den forreste harpuner i triumf. "Kaptajn, se" råbte Kenjiro pludselig med frygt i stemmen og pegede ud over havet med en rystende finger.

Havoverfladen boblede som i en varm gryde. Som kogende suppe der blev rørt af en kæmpe, usynlig hånd. Som en eksplosion blæstes en høj vandstråle højt op i luften, som om den blev suget op i det fremmede element af kraften og farten fra spidsen. Alles øjne blev rettede mod himlen lige i tide til at se harpunerne splintres mod .... noget.... og så falde uskadelige i havet. Ødelagte og ubrugelige.

"Se. Oppe på himlen" råbte en af mændene og pegede på en svævende skikkelse. "Det er en fugl" spottede en af de andre, mens han beskyttede sine øjne mod solens refleks i det skinnende vand. "Det er et fly!" rettede en af de andre, som tydeligt kunne se at skikkelsen var større end en fugl. "Det er ..... SuperManta." hylede en fjerde skrækslagent. "Aieeee! Amaterasu, frels os!"

Med et glad slag med halen af taknemlighed svømmede den store hval, en af de sidste pukkelhvaler i disse vande, væk uskadt. Hende selv og hendes ufødte kalv sikre.

For nu

<><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><>

Krypton var dødsdømt.

Jor-El havde vidst det i måneder. Alle hans undersøgelser havde givet samme konklusion. En voldsom død var ved at blive opbygget i hjertet af Krypton og hendes Great Mother Ocean. Men de senile gamle mænd i Rådet havde forbudt ham at gøre noget offentligt. De kaldte ham sortseer. Fjolser. Måtte Rao forbande de vande hvor de svømmede. Deres idiotiske uforsonlighed havde dødsdømt hele Krypton og dens beboere.

Han smilede. Ok, så ikke allesammen. Ikke hvis Jor-El fik sin vilje. Og det havde han tænkt sig at få.

Der var stadig håb for barnet. Men tiden løb hastigt ud. Mens han havde arbejdet hektisk på det lille raketskib i disse sidste få timer var han blevet afbrudt af rystelser, som rystede spirene i Kryptonopolis som et stykke legetøj hænderne på et vredt barn. Hans gæller arbejde hårdt på at følge med hans anstrengelser mens han rekalibrerede det lille skibs warp-motor endnu en gang og rystede på hovedet. Det var ikke perfekt, men det var nød til at være nok. Der var simpelthen ikke tid nok. Gulvet i hans personlige laboratorium begyndte at ryste, næsten blidt først, men så med stigende styrke. Jor-El faldt gennem vandet og reddede sig selv ved at række ud og gribe en forbipasserende sonisk generator med en hånd. Mens han klyngede sig til det tunge laboratorieudstyr stirrede han gennem plas-steel vinduet i laboratoriet ud i hans dødsdømte by. Hans dødsdømte verden.

Bygninger rystede og faldt ned på havbunden. Trykbølgerne bølgede gennem vandet i Kryptonopolis som stigende tidevand. Med udråb af terror og frygt flygtede de akvatiske Kryptonianere ødelæggelsen som glimtende, forskrækkede flamefish, som så deres død reflekteret i den krystalliske pande på en sulten tanke-ichthysus. Som om dette var det vilde Scarlet Sea og ikke selve den Kryptonianske civilisations vugge.

Jor-El vidste at det hele var forgæves.

<Lara! Hurtigt! Barnet> sagde han til sin kone og svømmede hende i møde, da hun kom ind på hans domæne, laboratoriet. Han havde aldrig forbudt hende at komme ind, men hun havde, fornuftigt nok, aldrig invaderet denne beskyttede del af hans liv. Hans forskning var vital for ham, indså hun. Og hun nærede ikke noget ønske om at trænge sig på.

<Jor?>

Med mørk mine så Jor-El op fra opgaven med at spænde sin søn fast i rakettens tætpakkede indre. Forsigtigt for ikke at vække det sovende barn. Hans kone lænede sig hurtigt frem og kyssede det søvnige barns pande. Babyen pludrede og gurglede i søvne og Jor-Els mod sank, da han så Lara omhyggeligt arrangere de mørke tæpper omkring babyen. Jor-El tog sin kones hånd og hold fast mens han forseglede skibets miljøsystemer og begyndte på afsendingen.

<Den verden vi sender ham til ..... Denne Jord....>hviskede Lara. Jor-El forstod hendes ønske og aktiverede et hologram af Jorden for at lade hende se deres søns fremtidige hjem. Som en stor, smuk, blå og grøn kugle han den i laboratoriets vand og kiggede frem af sit skydække som en genert ung pige med sin første elsker. Lara gispede over skønheden foran hende.

<Oh, Jor. Han....han vil være.... anderledes end dem ...... mærkelig>

Med et overvældende smil, som sled i hendes mans bankende hjerte nikkede Lara og klemte hans hånd blidt og beroligende.

<Det gør jeg, Jor, det gør jeg> sagde hun kun.

Og så var der ikke mere tid. Laboratoriet rystede som et gennemblødt dyr der rystede vand fra pelsen og Jor-El tastede hektisk afsendingskoden. Brølet fra rakettens motorer fyldte vandet. Højere end selv lydene af ødelæggelse overalt. Jor-El beskyttede sin kone fra det faldende glas, da raketten brød igennem loftet i deres sammenstyrtende hjem til deres døende verdens atmosfære. Store revner åbnedes i jorden under deres hjem mens de, hånd i hånd, så raketten, med sin lille dyrebare fragt, for gennem atmosfæren til rummets sikkerhed. For sidste gang omfavnede Jor-El sin kone og holdt fast i hende, sikker i visheden om at alt ikke var tabt.

<Rao vise dig vej til sikkert vand, min søn> hviskede han.

<><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><>

Dr. Namasara faldt ned på det våde, glatte dæk som en moden frugt. Svingende vildt med armende kæmpede forskeren for at holde balancen på det gyngende skib, men faldt hårdt ned på dækket med et tydeligt "whoosh" fra luften der kom ud af hans komisk åbne mund. Kaptajnen havde måske smilet, hvis han ikke havde haft så travlt. Og bange. "Hårdt agter" skreg han, kæmpende for endnu engang at blive hørt over den hylende vind. "Kan du huske "Den store vind"?" skreg Dr. Namasara og kom på benene igen for at falde omkuld da skibet flyttede sig under fødderne på ham. "Hurtigt! Grib fat i noget." Næsten modvilligt adlød kaptajnen og greb efter et nærliggende gelænder for ikke at blive fejet overbord af den stærke vind, som slog ham hårdt i ansigtet. Kenjiro-Sama var ikke noget fjols. Han gjorde det samme. For flere uheldige sømænd kom advarselen for sent. Fortvivlet så Hiro Fugimoto 2 af sine mænd blive fejet fra det gyngende dæk som støv foran en husmors kost. "Mænd overbord" lød råbet "Mænd overbord!"

Den modige Kenjiro slap sit greb og sluttede sig til sin kaptajn mens den ældre mand smed redningsveste over kanten på skibet i det svage håb at det 2 mænd kunne komme over til dem. I disse vande var chancerne ikke gode. I det kolde vand i Antarktis ville hans 2 sømænd ikke holde længe for kulden tog dem.

Vinden stoppede et øjeblik og Hiro sukkede af lettelse. "Hva...?" Og så, som om det var magi, faldt hans 2 sømænd fra himlen ned på Shinobi-Marus dæk og hostede havvand op. De var gennemblødte og rystede. Lovet været forfædrene. I alle hans 25 år som sømand, og de sidste 10 som kaptajn på hans egen skib, havde Fugimoto aldrig mistet en eneste sømand. Han havde ikke lyst til at starte nu. Og så på en forskningssejlads.

"Få de mænd nedenunder og i noget tørt tøj før de fryser ihjel." sagde han og flere af mandskabet hjalp dem nedenunder.

Og så begyndte vinden igen. Voldsomt.

"Kamikaze!" hviskede Kenjiro ved Fugimotos side. "Den hellige vind! Vi er fortabte, Hiro-Sama, min ven."

Med en kraftanstrengelse lykkedes det Fugimoto at lade være med at slå sin ven og underordnede. "Vrøvl" bandede han "Dette er ikke 1281, Kenjiro. Og dette er bestemt ikke Khublai-Khans invasionsflåde. Desuden" kaptajnen prøvede på at være fornuftig, selv under de mest ufornuftige forhold "Kamikaze - "Den hellige Vind" - som tvang den Store Khan til at droppe sine planer om invasionen og underlæggelsen af Nippon blev set som et tegn på Nippons gunst hos Guderne. Hvad dette end er ville jeg næppe kalde det det!" Ydmygt bukkede Kenjiro hovedet i respekt for kaptajnens større visdom. "Hai" indvilligede han.

Pludseligt, med et ryk der sendte mandskabet ned på dækket igen og fyldte luften med den øredøvende lyd af metal der blev flået fra hinanden, løftedes Shinobi-Maru op i luften. Kaptajn Hiro Fugimoto kunne kun dække ørene med hænderne og bede sin mest ydmyge bøn om nåde fra deres usete fjende, mens han begravede sit ansigt i den velkomne varme fra hans parka mod den bidende vind. Mens han holdt fast i dækket prøvede kaptajnen at ignorere følelse af høj hastighed der gik over hans skib og mandskab. Han fik kvalme af flyveturen i skibet gennem luften. Umuligt. Et øjeblik frygtede han at han skulle vanære sig selv ved at blive syg. Han havde ikke være søsyg siden han var en knægt, som stikirenddreng på det første skib i en alder af 15. Han fik det lidt bedre da han så Kenjiro-Sama og indså at hvis han blev syg var han ikke alene om det.

Og så, blidt som et flydende stykke tidselfnug, blev Shinobi-Maru sat ned i vandet igen stille på de blide bølger i en beskyttet bugt. Brisen på hans kind, da han løftede hovedet og så sig undersøgende omkring, var næsten varm.

"Se" råbte Kenjiro imponeret og pegede på en velkendt horisont. Selv på denne afstand, og i det begyndende tusmørke, var neonlysene fra Ginza pralende og lyse. Kaptajnens øjne blev udvidede af vantro. Nej" Umuligt! En rejse på flere tusinde kilometer på et øjeblik.

"Tokyo" sagde sømanden og fejede hætten på parkaen væk så han bedre kunne orientere sig. "Venner, dette er Tokyo Bugt! Vi .... vi er hjemme."

2. del

"Prinsesse?? Prinsesse Fen?"

Lady Lori kaldte på den fortvivlede skikkelse der knælede ved den ensomme grav. "Kom, frøken" bad den brunhårede havfrue, en af flere af Fens opvartere. "Du bliver nød til at forlade dette sørgelige sted. Vil du ikke nok? Din far, Kejser Tha-Korr, tilkalder dig. Han er meget bekymret over din langtrukne sorg over denne..... denne overflademand. Han mener at det er usømmeligt for en prinsesse fra smukke Atlantis."

Den Atlanteanske prinsesses læber blev til en vred, tynd blå linie. "Fortæl Kejseren at jeg vil sørge over min mand så længe jeg vil og på den måde jeg vil." Fen gjorde med et kast med hovedet tegn til at Lady Lori skulle forlade hende og så ikke engang op for at se om hun blev adlydt. Hun sænkede hovedet i den velkendte posture af sorg hun havde anlagt så længe nu. Lige siden hendes tilbagekomst fra overfladen faktisk. Et øjeblik var Lori næsten glad for at se hendes venindes kampånd tilbage. Men den var væk nu. Forsvundet... ligesom Leonard McKensie. Forsvundet så hurtigt.

Lori svømmede tættere og rørte Fen let på albuen. "Åh, Fen." bad hun "Du må ikke gøre ham mere vred. Han er Kejseren. Jeg.....jeg ved hvordan du må have det."

Fen så op og indså, ikke for første gang, at når man levede under havets bølger var det næsten umuligt at se når nogen græd. Men tårerne var i Loris stemme, hvis ikke i øjnene. "Min egen mand, min elskede Ronal, er kun for nyligt rejst over Grey Waters" stammede Lori "Poseidons Skæg, jeg....jeg savner ham, Fen."

De to kvinder omfavnede hinanden og holdt smerten ved deres fælles tab på afstand med tilstedeværelsen og varmen fra deres kroppe. "Åh, Lori, kan du nogensinde tilgive mig?" hviskede Fen i et fint spidst øre og strøg Loris hår. "Jeg var så optaget af min egen sorg, min egen tragedie, at jeg slet ikke tænkte på din. Det må være meget svært for dig. Ja, jeg savner også Leonard. Synet af hans smil...Lyden af hans stemme.... Måden hans kæbe sprang frem når han var glad."

Lori ordnede sit førhen elegante hovedpynt til den rette vinkel og nikkede. "Og din far savner dig" sagde hun stille og prøvede at smile. "Han savner sin modige eventyrlystne datter. Hans modige Fen. Han ville aldrig sige det, selvfølgelig, men jeg kan se det på ham. Og han føle sig skyldig. Han længes efter at se dig smile igen og at vide at du tilgiver ham." Fen rystede på hovedet i forvirring. "Skyldig?? Jeg forstår ikke..." "Selvfølgeligt føler han sig skyldig. Var det måske ikke ham der sendte dig til overfladen for at finde grunden til ødelæggelsen der faldt ned over Atlantis? Og det var der, på overfladen, at du fandt isbryderen Oracle på vej gennem polarisen med sprængstoffer? Og var det ikke der du mødte Leonard McKensie, kaptajn på Oracle?" "J..Jo" Ubevidst legede Fen med guldringen, som hun stadig bar på sin venstre ringfinger, og drejede den omkring sin finger i ophidselse. "Og giftede mig med ham efter hans folks traditioner." Lori nikkede "Og da du ikke kom hurtigt tilbage, var det din far der sendte en militærpatrulje ud for at hente dig. Han var skrækslagen for at du var blevet fanget eller dræbt af overflademændene. Han rasede en dag og en nat indtil de bragte dig tilbage. Han vidste ikke at det eneste Leonard McKensie havde fanget var dit hjerte. Din mands død var et uheld, Prinsesse. Unge Jerro ønskede ikke at dræbe ham. Men da han fandt dig i McKensies seng, troede han...Han troede at du var blevet krænket og det gjorde ham vred. At krænke en Prinsesse af kongeligt blod. Og den uoverlagte unge mand misfortolkede din mands forsvar af dig for et angreb."

Fen begravede ansigtet i hænderne ved minderne som truede med at overvælde hende. Måske prøvede hun på at sige noget. Lori ville aldrig finde ud af det for prinsessens eventuelle ord blev tabt i den pludselige eksplosion fra oven. Forskrækket udvidedes Lori Lemaris øjne af synet af det faldende .....meteor? "Fen, se." råbte hun og glemte alt om formalitet for den pludselige mulige fare. "Hvad er det?? Angriber overflademændene? Er det Attuma? Hvad sker...?"

Efter at have brast igennem det stille vand i meget høj fart pløjede den faldende del af himlen sig ned i havbunden med et ordentligt brag, som væltede de to kvinder med shockbølgerne. Det lykkedes for den smidige Fen at finde balancen, gispende efter luft. Med en ed svømmede prinsessen sin nødstedte tjener og veninde til hjælp. Hun rakte ud, greb Loris hånd og holdt fast. Efter et øjeblik blev vandet stille igen og de to kvinder genfandt deres ligevægt efter et kort svimmelhedsanfald. Lori rystede på hovedet for at klare det og mumlede tak.

"Prinsesse, hva....." begyndte hun. Fen pegede. "Hvad det end var landede det østpå.... nær Skyggernes Grotte." Fen kunne se kuldegysningen der løb gennem Lori da hun nævnte det gamle, hjemsøgte vartegn. "Det forbandede sted" udbrød Lori.

Overrasket kaldte Lori efter den Atlanteanske Prinsesse, da hun svømmede hurtigt væk. "Prinsesse. Vent." Da hun blev ignoreret fulgte Lori hurtigt efter sin herskerinde. Hendes stærke arme førte hende hurtigt gennem det nu rolige vand. Det så ud som om af Fen satte farten ned så den langsommere kvinde kunne indhente hende. Lori fulgte stille efter den eventyrlystne Fen, dog ikke uden en vis frygt. Men hun tav alligevel. Det virkede ikke som det bedste tidspunkt at tale. Lori vidste at hendes højbårne veninde var viljestærk og stædig. At advare mod denne kurs ville kun gøre hende mere fast besluttet. Med et suk svømmede den plagede tjenerinde videre i prinsessens skummende spor, som en Remora i en stor hvid hajs selskab.

Loris hjerte begyndte at slå hurtigere. Noget havde flået en stor sti henover havbunden. Som et stort grimt ar på den blege hud af en af Neriaderne. Stien fortsatte langt videre. Vandet begyndte at få en mærkelig, ubehagelig metallisk smag i Loris hårdtarbejdende gæller. Og varm. Jo tættere de kom jo varmere blev vandet. Lori var lige ved at bønfalde Fen om at stoppe denne galskab, da Fen stoppede og flød stille i vandet. Loris suk kom direkte fra hjertet.

Det store ægformede fartøj hvilede fredeligt på havbunden, skiftevis rødglødende af varme og blåtglødende af Cherenkovstråling. Loris øjne blev store og hun rakte forgæves hånden ud for at holde Fen tilbage, da den blide lyd af servomotorer lød gennem vandet. Da hun ikke var hurtigt nok til at stoppe den beslutsomme prinsesse åbnede Lori munden for at kalde på den impulsive Fen. Men prinsessen kunne ikke høre hende over lyden af det store æg der revnede. Øverste halvdel åbnede sig og afslørede indholdet. Der lød et svagt skrig. "Lori" skreg Fen rædselsslagent. "Kom. Hurtigt. Det.... Det er en baby!"

<><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><>

I et rødt lysglimt fandt to varmestråler de to forreste harpuner og smeltede dem på stedet. Kanonererne løb i sikkerhed mens de råbte af skræk. De undgik kun lige de spruttende pøle af flydende metal hvor sekunder forinden de frygtelige værktøjer til deres blodige håndværk havde stået.

Skikkelsen der landede let på dækket var høj, høj og med stolt strakt ryg, med sort hår, som klæbede vådt til hans hoved. Klædt i en stram, blåsort tunika, som matchede håret, stod han helt stille. Kaptajn Fugimoto kunne have svoret at han kunne høre de regelmæssige dryp af havvand, der faldt fra den muskuløse krop i stilheden. Havgrønne øjne blev knebet sammen ved synet af den overraskede kaptajn og hans mandskab.

"SuperManta" blev der hvisket over hele skibet "SuperManta". Manden, hvis det var det han var skulede vredt "Vid, overflademænd, at jeg er Namor-El, Prins af Atlantis" Den dybe rungende stemme havde en mærkelig accent. De flydende vokaler og konsonanter kom ikke fra et sprog han kendte, indså kaptajnen. "Jeg er Det Hævnende Stjernebarn. Og jeg kommer med en advarsel." Til sin store ydmygelse blegnede kaptajnen da Namor-El rettede en anklagende finger mod ham mens han talte. "I vil ikke længere få lov til hensynsløst at udnytte havene" sagde han fast "Fra denne dag må I ikke længere tankeløst slagte deres beboere, skødesløst smide jeres affald og gifte i dem. Havene er Atlantis' domæne. Og I vil respektere det! I kan stadig rejse fra sted til sted i jeres ynkelige skibe. Normalt fiskeri kan fortsætte, indenfor rimelighedens grænser og indenfor jeres kystgrænser. Men fremover vil I regne jer selv som gæster når I rejser på havet i skibe. Sådan siger Namor-El, Det Hævnende Stjernebarn! Imperious Rex!"

Kaptajnen, lamslået og uden at vide hvad han skulle gøre, stirrede på den imponerende skikkelse af den selvudråbte Prins af Atlantis, og så derfor ikke Kenjiro-Sama trække sin pistol. Det var han senere taknemmelig for. Han kunne ikke sige om han ville have forsøgt at stoppe hvad der nu skete eller ej. Det var næsten en lettelse at afgørelsen blev taget ud af hænderne på ham af hans egen uopmærksomhed. Det var først da lyden af skuddet rystede ham vågen, den skarpe lyd af våbnets affyring genlød i hans ører som torden, at han råbte i utydelig forfærdelse. Andre var ikke helt så tilbageholdne så det ud til.

"Fjern den, din idiot." råbte Dr. Namasara. Hans høje skingrende stemme lød som en pisk. "Du får os alle dræbt." Spredt over hele dækket måbede det hypnotiserede mandskab på Shinobi-Maru i undren, og derefter gispede de af skræk over at se kuglen ramme sit mål, Atlanteanerens brede bryst. Ramme..... og prelle af på det muskuløse kød.

Vrede fordrejede havmandens glatte ansigt og Fugimotos hjerte sank som en sten i livet på ham. Hvilken straf kunne de nu forvente fra et væsen med sådan kraft. Det var virkeligt en skræmmende tanke og kaptajnen blegnede ved tanken om Namor-Els hævn. Han burde sige noget....Forklare....Det vidste han. Og dog...Han kunne ikke. Hans tunge var tyk i munden på ham og klæbede til hans tørre gane. Musklerne i hans strube arbejdede, men der dukkede ingen lyd frem. Og det var måske også det bedste. Det ville ikke have været godt for mandskabet at høre det uværdige, pibende bøn, der ville have været det eneste han kunne have kommet med. Ikke godt overhovedet. På det tidspunkt viste Reicho Namasara sig som et modigere mand en kaptajnen ville have troet.

Dr. Namasara skubbede sig vej frem og bukkede. "Vis nåde, deres højhed" stammede han mellem klaprende tænder "tilgiv dette uværdige gamle fjols, men...." længere nåede han ikke. "I har givet mig jeres svar, overflademænd" brølede Namor-El med en affærdigende bevægelse med hånden, skarp og pludselig som et skarpt våben. "Jeg kommer her som budbringer i god tro og I har angrebet min kejserlige person. I trænger til at lære en lektie om manerer. Og en påmindelse om Atlantis' og det eneste sande Hævnende Stjernebarns kræfter."

Med en stigende mumlen af skræk faldt mandskabet tilbage, da prinsen rakte ned til guldbæltet omkring han slanke liv. Kaptajn Fugimoto var evigt taknemmelig for at han, trods svage og skælvende knæ, blev stående og ikke vanærede sig selv mere. Adskillige udråb af skræk angreb Kaptajnens snurrende sanser, sammen med lyden af løbende fødder, larmende i tilbagetrækningen. Omhyggeligt lod Fugimoto være med at se hvilke af hans mænd der var gået i panik og havde gemt sig under dækket.

Det betød heller ikke meget. Fra sit bælte tog Namor-El en lang spiralformet skal og løftede den til sine ventende læber med et vredt udtryk i øjnene. "Lad Proteus' Horn tilkalde jeres straf." erklærede han.

Med et kæmpepust af luft blæste Namor-El i Proteus' Horn. I starten kunne lyden der kom fra den underligt formede, juvelbesatte skal næsten ikke høres af menneskelige ører. Dyb og pulserende lod det til at den rystede vinden. En bedrøvet klagen fra tidernes morgen. Fugimoto dækkede sine ører af smerten fra lyden der lod til at genlyde fra hans knogler. Lyden rystede ham selv gennem denne barriere af kød. Lyden ekkoede i hans hjerte, som et kald på noget gammelt og primitivt og forfærdeligt, og stjal luften fra hans lunger.

Og se. Vandet i Tokyo Bugt begyndte at syde og boble. Store luftbobler steg fra overfladen fra.....noget.....der lurede nedenunder. Havet skummede og blev oprørt, som om det prøvede på at flygte fra en skrækkelig terror. Fugimotos øjne blev store, på størrelse med talerkerner, da en stor krop tvang sig fri fra hanbunden og rejste sit store øglelignende hoved over bølgerne.

Med et svarbrøl der matchede lyden fra hornet begyndte det store øglevæsen at bevæge sig mod kysten med store bølger foran sig som jord foran en bulldozer.

"Godzilla" skreg Dr. Namasara i fascineret terror. "Han har vækket Godzilla. Tokyo er fortabt."

3. Del

”Blegfis. Overfladesvin.” ”Luk arret, Bryrrah” råbte Namor-El og svømmede hurtigt i sin ældre fætters retning. Med ansigtet fordrejet i vrede gloede Prinsen af Atlantis surt på sin største rival til tronen af Kamuu. Med hænderne på de slanke hofter flød han, mens han stirrede vredt på Bryrrah. ”Sådan taler du ikke til mig igen.” Dovent, som om bevægelsen næsten ikke var anstrengelsen værd blottede den blåhudede Atlanteaner tænderne i et spottende smil. ”Jeg taler til dig som det passer mig, Halvblods.” snerrede den ældre dreng. Bryrrah strøg det nyanlagte tynde overskæg med fingrene fra en himmelblå hånd. Namor-El fnøs. Hans ældre fætter var meget stolt over det overskæg, vidste han. Og over alderen og modenheden, der tillod ham at anlægge og pleje det på den, for en mand, accepterede måde. Han undlod aldrig af prale med det overfor den yngre glatkindede Namor-El. Namor-Els ansigt blev mørkt af vrede som en storm på havet, og Bryrrah smilede fornærmende. ”Jeg er en prins af kongeligt blod” fik Namor-El ud mellem tænderne ”Og din fætter.” Blodets bånd var meget vigtige i det ældgamle samfund i Atlantis. Bryrrahs smil fik en snert af vrede. ”Du er ikke i familie med mig, overfladehvalp.” råbte han.

Hoveder blev drejet i deres retning og folk stirrede skævt på de to unge mænd. Det høflige, Atlantiske samfund tillod ikke sådanne offentlige visninger af fjendskab. Namor-El rødmede. Deres bedstefar, Kejser Tha-Korr, ville helt bestemt høre om dette. Sladderen måtte allerede være på vej til paladset. Der ville blive ballade over dette, men Namor-Els stolthed forbød ham at trække sig tilbage nu. Bryrrah truede med næven ad Namor-El. ”Jeg har Kongers og Prinsers blod siden tidernes morgen i mig.” sagde han ”Hvis blod deler du halvblods? Ved du det overhovedet?” Hurtigere end øjet kunne følge med strøg Namor-El gennem vandet og langede ud med en stenhård knytnæve. Han ramte Bryrrah hårdt i brystet. Bryrrah bukkede sammen i smerte. Med ansigtet fordrejet i vrede gjorde Namor-El klar til at slå igen, næsten rystende i behovet for at slå igen. Men synet af frygt i Bryrrahs ansigt fik ham til at stoppe brat.

Han havde ikke slået med noget det bare var tæt på hans fulde styrke. Det vidste han at han ikke måtte. Han havde altid været stærk, meget stærk. Men nu…hans evner var blevet større lige siden han var blevet teenager. Hemmeligt, næsten som om han praktiserede en ældgammel forbudt magi, havde han prøvet på at undersøge dybden af hans nye evner. Han havde altid vidst at han ikke behøvede vand for at ånde. Han havde det godt i overfladeverdenens luft. Sikkert på grund af hans blandede oprindelse, mente han. Men på det sidste havde han opdaget sin evne til at flyve gennem luften som en fugl og glide på vinden. Og den mærkelige varme fra hans øjne. Hvad var det for noget? Og, mærkeligst af alt, selv for en Atlanteaner var hans styrke og fart utrolig. Pludselig virkede verden meget skrøbelig.

Som om det var sket i går kunne han høre sin mors, Prinsesse Fens blide stemme, mærke trygheden i hendes hænder når hun omfavnede ham og kærligt strøg hans hår. ”Du er velsignet, min søn” hviskede Prinsessen af Atlantis i hans runde øre (hvorfor var hans øre ikke spidst som andre Atlanteaneres?) ”Du skal være meget forsigtig. Din store styrke og specielle evner kan tjene Atlantis vel, søn af mit hjerte. Men først og fremmest må du lære at styre dit temperament. En dag bliver du konge og en konge må aldrig lade følelserne råde.” Halvdelen af livet havde han kæmpet for at kontrollere sin vrede. Det var ikke nemt. Til tider var det som om det var en levende ting inden i ham, der slog til når det passede det. Hans hjerte bankede og blodet kogte. Han blev hurtigt vred og fornærmet. Det vidste han om sig selv. Han var …… anderledes. Det vidste han også om sig selv. Uden at gøre sig umage kunne han huske barndommens tårer i sin mors arme efter en særlig slem hån fra Bryrrah eller en anden af hans legekammerater. Det føltes som knive ikke længere kunne at vide at hans mor, hans smukke modige mor, var udstødt for hans skyld. På grund af hans overflade-far.

Han kunne nemt have hadet Leonard McKensie hvis det ikke var for at hans mor stadig elskede ham. Deres tid sammen, Prinsessen og hendes overfladeelsker, havde været alt for kort, men lidenskabelig og intens. Den Atlanteanske Prinsesse sørgede stadig over Kaptajnen på Oracle. Og Namor-El havde en anelse om at hun altid ville.

Langsomt lod han sin næve falde og slap Bryrrah med hovedet bøjet i skam. Endnu engang var det mislykkedes. Han havde svigtet sin mor, sin bedstefar og, mest af alt, sig selv. Uden et ord svømmede han væk. Bryrrah prøvede ikke på at stoppe ham. Forvirret og sorgbetynget svømmede han som en velrettet pil. Han ønskede kun at komme væk. Væk fra Bryrrah, væk fra følelsen af at være tabt og uden rodløs. Men hvorhen? Hvorhen end hvor han altid var flygtet hen når han var bekymret.

”Mor? Mor, jeg skal tale med dig? Jeg har …… spørgsmål…” Prinsessen var blegere end han nogensinde havde set hende før, da hun svømmede ind i modtageværelset til hendes private værelser. Hendes øjne glimtede af frygt og hun vred hænderne af nervøsitet. Hun lod til ikke at kunne se ham i øjnene. ”Ja, min søn.” hviskede hun bekræftende ”Vi…. Må tale. Det er tid til at du kender sandheden.” Og sådan, så simpelt, opdagede han sandheden om sig selv. I starten nægtede han at tro på det og klyngede sig stædigt til verden som han ønskede at den var. Det var først da hun førte ham til Skyggernes Grotte, det forbandede sted forbundet med gamle mysterier og frygt, at han virkeligt troede på det. Først da han så de sortsværtede rester af sin vugge ligge uskyldigt på bunden af Grotten. Gemt fra alles åsyn som en korrupt hemmelighed. ”Lori og jeg gemte den her, fordi her kommer ingen nogensinde. Dette sted er tabu.”

Han øjne blev store ved det første glimt af det lille, ujordiske fartøj. Sortsværtet og forvredet af dets indtrængen i Jordens atmosfære og kraften af landingen på havbunden, var fartøjet stadig tydeligt ikke fra Atlantis. Altantean teknologi havde ikke skabt denne glinsende æggeformede ting der lå sikkert i grebet af metaller ukendte på jorden. Namor-El forblev stille under hans mors stille forklaring. Han var næsten svimmel over størrelsen af det hele og hørte kun dele af forklaringen.

”….fandt dig inden i….fik Lori til at sværge på ikke at røbe noget ved hendes ed som min tjenestepige….” ”vendte tilbage efter min officielle sørgeperiode for min mand Leonard McKensie med dig i armene. Fortalte verden at du var min søn….. og det er du…”

Han var altså ikke Prins af kongeligt blod alligevel. Bryrrah havde ret. Han var slet ikke Atlanteaner. Skam overvældede ham. Fortvivlet udbrød han ”Hvem er jeg så. Hvad er jeg?” Udtrykket i hendes ansigt skar som den skarpeste kniv i hans hjerte. Da hun begyndte at græde svømmede han over og omfavnede hende. Han havde aldrig, trods alle hendes strabadser (og hans), set hende græde. Hun havde altid været stærk. Stærk nok til dem begge når det var nødvendigt. Mere end en gang havde han set hende trodse sin kejserlige fars vrede modigt og uden at vige tilbage. Uden at blinke havde hun set døden i øjnene for Attumas, Lord over Murky Depths, hænder…hånleet ad og bekæmpet sin halvbrors, den selvudnævnte Ocean Master, fremrykning med ild i sine mørke øjne. At se hende på denne måde…..og vide at det var hans skyld.

”Du er min søn, Namor-El” sagde hun gennem tårerne og hvilede sit hoved på hans brede skulder ”lige så meget som hvis du var blevet født af mig. Du er, som jeg altid har kaldt dig, søn af mit hjerte. Min gave fra guderne…er det ikke godt nok? Du er den søn Leonard og jeg skulle have haft. Ingen mor har nogensinde elsket en søn mere. Åh, Fader Poseidon tilgive mig, jeg skulle have fortalt dig sandheden for længe siden. Men jeg havde ikke modet. K-kan du nogensinde tilgive mig?”

Han holdt hende tæt. ”Dit var det ansigt jeg så over min vugge.” Han hviskede beroligende ord og strøg hendes silkebløde brune hår. ”Din var den kærlige stemme som viste mig vej og støttede mig.” Han sank hårdt og struben arbejdede lydløst. ”Tilgive dig? Hvilken brug har du for tilgivelse, Mor?”

Hvorfor anede jeg aldrig noget tænkte han stille mens han fik sin mor beroliget. Selv mit navn er fremmed, ikke Atlantisk. Namor, ja. Men Namor-El? Hvor kom El fra? Undrede det mig nogensinde? Min mor fortalte mig at det var et gammelt navn…. At det betød ”Stjernebarn”…. Og det er jeg. Det er jeg…

Med tiden kom han til at acceptere sig selv som han var. Som havguderne havde ment han skulle være. Han kunne ikke påberåbe sig Bryrrahs ældgamle familiebånd, men hans skæbne var klar alligevel. Hvis han ikke skulle regere Atlantis, så var det sådan det var. Men det var hans bedstefars, Kejser Tha-Korrs, beslutning. Med hovedet bukket gik han til sin bedstefar og fortalte ham sandheden. Han ville ikke leve i en løgn. Det forbød hans stolthed ham. Blod var alt i Atlantis. Afstamning var yderst vigtigt i undervandsrigets politik. Men sandheden ville frem og Namor-El veg ikke.

Tha-Korrs vrede var allerede legendarisk, men den gamle regent var mærkeligt rolig og stille da han hørte nyheden. Han sad stille på sin juvelbesatte guldtrone. Som om han længe havde mistænkt sin datter for den kærlige løgn. De talte aldrig om det igen. Overrådgiveren Vashti stod bag ham. Overraskende nok gjorde Hovedforskeren Lord Vulko også.

Men, selv før den falske Prins’ nyhed blev så godt modtaget, var Namor-El tilfreds. Hvis han ikke kunne blive Atlantis’ Konge, kunne han stadig blive hendes beskytter.

<><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><><>

Som et mareridt fra fortiden der er blevet alt for virkeligt åbnede det gigantiske øglemonster kendt som Godzilla sin kæmpemund og spyttede ild forbi række efter række efter række af nålelignende tænder mod Tokyo by. Et øjeblik virkede det som om solen kom ned og kyssede jorden. Piggene på væsenets våde skællede ryg skinnede klart blåt af strålingen. Tørre og skrøbelige begyndte nogle gamle forladte trædokke ved vandkanten af lyse rødt og brænde. Infernoet spredte sig straks til nogle nærliggende lagre, hvor den hoppede og dansede som om det var en levende ting. Som et destruktivt barn der legede.

”Tilkald S.H.I.E.L.D.” råbte en skrækslagen mand. ”Tilkald Red Ronin” råbte en anden, mere patriotisk, mand. ”Tilkald Mothra” opfordrede en tredje. ”Hey” sagde den eneste Amerikaner blandt Shinobi-Marus mandskab ”sidste gang Godzilla viste sig gennembankede Mechi-Kong ham.”

Da den gigantiske dinosaur åbnede sin tandfyldte mund til endnu en ildstråle lød Proteus’ Horns uhyggelige, ensomme kald igen. Med et udfordrende brøl lukkede Godzilla øjnene og sank vredt ned under bølgerne igen. ”Og der er værre ting end ham i havet.” advarede Namor-El roligt ”Og jeg har kommandoen over dem alle. Dem ……. Og Atlantis’ store hær. Lyt til mine ord, overflademænd. En ny æra er begyndt for os alle. Det kan blive en æra af fremgang for begge vores folk…… eller det kan blive en æra af hård gengældelse og ødelæggelse. Beslutningen er jeres. Lad os fra Atlantis lære jer om vores hjem, havet. Sammen kan vi alle drage fordel af det. Havet er stort og rigt. Hendes ressourcer er lige ved hånden. Men selv ikke havene er uudtømmelige. Deres rigdomme skal udvindes forsigtigt og plejes. Hendes vande og væsenerne i dem skal respekteres. Imperious Rex.”

Hiro Fugimoto blinkede hurtigt. Fugimoto-klanen var havets ætlinge. I generationer havde de tjent Nippon på dets flådes skibe. Knoklet i handelsflåden og fiskerflåden. I et glimt huskede han sin ældre bror, Matsuo, modig men blid, som de mistede for ti år siden, da hans ubåd, Akagi, sank på havet med alle mand.

Det gik op for ham, hvor nemt Matsuo og hans kammerater kunne have været reddet med hjælp fra Atlanteanerne.

Og sidste uge… den der russiske ubåd….. ingen overlevende…135 mand……hans brødre på havet…..kunne de også have været reddet? Og så mange andre muligheder. Mennesket, leve som et med havet og nyder godt af havets gaver, men passer omhyggeligt på det samtidig….. Belønningen ville være gigantisk. Hiro bukkede dybt. ”De taler viist, Oh Havets Prins” sagde han og så Dr. Namasara smile stort. ”Vi skal overveje deres ord, Namor-El” lovede han. ”Vi er ikke mænd af stor indflydelse, Deres Højhed. Vi er kun ydmyge sømænd. Men, stol trygt på det, vi skal lade deres vise ord gå videre til mænd, der har indflydelse, stor indflydelse.”

SuperManta nikkede, krydsede armene over brystet og skulede. ”Sørg for det” advarede han ”Og undlad ikke min advarsel i jeres genfortælling af historien. Jeg gentager, fred og fremgang……. Eller krig og ødelæggelse. Valget er jeres overflademænd. Vælg klogt.”

Med disse ord sprang Prinsen af Atlantis højt i vejret. I en bue lige så elegant som en fugl svævede han, hvorefter han dykkede direkte ned i det varme vand i Tokyo Bugt. Dykket var åndeløst smukt og perfekt foretaget. Så perfekt at den trænede Namor-Els dårligt efterlod et sprøjt da han gennembrød overfladen. Havet syntes at åbne armene i velkomst som en elsker.

”Ohøj” For Kaptajn Fugimoto virkede det som om en hel hær af folk klatrede ombord hans skib fra havnepatruljens båd.

Han så snart Dr. Namasara i dyb konference med adskillige kolleger. Deres mørke hoveder tæt sammen vildt gestikulerende. Næsten panikslagen af den uventede opmærksomhed blev den generte Kenjiro ved kaptajnens side. Hiro opdagede at han var fokus for et stort antal spørgsmål fra autoriteterne, som alle krævede hurtige svar.

”Gør plads. Gør plads. Kom så af vejen, folkens.” Meget forbløffet over uhøfligheden så kaptajn Fugimoto den smukke, mørkhårede Gaijinkvinde albue sig vej frem til forreste række af den store forsamling, der nu omgav ham. Med et dybt åndedræt glattede hun sin krøllede nederdel, hvorefter hun rakte mikrofonen fra en lille båndoptager i ansigtet på ham. En Sony lagde han billigende mærke til. ”Lois Dean, Metropolis Daily Star. Hvad fanden skete der derude, Kaptajn Fugimoto?? Kan vi få en udtalelse?”

Fugimoto blinkede og bukkede respektfuldt. ”Ah, Miss Dean. Må man spørge hvad der får en prisvindende opsøgende reporter fra en stor avis som Daily Star til Japan?” Et charmerende smil var sømandens svar. ”Jamen, Kaptajn, Tokyo er jo ikke ligefrem verdens ende. Og Godzilla er altid en nyhed. Og det var Godzilla var det ikke?”

Mod øst var brandmænd i gang med at bekæmpe ilden, det hidsige monster efterlod sig. Fugimoto bøjede hovedet let i anerkendelse. ”Og du var tilfældigvis til stede…” mumlede han. ”Jeg er ret heldig i den henseende” samtykkede Lois Dean, hemmelig agent for S.H.I.E.L.D. og skruede og for charmen i sit smil. Opsøgende reporter var et godt skalkeskjul indenfor hendes branche. Og lige nu inkluderede det at undersøge grunden til alle disse nylige maritime opdagelser og ”ulykker”. Japan, hvis sandheden skulle frem, var langt fra den eneste nation hvis skibe havde været ude for hærgning fra denne mystiske styrke. Norsk hvalfangst var næsten stoppet inden for de sidste 6 måneder. Havene var ved at blive et ret farligt sted at opføre sig dårligt. Og det var hendes job at finde ud af hvorfor.

Med et dybt suk ordnede Hiro Fugimoto sine kaotiske tanker og prøvede på at forklare.