Jokeren Frelses

 

 

OBS: Alle figurer i denne historie er copyright ©2000 DC Comics Inc. De bruges her som ikke-kommerciel, fan-baseret underholdning. Denne originale historie er copyright ©2000 C.W. Blaine. Spørgsmål og kommentarer kan rettes til ovenstående e-mail adresser.

 

 

"Hvor er pigen" spurgte Batman, ansigt til ansigt med det hvidansigtede monster kendt som Joker. Det eneste svar han fik var et fnis.

 

"Kommissær Gordon, jeg gentager min protest over denne udspørgen" udbrød Jokerens advokat fra sin plads ved bordet. Manden stank af billige cigarer og endnu billigere kvinder.

 

Jokeren rakte over og klappede sin advokats skaldede hoved. "Tag det roligt, advokat. Bat-fjolset prøver bare på at skræmme mig og jeg vil ikke afbryde ham." Jokeren grinede bredt med alle sine perlehvide tænder. "Fortsæt endeligt med at prøve på at skræmme mig."

 

James Gordon, Politikommissær i Gotham City Politiet, pudsede sine briller i skjorten, men sagde ingenting. To dage forinden havde Jokeren og hans medhjælper Harley Quinn kidnappet en lokal senators 8-årige datter. En eftersøgning fulgte hvorunder Gordon havde tilkaldt sin hemmelige allierede Batman, som sendte sine "Knights" ud i byen. Efter 36 timer havde et tip fra en narkohandler, som blev afhørt af Huntress, afsløret Jokerens gemmested. Politiet havde, helt efter bogen og assisteret af Batman, arresteret galningen og , som sædvanligt, hans partner var sluppet væk. Og sikkert allerede i fuld gang med at planlægge flugten tænkte Gordon inden i sig selv. Jokeren havde straks anmodet om sin advokat og havde indtil nu nægtet at samarbejde.

 

Ud af de 3 mænd i rummet med Jokeren havde James Gordon størst grund til at hade ham. Selv om han var sikker på at Batman var ret tæt på ham i den henseende. Jokeren havde kidnappet og mishandlet Kommissæren, skudt og lammet hans datter og slået hans anden kone, Sarah, ihjel. Ingen betjente ville bebrejde ham noget hvis han trak sin tjenesterevolver og dræbte Jokeren lige nu. Han ville aldrig blive dømt. Det var han sikker på. Lige så sikker som Jokeren var. Det var et af Jokerens vanvittige forsøg på at knække Jim. For at få ham til at forråde alt hvad han troede på ved at blive en koldblodet dræber. Mens Batman fortsatte med at forhøre Jokeren undrede Jim sig over hvorfor hans ven ikke havde dræbt Jokeren. Jim Gordon var sikker på at Batman overvejede, og var i stand til, det. Så indså han at Batman vidste at hvis han nogensinde krydsede den bro ville det være Jim Gordons opgave at bringe han for retten. Det var en situation ingen af dem var interesseret i og derfor lod han ideen forsvinde om bag i hovedet.

 

Månen var fuld på denne mørke nat og Jim opdagede at han rakte ind i skjortelommen efter den pakke cigaretter, der engang var der. Han bandede stille for sig selv. Skamfuld over at han havde haft et svagt øjeblik, men taknemlig for at der ikke var flere cigaretter der. Han havde dog stadig trangen, som han altid havde under disse sager.

 

Batmans allierede, Robin, Huntress og Black Canary var ude i byen og gennemsøge hver røverbule i den jungle der hed Gotham. Han regnede med at den gådefulde Nightwing også dukkede op fra Bludhaven. Det var en ædel indsats fra de kostumeklædte  helte, men Jim vidste at det var forgæves, hvis ikke snart Jokeren overgav sig. Han var kommet med hentydninger til et forseglet rum med kun lige luft nok til et par timer mere.

 

Batman greb Jokerens trøje. "Jeg tror ikke du forstår hvor alvorlig jeg er." Sagde han kryptisk.

 

Advokaten løsnede sit billige slips og sagde "Kommissionær Gordon. Så kan det være nok. Jeg er ligeglad med om han er beskikket af guvernøren. Han overfalder min klient."

 

Jim gik gennem rummet og lagde en beroligende hånd på Batmans skulder. Batman drejede hovedet og så på manden han regnede for sin bedste ven, sin mest betroede forbundsfælle og vendte sig så tilbage mod Jokeren "Skiderik."

 

Jokeren lod sig falde tilbage i stolen og fnes endnu mere end før. Hans advokat lænede sig frem og hviskede noget i øret på ham. Jokeren nikkede, rystede så på hovedet og gjorde sig skeløjet. "Lyder som en plan, mand." Sagde Jokeren endeligt. Advokaten så på Gordon "Min klient er villig til at lave en aftale." "Jeg har ikke bemyndigelse til det" svarede Jim "Han fortæller os hvor pigen er og jeg lægger et godt ord in for ham hos distriktsadvokaten." Advokaten rystede på hovedet "Ikke godt nok. Min klient beder om en psykologisk evaluering fra nogen udenfor Arkham. Han siger at behandlingen der ikke hjælper ham." Jokeren fandt sit mest ulykkelige ansigtsudtryk frem og tørrede en tåre væk. "Alt dette er kun et råb om hjælp" snøftede han.

 

Batmans behandskede hånd greb en håndfuld limegrønt hår og trak Jokerens hoved ned til bordpladen. "Du kommer til at græde over en hel del mere, hvis du ikke snart snakker. Hvor er pigen?"

 

Advokaten rejste sig og bad Gordon om at holde Batman tilbage. Batman slap Jokeren, men ikke før han havde banket hans hoved ned i bordet. "Han skal ud her fra. Nu. Han krænker min klients rettigheder. Jeg vil have et videokamera herind. Nu."

 

Jim skubbede Batman ud af forhørslokalet og lukkede døren. "Har du noget imod at fortælle mig hvad det gik ud på?" "En ting er når han truer dig, mig, Barbara eller en hvilken som helst voksen. Noget andet er når han truer børn. Så overskrider han grænsen" sagde Batman og trak sig tilbage til skyggerne i hjørnet af korridoren.

 

Jim kunne se på hans øjne, som bevægede sig lidt til højre, at han så noget for sig. Af en eller anden grund, han kunne måske gætte hvorfor, gjorde ideen om, at Jokeren skadede et barn, manden bag hætten rasende. Et fjernt minde var dukket frem. Næsten som om manden foran ham havde set Jokeren skade et barn før. Jim besluttede sig for ikke at presse på.

 

"Du er lige nu for følelsesladet til at gøre nytte. Jeg står til en IA undersøgelse alligevel. Husk, det er kun fordi Superman står inde for dig at Guvernøren ikke får mig til at låse dig inde. Og borgmesteren leder kun efter en undskyldning for at tilbagekalde din beskikkelse. Tag hjem eller hvor det nu er du tager hen. Koordiner alle de superhelte der render rundt i byen, men hold dig væk fra Jokeren for nu". Han pegede på Batman og gik tilbage til forhørslokalet.

 

Katar Hol samlede Midway Gazette op og læste overskriften, som lød: "Gothams Joker holder barn som gidsel." Han kradsede sig i skægstubbene mens hans kone Shyera hældte en kop kaffe op til ham. For udenforstående var de Carter og Sheira Hall, museumsdirektører i Midway City, USA. For superheltene var de Hawkman og Hawkgirl, politibetjente fra planeten Thanagar, som var kommet til jorden for af studere politimetoder.

 

I 1940'erne var der et andet par der hed Hawkman og Hawkgirl og reportere havde flere gange spurgt dem om deres forhold til heltene fra 2. Verdenskrig. Hver eneste gang havde de nægtet at kommentere. Det var en historie til et anden tidspunkt. Lige nu var politibetjenten inden i Katar ved at behandle nyheden om den nyeste forbrydelse fra den nyligt genopbyggede Gotham City. Hawkman og Hawkgirl var ikke velkendte helte. De foretrak at holde sig tæt på Midway City og beskytte den, ligesom gadebetjentene blev i deres område. De havde skabt et godt arbejdsforhold til det lokale politi og Katar så tit sig selv som den mystiske Batmans ligemand. De havde aldrig arbejdet sammen formelt, men de havde hørt om ham og Katar var særligt interesseret i ham.

 

Det så ud til at han arbejdede uden for lovens rammer, men holdt sig stadig gode venner med den lokal chef for politiet. Han var jordbo, men blev alligevel "frygtet" af selv de stærkeste ujordiske besøgende på Jorden. Katar havde gennem årene sørget for at kontakte de ujordiske beboere på Jorden, især Superman og Martian Manhunter, for at få deres perspektiv på disse ret unikke skud på den menneskelige race, som beboede denne lille, enlige planet i en lille galakse. Superman havde de venligste og de hårdeste ord om Batman. De var altid præget af respekten for mandens deduktive evner og hans ed om at overholde loven.

 

Mens han læste historien og drak sin morgenkoffein hørte han kun lige at hans kone prøvede at sige noget til ham. "Hvad var det, skat?" sagde han uden at kigge op. Hans kone, som var 10 år yngre end ham gentog sit spørgsmål. "Er det ikke forfærdeligt med de typer forbrydere der samler sig i den by? Man skulle tro at efter jordskælvet sidste år ville statistikken over forbrydelser falde. Efter hvad jeg hørte i nyhederne i går har Gotham City stadig den højeste mordstatistik i hele landet."

Katar smilede "Tjah, men sagde de at statistikken var baseret på døde forbrydere og ikke døde uskyldige?" Hun rullede med øjnene. "Der er for meget falk i dig. Det ved du godt, ikke?" Han smilede ad hendes joke og holdt kaffekoppen frem for at få den fyldt. Det gjorde hun uden kommentarer. Det var længe siden at hun opgav af forklare ham at hun ikke var hans tjenestepige. Hvis ikke hun fyldte den ville den stædige mand bare holde koppen med sin muskuløse arm i dagevis indtil hun opgav. Nogle slag var det bare ikke værd at kæmpe. "Hør her, Shyera, hvis en flok forbrydere har lyst til at slå hinanden ihjel, hvorfor skulle jeg så blande mig?" "Måske er der en måde vi kan hjælpe" sagde hun mens hun smurte sin toast.

 

Hans udtryk forblev uændret "Jeg tvivler. Ud fra hvad jeg forstår kan Batman ikke lide at andre superhelte invaderer hans territorium. Jeg er ikke i humør til at slås i dag." "Katar" sagde hun, lagde sin toast fra sig og lagde hånden på hans arm "et barns liv står på spil."

 

Han trak vejret dybt gennem næsen og lukkede det ud langsomt, mens han vendte sig mod sin kone. Han vidste at hun havde besluttet sig og at de ville prøve på at hjælpe denne ene gang. Nogle slag var det bare ikke værd at kæmpe. "Hvad foreslår du? Som jeg forstår det har Batman sin egen lille hær i gang over hele Gotham City på udkik efter det forsvundne barn. Det er nyttesløst for os at hjælpe når vi ikke kender området." Hans kone tog en bid af sin toast og tørrede gele fra læberne. "Så langt ville jeg ikke gå, Katar. Vi kunne dække et ret stort område." Han tænkte sig om et øjeblik. "Måske vi kunne tilbyde Jokeren lidt Thanagansk overtalelse." Hun rullede med øjnene "Du kan ikke begynde på at banke fanger her, Katar, og det ved du. Dette er ikke Thanagar, det er Jorden. De har love mod sådan noget." "Åndssvage love" mumlede han og tog en tår af sin kaffe.

 

Hun rejste sig og bandt snorene på sin slåbrok. "Nå, men jeg melder mig i hvert fald syg på museet i dag og tager til Gotham. Black Canary er der og jeg vil spørge hende om hun har brug for hjælp. Jeg kan ikke bare sidde og se på at et barn måske dør." Hun begyndte at gå mod badeværelset. "Kan du, Katar?"

 

Han svarede ikke. I stedet gennemgik han mentalt de muligheder han havde, som Batman ikke havde. Han vidste at Batman ikke var dum, men han var også kun Jordbo og der kunne være nogle hjælpemidler han ikke kendte.

 

Han lagde avisen fra sig og gik over til den Thanaganske computer de havde stillet i stuen. Selvom den lignede en Jordisk computer var den meget mere. Den havde en direkte mikrobølgeforbindelse til hans rumskib i kredsløb om Jorden, som var sløret mod Jordens nysgerrige øjne. Han gennemgik basisfortegnelserne og så bagud. Hans kone var på vej nøgen ind i badeværelset ved siden af soveværelset. Efter at have sikret sig at hun var i brusebadet tastede han sit personlige kodeord, som gav han adgang til en skjult fortegnelse over ting. Selvom de var gift var de også politifolk fra Thanagar og Katar var den overordnede officer. Det betød at hans rang gav ham adgang til nogle hjælpemidler hans kone aldrig ville få tilladelse til at kende til. Han hadede at skulle skjule dem for hende, men det var hans pligt. Og fremfor alt andet skulkede Katar Hol ikke fra sin pligt. Da han gennemgik oversigten var der en ting der stod frem. Han havde ikke været sikker på at han havde taget det med. Det havde han åbenbart. Han havde svaret på Batmans problemer.

 

Batman stod på taget af WGBS-bygningen i Metropolis og ventede på manden der skulle møde ham her. Han kunne ikke lide tanken om at forlade eftersøgningen af den lille pige. Hun havde kun 6 timers luft tilbage efter hvad Jokeren sagde. Nightwing og Robin ledte efter Harley Quinn, men hun havde skjult sig godt. Huntress havde "afhørt" Poison Ivy, en af Quinns hjælpere, men havde ikke fundet ud af noget. Oracle havde endnu ikke fundet noget på nettet. Ingen e-mails eller indlæg på nogen af opslagstavlerne for pædofile. Black Canary havde endnu ikke aflagt rapport.

 

Lyden af vinger fik ham til at vende sig langsomt, da helten kendt som Hawkman steg ned oppefra. Batman studerede ham nøje. Han var en stor mand. Større end ham selv, hvilket var imponerende. Han havde bar overkrop undtaget stropperne som holdt hans vinger fast. Batman ville gerne have haft et par minutter til at se på vingerne for at se om der var nogen teknologi han kunne bruge, men han tvivlede på at superhelten ville give ham chancen.

 

Spændt fast til hans bælte var en stridskølle, som så autentisk ud. Batman vidste næsten alt der var at vide om Hawkman, efter at have betalt mange meddelere i Midway City. Hawkman og hans kone styrede udenom superhelteområdet, men de var ædle og gode mennesker, som arbejdede tæt sammen med den lokale politistation. Og det var grunden til at Batman sagde ja til at mødes med ham.

 

"Batman, tak for at du kunne komme med så kort varsel" sagde Hawkman da han landede. "Du har 5 minutter". Hawkman holdt en glaskolbe frem "Her." Uden at være bekymret for om det var en fælde rakte Batman hånden ud og tog kolben. Den indeholdt en limegrøn væske. "Hvad er det?" "På Thanagar kaldes det Solmetrium. Det er et kemikalie, som bruges på min planet til folk med en særlig form for vanvid. Det helbreder den ved at regulere hjernens kemi." "Hvad skal jeg bruge det til?" "Det kan kurere Jokeren. Når han er kureret kan han fortælle dig hvor pigen er." Batman rystede på hovedet. "Jeg tvivler. Han vil sikkert ikke bruge dette frivilligt." Hawkman lo lydløst "Så tving ham. Det kurerer. Det skader ikke." "Hans advokat vil aldrig tillade det". Hawkman tog et skridt nærmere Batman. "Der er kun os to heroppe, Batman. Så lad være med at holde prædiken for mig. Vi tænker ens. Vi ønske rbegge at beskytte de uskyldige og nogen gange må de skyldige..." "Betale? Var det hvad du skulle til at sige? Jeg er ikke dommer." "Det er jeg heller ikke, men jeg er nogen der har stor respekt for livet. Hvis det betyder at jeg skal kurere en vanvittig for at redde et barn, så er det det jeg gør. Hvad er den største forbrydelse, Batman? At krænke en seriemorders rettigheder eller at tillade at et barn dør så jeres dyrebare Forfatning holdes?" Hawkmans vinger begyndte at slå og han begyndte at lette. "Det er dit valg, selvfølgelig, men lad mig stille dig et spørgsmål. Har du nogensinde set et dødt barn?"

 

Batmans hjerne viste ham straks et billede af den ødelagte og blodige Jason Todd, den anden Robin, umiddelbart efter at Jokeren havde slået ham ihjel. Mens Hawkman forsvandt ud af syne kastede Batman en linie til den nærmeste bygning og begyndte rejsen tilbage til Gotham.

 

Der var gået 2 timer siden hans møde med Hawkman og Batmant skyndte sig fra Batmobilen til sit kemilaboratorium, dybt inde i Bathulen. Nightwing stod der og kikkede i et mikroskop. "Jeg er ved at checke jorden fra Jokerens sko for at se om jeg kan få en ide om hvor han har været før vi fangede ham" sagde Nightwing uden at se op. Batman satte kolben ned, tog proppen af og tog en prøve til sit elektronmikroskop. Mens han undersøgte kemikaliet for biologiske emner kom Nightwing over. "Hvad er det?" sagde han og tog kolben. Batman fortalte historien om sit møde med Hawkman, samtidig med at han udførte andre tests på kemikaliet. Ingen af hans instrumenter kunne fortælle ham andet end at det var 95% vand. De andre sammensætninger var ukendte. "Det er løgn, ikke?" spurgte Nightwing måbende. "Du laver gas." "Bland dig udenom. Det vedrører ikke dig." Svarede Batman og så efter sin pneumatiske kanyle. "Bruce" sagde Nightwing og tog masken af. "Det er ulovligt.... Det er umoralsk." "Det kan være nødvendigt." Nightwing tog Batmans arm. "Bruce..." Batman så ned på hånden der holdt ham fast. "Hvad vil du gøre, Dick? Arrestere mig?" Nightwing slap. "Jeg tror jeg har fundet noget i denne jordprøve. Jeg sender Tim ud for at checke det. Vi kan gøre dette på den gamle måde, Bruce. Ligesom du lærte mig." Batman vendte sig "Jeg har en enestående mulighed her. Jeg kan afslutte det en gang for alle. Uden at være nød til at dræbe ham." "Jeg kan finde hende...."

 

Batman vendte sig om uden at svare. Nightwing bandede for sig selv, mens Batmobilen brølede ud af Bathulen.

 

Jokeren sad i sin celle på Arkham Asylum og nynnede en sang fra Mary Poppins mens han torturerede en kakerlak med en kuglepen han havde smuglet ind. Han nød det. Han forestillede sig at kakerlakken var Batman og at han var en alvidende gud, som straffede de skyldige. "Skrig om nåde" råbte han "Angr. Angr." Der kom en lyd udefra, men Jokeren ignorerede den. Han var vant til mærkelige lyde. Da døren åbnedes gad han ikke engang se op. Han håbede på at det var Jim. Jim havde været forbi hver 3. time for at forsøge at argumentere med ham og Jokeren trakterede ham med historier om Kommissærens kone og datter og alt hvad han havde gjort ved dem. Jokeren havde stor glæde af at se den gamle mand prøve på at styre sig. "Sidste chance" sagde Batman. Jokeren maste kakerlakken. "Hejsa, Bats, jeg tænkte netop på dig" sagde han og rejste sig. "Er du her for at bønfalde for pigens liv?? Ligesom det gamle fjols Jimmy?" Batman sagde ikke noget. Han bevægede kun hånden ind under kappen, som skjulte ham foran og bagved. "Hvad er der? Har Catwoman taget tungen? Oh, slemme, slemme dreng" sagde Jokeren og viftede med en finger. "Personligt foretrækker jeg rødhårede, men det må du ikke fortælle Harley." Batman forblev uberørt. "Hvor er pigen?" Jokeren lavede et strengt udtryk og skulede. "Hvor er pigen??" hånede han. "Glem det, Bat-tumpe. Jeg ved at du ikke slår mig ihjel. Du kan selvfølgelig banke mig, slå mig i hovedet med et baseball bat" han begyndte at fnise over ordspillet "men den der nattens-mørke-skræk rutine kan du godt glemme, gamle dreng. Vil du vide hvor pigen er?? Hun er 3 timer fra Perleporten." Som en skygge der faldt over landskabet bevægede Batman sig i en flydende bevægelse. Jokeren røg ned på maven med en arm bag ryggen. Han kom med et lille udråb og begyndte så at grine. Batman fandt en lille pneumatisk kanyle frem.

 

Hans radio knitrede. "Batman....Det er Robin.....Nightwing havde ret. Vi fandt...." "Radio. Sluk" sagde Batman. Tusinde tanker for igennem hans hoved. Scener med venner og kammerater der blev skudt, banket og voldtaget. I baggrunden var det onde grin og den maniske latter. Han vidste at en dag, måske ikke langt ude i fremtiden, ville han og Jokeren kæmpe det sidste slag. Ligesom Sherlock Holmes og Professor Moriarty. Han ønskede ikke at falde ud over en klippe mens han brødes med denne galning. Han satte kanylen mod Jokerens arm og trykkede af.

 

"Det er utroligt, Kommissær" sagde lægen, næsten ude af stand til at styre sin ophidselse. "For utroligt hvis du spørger mig" sagde Jim Gordon mens de gik gennem gangene i Arkham Asylum. Der var gået to uger siden Robin og Nightwing havde fundet den lille pige. I mellemtiden havde han fået flere rapporter fra Arkham om at der var sket en ændring i Jokerens opførsel. Han var blevet.......normal.

 

Gordon troede ikke på det og var kommet for at se det selv. Han kendte Jokeren næsten lige så godt som Batman og galningen ville aldrig kunne blive ved med at spille når han var der. De nåede frem til den velkendte celle, som havde været Jokerens hjem i så mange år, når han ikke var fri. Der stod en anden mand. Jim nærmede sig ham "Hvem er du?" spurgte han. Manden, iført en hvid laboratoriekittel over et dyrt jakkesæt, vendte sig og rakte hånden frem. "Dr. Peter Johnson." Jim tog hånden "Den Dr. Peter Johnson?? Fra F.B.I.s Opførselsforskningsenhed?" Manden smilede og skubbede brillerne op i panden. "Jeg kan se at mit rygte er løbet i forvejen." "Jeg har læst dine bøger. De var fasinerende." "Tak, altid glad for en kompliment. Men jeg har en privat praksis nu. Jeg er blevet anmodet om at undersøge Jokeren." "Af hvem om man m spørge?" sagde Jim og trak blokken frem. "Det er jeg bange for at jeg ikke kan svare på, Kommissær, uden en retskendelse. Det burde være unødvendigt at sige at det er en der er ligeså skeptisk over situationen som dig." Jim lagde blokken væk og kikkede ind af det lille vindue i celledøren. Indenfor, med ryggen til dem, sad Jokeren. "Åben døren" beordrede Jim.

 

Lægen skulle lige til at protestere, men et eneste blik fra Jim var nok til at få ham til at skifte mening og han fumlede efter nøglerne. Døren svingede op og Jim gik ind. Han hørte snøften med det samme. "Stop skuespillet. Det er ikke imponerende" sagde han. Jokeren vendte sig. Tårer strømmede ned af hans kinder og hans øjne var røde og opsvulmede. Hans hår var usædvanligt uredt og han virkede blegere end normalt. "Forsvind" hviskede han med savl ned af kinden, som om han havde mistet kontrollen over sine kæbemuskler.

 

Jim gik over til ham og så ham i øjnene. "Kom så, dit svin. Fortæl mig om hvordan du krænkede min datter eller hvordan min kone langsomt blødte ihjel efter en skudsår." Jokeren skreg og holdt hænderne for ørerne. "Lad mig være. Åh gud. Det gør mig så ondt......Det gør mig så ondt......" "Jeg falder ikke for den" sagde Jim og greb Jokeren i skjortens forside. "Det gør mig så ondt...." var alt han kunne sige. Jim lagde mærke til at han rystede voldsom i hans greb. Han slap. Han mærkede en hånd på skulderen og vendte sig og så Dr. Johnson angive med hovedet at de skulle gå. Jim var ikke sikker på hvad han skulle gøre. Modstræbende fulgte han efter lægen.

 

Efter at døren var blevet lukket igen spurgte han psykiateren "Hvad er der sket med ham?" Johnson trak på skuldrene. "Tests viser at der er blevet gjort noget fysisk ved hans hjernes kemi. Jeg har sammenlignet tests taget for 6 måneder siden med tests fra sidste uge. Du ved at hans tilstand er forårsaget af at han blev udsat for nogle flygtige kemikalier, og trauma. I de fleste tilfælde gør vi noget ved traumaet med tiden og der sker ændringer i opførslen. Hans opførsel ændredes langt mere end normalt, hvilket tyder på påvirkning udefra." Jim nikkede. "Jeg ved det. Jeg har læst alle rapporterne." "Ok. Han er tilbage ved udgangspunktet, psykisk. Desværre ser der ud til at han aldrig rigtigt tog sig af det oprindelige trauma og nu er det sammensat med afsløringen af alt hvad han har lavet de sidste par år. Vidste du at han prøvede at begå selvmord i går? Han er på beroligende midler, men det virker kun lige." "Siger du at han er normal?" spurgte Jim, mens han instinktivt følte efter i jakkelommen efter cigaretterne, der ikke var der. "Nej, jeg siger at han er forandret. Hans tilregnelighed skal afgøres af personalet her. Jeg blev kun bedt om at se på hans nuværende tilstand." Jim takkede lægen og gik med personalet hen for at få kopier af den sidste evaluering af Jokeren. Da de var gået trak Johnson sin obiltelefon frem og trykkede et nummer. Den ringede to gange og blev så taget. "Mr. Grayson. Det er Dr. Johnson..."

 

Batman sad ved computeren i Bathulen og skrev notater ind om sin sidste mission med JLA, da Alfred og Nightwing kom ned af trapperne. "Master Dick er her for at tale med dem, Sir" sagde Alfred monotont. Batman vidste at han var på Nightwings side i denne sag. "Skal jeg gøre forfriskninger klar?" "Nej, han bliver ikke længe, Alfred" sagde Batman og drejede i stolen. Efter Alfred var gået sagde han til sin ven. "At bruge Alfred mod mig vil ikke virke." Nightwing trak på skuldrene "Hvem siger at jeg bruger ham? Måske føler han lige så stor væmmelse som mig." "Nogen gange er det nødvendigt med ekstreme foranstaltninger." "Det lyder lige som Jean-Paul" sagde Nightwing med henvisning til den unge helt kendt som Azrael. Han havde en gang, kortvarigt, været Batman. Han havde brugt ekstreme metoder, ekstremt voldelige, mod Gotham Citys forbrydere indtil Bruce Wayne havde taget Batmans arv tilbage. "Måske har han ret." "Det er noget pis, Bruce, og det ved du. Jeg har fået en privat læge til at se på Jokeren..." "Jeg ved det. Jim Gordon mødte ham i dag og fortalte mig hvad han havde sagt." "Du forandrede ham, Bruce. Du ændrede han psykisk til en anden." Batman rejste sig. "Jeg gjorde ham normal". "Normal? Har du talt med ham efter du tvang din vilje over på ham? Du havde måske gode intentioner, men det undskylder ikke at du tvang ham til at tage nogle stoffer han ikke ville have." Batman forblev udtryksløs, men foldede armene foran brystet. "Du har selv brugt serum på folk før." Nightwing hang med hovedet. "Og du besluttede at det var forkert. Efter du besluttede at det var forkert stoppede vi, Bruce." "Jeg besluttede at dette var rigtigt. Det var min beslutning." "Det var ikke en beslutning du havde ret til at tage. Du kan ikke gøre sådan nogle ting bare fordi der ikke er nogen der kan stoppe dig." Nightwing løftede hovedet mens han talte. Så kikkede han strengt på sin læremester. "Har Clark hørt hvad du har gjort?" "Personligt er jeg ret ligeglad med hvad Clark, eller nogen andre, mener" svarede Batman og gik over til sit arbejdsbord, hvor hans værktøjsbælte var. "Virkeligt?? Så min mening gælder heller ikke?". "Ikke i denne sag. Det var mit problem..". "Men du tilkaldte mig.". Batman hvirvlede omkring. "Det var måske også en fejl.". "Årh, for helvede. Hvad? Skal du nu til at forbyde mig at være Nightwing?? Huh?? Ligesom du tvang mig til at stoppe med at være Robin efter at Jokeren skød mig? Held og lykke, Bruce. Jeg er ikke et barn mere.". Batman samlede bæltet op og begyndte at tage det på. "Så hold op med at opføre dig som et.". "Tænk dig hellere godt om, Bruce.". Nightwing stormede op af trapperne til Wayne Manor. Batman vendte sig mod arbejdsbordet og så kolben ligge der. Han tog den og kastede den mod væggen. Han bandede og væltede bordet. "Jeg oplærte ham alt for helvedes godt" mumlede han.

 

Hun var ikke sikker på at hun ville dette, men en lille stemme inden i hende sagde at hun var nød til at finde ud af om det var sandt. Hun havde anmodet om dette interview på en anelse og var blevet overrasket over at det var blevet tilstået. Han ønskede det rent faktisk meget var hun blevet informeret.

 

Barbara Gordon forventede at det ville tage ca. 5 minutter og så ville Jokeren begynde at stille sjofle spørgsmål om natten hvor han skød og voldtog hende. Hun greb armlænene på rullestolen. Den sidste påmindelse om hendes næsten fatale møde med Jokeren.

 

Hun sad ved bordet i mødelokalet på Arkham Asylum. Hendes far vidste ikke at hun var her. Ellers ville han have forbudt det. Han ville uden tvivl have låst hende inde i en celle i politiets hovedkvarter, hvis det var nødvendigt. Hun så på uret og opdagede at hun havde været der i 20 minutter. Hun skulle lige til at opgive og tage hjem, da døren gik op. Lænket på både hænder og fødder kom Jokeren sjokkende ind med to store portører. De satte ham ned i stolen overfor Barbara og den ene hviskede noget i øret på ham og knyttede næven. Den anden så på hende og sagde "Hvis han går for langt kalder de bare, frøken.".

 

Portørerne forlod rummet og døren blev lukket. Jokeren holdt hovedet nede og skjulte ansigtet. De sagde intet og hun opdagede at hun kun ventede på at han begyndte at grine. Hun forestillede sig at han brød ud af sine bånd og sprang over bordet med de kridhvide hænder strakt ude efter hendes hals. Endelig sagde han noget. "Jeg havde engang en kone." Hun rystede på hovedet. "Hvad sagde du?" Han så op. Selvom hans mund var fastlåst i et permanent grin så den trist ud sammen med hans øjne. Det sindssyge blik var væk. Øjnene så døde ud. "Jeg havde engang en kone. Jeg elskede hende. Jeg var dog ikke nogen særlig god mand.". "Aha" var alt hun kunne få frem. Overrasket af afsløringen. "Hun var køn. Ikke så køn som dig, men for mig var hun køn. Jeg havde også en søn.". "Hvor er de nu?". "De døde.". Hun sagde intet, så han fortsatte. "Jeg ville være nogen, forstår du? Jeg ville være komiker". Han smilede svagt. "Vil du høre en vittighed?". "Det tror jeg ikke" svarede hun. "Det var der heller ingen andre der ville" sagde han mørkt. "Jeg var en rigtig taber og så...." han afbrød tanken. "Øh, jeg ville bare fortælle dig at jeg er ked af det jeg...." han prøvede på at afslutte sætningen, men han startede på at ryste og tårer løb ned af kinderne på ham. Barbara følte et svagt stik, men forblev fast i sin beslutning om ikke at blive narret. Hun var ligeglad med hvad Dicks $1000 pr. time psykolog sagde. "Hvorfor?" spurgte hun. "Hvorfor jeg gjorde det??" spurgte han med et shockeret udtryk i ansigtet. "Nej, Jeg ved hvorfor du gjorde det. Jeg vil have at vide hvorfor du er ked af det". "Det var ikke rigtigt....Det var forkert....Det jeg gjorde var....Det var så forkert....Jeg er ked af det, frøken Gordon...".

 

Han havde aldrig talt så formelt til hende før og tårerne stoppede ikke med at strømme. Hun tog en kleenex fra sin taske og kastede over bordet. Han samlede det op med lænkede hænder og brugte det i ansigtet. Han mumlede tak. "Og nu hvor du er normal skal du bare tilgives?". "Jeg ønsker at dø" hviskede han. "Jeg kan ikke klare skylden...alle de mennesker jeg har skadet. Jeg ønskede aldrig at skade nogen. Jeg ville bare sørge for min kone...".

 

Barbara tvang sig selv til ikke at græde. Hun var vred for hun vidste at manden der havde krænket hende var væk og afløst af denne klynkende skal af en mand. I virkeligheden, besluttede hun sig, var Jokeren død, men der var ingen endelig afgørelse, ingen afslutning. "Jeg er ligeglad. Du har sagt det du ville. Jeg håber du er glad nu". "Hvordan kan jeg være glad?? Jeg kan aldrig blive glad igen". "Ikke mit problem". Han nikkede. "Eeh, jeg har noget jeg vil fortælle dig. Om din stedmor. Jeg ville have fortalt din far det, men han skræmte mig." Her var det. Beviset for at det var skuespil. Han havde dræbt Sarah Gordon og nu faldt han tilbage til rollen som galning og fortalte alle de blodige detaljer. Godt, tænkte hun, så kunne hun tilkalde portørerne og de ville gennemtæve ham foran hende. "Mens hun døde" sagde han og tørrede en tåre væk "Bad hun mig fortælle dig og din far at hun elskede jer begge højt og hvor taknemlig hun var for den tid hun havde tilbragt med jer begge. Hun sagde at det havde været ligesom en rigtig familie på trods af alt I havde været igennem." Barbaras tårer flød frit nu og Jokeren trak et friskt papirlommetørklæde ud af kassen og gav hende. "Jeg har aldrig sagt noget før fordi....Ja, du ved nok...". Al vreden i hende smeltede væk og smerten, der havde været låst inde i hende så længe strømmede ud. Hun fik besvær med at trække vejret og hendes øjne lukkede sig, mens hun gennemlevede Sarah Gordons sidste dage i live.

 

Jokeren rejste sig og sjokkede over til døren, hvor han trykkede på tilkaldeknappen. "Frøken Gordon, det gør mig virkeligt ondt. Hvis jeg bare et sekund troede at jeg kunne bytte mit liv for hendes eller tage din plads i den stol der, ville jeg gøre det". Døren åbnedes og portørerne greb fat i Jokeren og trak ham udenfor, så Barbara var alene med sin sorg.

 

De mødtes igen på toppen af WGBS-bygningen. "Han skal have endnu en dosis. Jeg checkede med vores politiforskningsgruppe på Thanagar og Jordboer skal have dobbelt dosis. Ellers forsvinder effekten igen" sagde Hawkman og holdt en ny kolbe frem. "Bliver dette anset for moralsk på din verden?" Hawkman smilede "Vi har nogle personer, der er imod brugen af det, så vi reklamerer ikke om det. Det har, dog, haft stor effekt ved behandlingen af vores psykopat-problem. Jeg har brugt det flere gange selv". "Bekymrer du dig aldrig over konsekvenserne af dine handlinger. At du tvinger din vilje over på andre?". "Nej" begyndte Hawkman "Men jeg kommer fra et andet sted, Batman. Det er et spørgsmål du er nød til selv at svare på. Jeg er ikke dum nok til at begynde at diskutere det med dig. Det eneste jeg lærte om ordenshåndhævelse er at hvis det ikke føles rigtigt, så er det det sikkert heller ikke". "Ville du bruge dette kemikalie?" Hawkman begyndte at lette. "Det spørgsmål må jeg besvare når situationen opstår".

 

Han sad alene i sin celle, med fødder oppe på sengen for ikke at have kakerlakker til at rende hen over dem. Han rystede af kulde og ønskede at han ikke var i spændetrøje, så han kunne forsøge på at kvæle sig selv. Han sov ret dårligt, med gamle glemte minder der pludseligt dukkede frem. Han vågnede og havde lyst til at skrige, men han turde ikke af frygt for at portørerne kom tilbage og bankede ham igen. En af dem havde endda truet med at voldtage ham. Han hørte døren gå op og gemte hovedet under tæppet, mens han stille bad til Gud om at hvem der end var her, var her for at afslutte denne pinsel. "Hvordan har du det?" spurgte Batman. Han trak langsomt tæppet ned. "Er du her for at dræbe mig?" "Nej, jeg dræber ikke". "Så gå din vej". "Jeg er nød til at give dig en sprøjte til". "Vil du ikke nok lade være?? Jeg kan ikke klare det her. Lad mig blive sindssyg igen. Lad mig glemme smerten". "En af os ende med at dø, hvis vi fortsætter sådan her". Jokeren satte sig op. "Gud, hvor jeg håber det bliver mig". Batman spidsede læberne. Han vidste at der var en eller anden der ville komme til at fortryde hans beslutning på et senere tidspunkt. Til syvende og sidst havde Nightwing dog haft ret. Han skyldte sin søn en undskyldning. Og en anden. "Undskyld" sagde Batman og gemte kanylen væk. "Du prøvede på at gøre det rigtige" svarede Jokeren. "Der er intet galt i det.. Måske hvis ikke jeg havde været sådan en taber kunne jeg have været blevet superhelt. Hvad mener du?" "Måske". "Hvor længe?" Batman sukkede "I morgen tidlig er du sindssyg igen". Jokeren nikkede "Vil du høre en vittighed?" Batman tøvede og nikkede så. Jokeren begyndte "En lille dreng er i skole og skal på toilettet. Efter at han er færdig opdager han at der ikke er noget toiletpapir, så han bruger hånden. Han går tilbage til klassen med hånden knyttet og dækket af den rene. Læreren spørger hvad han har i hånden og han siger "en nisse". Læreren spørger igen og han svarer det samme, så læreren sender han ned på inspektørens kontor. Inspektøren spørger ham hvad han har i hånden og drengen svarer "en nisse". Inspektøren bliver meget gal og begynder at råbe ad drengen, som så viser hånden og siger "se selv. Min nisse har skidt i bukserne af skræk."." Batman reagerer ikke. "Ser du, Jokeren er min nisse og han har skidt på hele mit liv" sagde Jokeren.

 

Kommissær Gordon gik over til celledøren og kikkede ind på Jokeren, som sad med ryggen til igen. Hans datter havde aftenen før fortalt ham om sit møde og hvad han havde tilstået. Han ønskede at høre det med sine egne ører. En portør åbnede døren og han gik ind. "Hvad sagde min kone til dig?" Skikkelsen flyttede benene frem og tilbage og rejste sig så. Jokeren sjokkede over med hovedet bøjet. "Well, hvis jeg husker rigtigt....". Jim Gordon ventede at høre hans elskede Sarahs sidste ord, da Jokeren stoppede foran ham. Han ventede et øjeblik og løftede så hovedet. "Hun sagde "Jeg vil mærke en mand en gang til, Joker-Skat, så giv mig det som du gav min datter Barbara"".

 

Jokeren begynde at le hysterisk og Jim Gordon, fuldstændigt pr. refleks, slog ham i maven. Jokeren bukkede sammen. "Åh, hun gav mit et vildt ridt før hun døde, Jimmy."

 

Jim vendte sig og gik ud af cellen, mens Jokeren lo og fnisede så højt at han ville have svoret på at det kunne høres hele vejen til Gotham City.