JLA, Jeg et vidne
Af C.W. Blaine
Oversat af Collec2r
Disclaimer: Alle figurerne i denne historie er
alle copyright ©2000 DC Comics Inc. De bruges her som ikke-kommerciel,
fan-orienteret underholdning. Denne originale historie er copyright ©2000 C.W.
Blaine. Spørgsmål og kommentarer kan rettes til ovenstående e-mail adresser
1. del: 1949
Jeg havde været på denne, min egen hjemplanets søsterverden i 2 år og jeg følte stadig at jeg ikke havde lært noget som helst om dens dominerende livsform. Vores forskere havde i århundreder observeret og registreret de begivenheder, der skete på den blå verden der hed Jorden, gennem forskningsfartøjer og teleskoper, men jeg havde bevist at uden direkte kontakt, var al den information ubrugelig. Jeg havde set hologrammerne af Udvandringen fra Israel, Korsfæstelsen, Det Romerske Imperiums Fald, De Britiske og Spanske Imperiers Opstand, "opdagelsen" af den nye verden af Christopher Columbus, Den Amerikanske Borgerkrig og Den Store Depression. Det var i den tid på Jorden at de første rygter om krig begyndte på min verden, som Jordboerne kaldte Mars til ære for en mytologisk Krigsgud. Det var egentlig et meget passende navn.
Jeg var undsluppet, faktisk forvist, og ville have været rejst til en anden galakse, hvis ikke det var for en meteorit der ramte mit ubevæbnede fartøj og tvang mig ned i det sydvestlige Amerika i 1947. 2 år efter 2. Verdenskrig var ovre. Jeg undslap, men mine 2 børn blev dræbt ved landingen og USA tog deres kroppe til et sted kaldet "Hangar 13". Jeg var for en gangs skyld taknemmelig over at min kone havde valgt selvmord fremfor forvisning, så hun ikke skulle bære smerten jeg nu bærer.
Min evne til at ændre mit udseende, "formskifte" på almindeligt dansk, tillod mig at falde ind med det samme med den lokale befolkning, mens mine telepatiske evner gav mig muligheden for at tale deres sprog. Ingen af mine evner var i stand til at beskytte mig mod ødelæggelserne der snart efterfulgte min ankomst. Ved hjælp af mine evner var jeg endelig i stand til at få ansættelse på Roswell Facility, hvor resterne af mit fartøj og mine børns kroppe blev opbevaret. Det havde taget 1½ år, jord-år, at gøre det. Det var utroligt hurtigt efter menneskelige standarder, men for mig syntes tiden næsten at gå langsommere for hver dag. At skabe en falsk identitet var ikke så nemt som jeg havde håbet. Jeg måtte vente på at en bestemt forsker på stedet, selvom enhver ville have været god nok, skulle dø. Så overtog jeg deres identitet og skjulte kroppen i ørkenen. Den første, en ældre mand, døde og efterlod en kone og jeg kunne ikke få mig selv til at leve den løgn. Seks måneder efter døde en enlig mand. Han kørte over døddrukken over klippeskrænt midt om natten. Det var den chance jeg behøvede.
Jeg kan kun gætte på hvorfor jeg tænker disse tanker i dag. Måske har jeg endelig set nok forfølgelse. Jeg var heldig nok til at have undgået Holocaust, men kun fordi vi grønhudede Martianere blev fanget af de overtallige hvide Martianere. Men, selv efter så mange uskyldiges død, var menneskene ikke tilfredse med at leve i fred. Det var næsten som om det var jaloux på Nazisterne og at den eneste grund til at det gik i krig med dem var at de var bedre til at slå ihjel. Måske var 2. Verdenskrig ikke andet end adskillige regeringers kamp om at komme øverst på fødekæden.
Jeg ved at i dag bliver min sidste dag på Roswell Facility, eftersom Direktør Gavin Luthor, en forhenværende officer fra hærens efterretningstjeneste, havde udtalt at projektet ville blive stoppet og de individuelle afdelinger fordelt til andre regeringsbureauer. De havde udført deres mission og nu var det op til andre at holde status quo, havde han sagt med et skævt smil.
Jeg har tænkt på at hjælpe, men en stemme bag i mit hoved siger at nej. Den siger at jeg skal vente og være tålmodig. At der er mening med at jeg er her lige her og nu og at det ikke har noget som helst med mine børn at gøre.
De blev dissekteret for over et år siden og deres kroppe spredt ud over hele USA. Mine guder ville være nød til at stille sig tilfreds med min personlige smerte i stedet for deres kroppe.
Jeg går forbi de bevæbnede Marinesoldater, der står udenfor døren mærket "Sikkerhedsniveau A" og viste mit skilt. Deres effektivitet og disciplin er rosværdig for de reagerer ikke da jeg åbner døren. Havde jeg ikke vist mit skilt på den rigtige måde eller ikke haft den rigtige tilladelse og havde forsøgt at gå ind havde de ordre på at dræbe mig på stedet.
Som jeg lærte allerede første gang jeg kom her i min forklædning gælder USAs grundlov ikke her.
Lokalet indenfor var medicinsk sterilt, men jeg kunne opfange lugten af død i luften. Jeg havde modtaget en rapport samme morgen om at "Starman" Ted Knight var død aftenen før. Så var der kun 32 metaer tilbage. Jay Garrick, "Flash", skulle henrettes i den elektriske stol for "forbrydelser mod staten" som den officielle hjemmel sagde. Han var den eneste der havde fået en retssag, selvom det gav mig en dårlig smag i munden at kalde den det. Det havde faktisk været en parodi. De anklagede fra Nuremberg havde haft bedre chancer for at blive frikendt end Garrick.
Alan Scott, "Green Lantern", var stadig i koma og rygterne sagde at hans respirator skulle slukkes i løbet af ugen og hans hånd amputeres, så hans ring kunne blive indsamlet.
Min specialitet var religion, en mærkelig stilling på sådan et sted som her, men jeg blev mere og mere integreret i systemet og begyndte snart at forstå hvorfor. Der var en af væsener der var fanget her, som trodsede alle forklaringer. Spectre påstod at han var en af Guds Engle, navnet mange gav den højere kraft. Selv mine guder, blev det påstået, knælede for "En Med Kraften fra Mange og Over Alt". Menneskelig religion, især Kristendommen, var let at forstå, trods de mange udgreninger fra religionen. De havde alle flere fælles egenskaber. Nemlig troen på en Messias eller Frelser, troen på en Gud, en Satan og frelse gennem gode gerninger eller skrifte.
Jeg var der, igen, for at besvare alle de spørgsmål Direktør Luthor havde under afhøringen af Spectre, som blev holdt lænket til et bord i en enecelle ved hjælp af "magi". Som forsker, både i min forklædning og som hobby før min forvisning fra Mars, har jeg altid betragtet magi som uoplyste forklaringer på naturlige fænomener. Jeg må dog tilstå at det at se en Guds Engel holdt fast kun med lyserøde bånd fik mig til at stoppe op og undre mig. Kunne det være rigtigt at magi eksisterede? Hvis det gjorde, hvordan kunne det fange en Engel?
Jeg ved nu at stemmen som sagde at jeg skulle holde fast i mit bedrag var Spectres stemme, som kaldte på mig i hans svage tilstand. Hver gang jeg viser mig virker han mere afslappet, som om det er vigtigt for ham at der er vidner til disse begivenheder. Så er det jeg spekulerer på om jeg skal være stolt over at blive valgt til sådan en ære eller mere bange end nogensinde før.
I dag, kunne jeg mærke, ville blive den dag hvor Spectre rejste tilbage til sin guds hjem. Det behøvede man ikke være telepatisk for at vide. Udtrykket i de andre mænds ansigter sagde det samme.
"Det er næsten som om han falmer" sagde Direktør Luthor og kløede sin kind, som var dækket af røde skægstubbe. Jeg kunne se at han havde været her hele natten. De havde arbejdet hårdt for at finde ud af hvad Spectres kraftkilde var. Det blev regnet for naturligt at han simpelthen var et forstærket menneske og ikke en engel.
"Jeg bliver kaldt tilbage til min skaber" sagde Spectre med hæs stemme. "Årh, vil du ikke nok stoppe med det religiøse pladder?". Direktør Luthor vendte sig mod en skaldet mand, der havde travlt med at tage Spectres puls. Som altid havde han ingen. "Ultra, du bliver altså nød til at slappe af". Ultra vendte sig for at se på mig. "Du, Teolog, kan du sige med 100% sikkerhed at dette er en af Guds Engle?". Jeg trak på skuldrene, som jeg gjorde hver gang jeg fik det spørgsmål. "Dr. Ultra, jeg kan ikke engang sige med 100% sikkerhed at vi eksisterer".
Direktør Luthor klappede mig hårdt i ryggen og jeg måtte lade mig snuble fremad for at være overbevisende. Han lo tordende. "Det er det jeg elsker ved jer Gudfrygtige typer. Altid bange for at stå ved hvad i mener. Du ønsker så hårdt at tro, men fordi Gud ikke taler til dig er du lidt i tvivl. Hykleriske fjolser".
Luthor havde forklaret mig mange gange over en drink at han mente at konceptet om Gud var overvurderet. "Mennesket er Gud, ergo er Gud Menneske" sagde han igen og igen selvom jeg missede pointen hver gang. Luthor troede på menneskelig overlegenhed og ikke skæbnen og derfor havde han ikke brug for Gud. Ultra på den anden side, var jeg blevet overbevist om for længe siden, mente at han var Gud.
Jeg skulle lige til at spytte en afprøvet tale om Engles udseende i historien ud da Spectre pludselig begyndte at kaste sig omkring i sine bånd. Han udstødte et skrig jeg ikke tror jeg nogensinde glemmer. Det virkede som om det ikke kom ind gennem mine ører, men mine tanker. Hans øjne blev slørede og røde og hans stemme var ikke længere rystende. Da han talte sværger jeg at det føltes som om de døde befamlede mig. "Vid at Herren skaber livet i al sin pragt og forskellighed. Ve den der ikke angrer for hans søn kommer. Mægtigere en mennesket, ren i tanke og gerning skal hans hævn komme som lynet, hurtigt og sikkert. Angr for Sønnen skal vise gennem ofring Herrens nåde og vrede og De skal følge hans eksempel. Fra himlene skal han komme med engle i kølvandet". Så falmede han væk og efterlod os alle tre desorienterede.
Part 2: 1968
"I kender mig alle sammen og I ved at jeg aldrig ville træde foran denne forsamling uden at have overvejet konsekvenserne af de eventuelle handlinger I måtte tage på mit råd" sagde jeg fra podiet. Guardians of the Universe, blå-hudede Oans, sad i rækker foran mig, klæd i deres røde embedskåber. De udødelige væsener gjorde hverken tegn på billigelse eller misbilligelse af min åbningsudsagn og jeg begyndte at svede. "Du bliver regnet for en ven og allieret her, J'onn Jonzz af Mars. Din bistand til det lokal Korpsmedlem i din sektor, Abin Sur er os bekendt. At du kun beder om en lejlighedsvis audiens til gengæld er meget generøs" sagde en af dem. Jeg har aldrig bekymret mig om at lære deres navne da de alle sammen så ens ud. Jeg var ikke engang sikker på hvor mange af dem der egentlig var.
Jeg kendte godt deres rolle i universet. De var en ældgammel race. Ældre en min egen og alle andre jeg havde mødt. På et eller andet tidspunkt i deres historie var der sket noget, hvor noget meget slemt skete med universet, som om de havde åbnet dørene til Eden og lukket Slangen ind. (Jeg bruger flere og flere jordlige analoger som tiden går). For at bekæmpe dette skabte de en organisation, en intergalaktisk politistyrke, der skulle patruljere det kendte univers. De delte universet i 3600 sektorer og tildelte hver sektor et kraftringsbærende Korpsmedlem. Ligheden med Alan Scot, USAs Green Lantern, var uhyggelig, men da jeg nævnte ham blev det modtaget med mild skepsis.
Oanerne, som de blev kaldt eftersom deres planet hed Oa, var telepatiske og vi kunne have fortsat samtalen på denne måde. Det ville have været mere effektivt og sagen ville have været afgjort på sekunder. Men, Guardians, som de kaldte sig selv når de bar deres embedskåber, krævede at der var en holografisk optagelse af begivenheden til fremtidig undersøgelse og det betød at alle deltagerne talte.
"Jeg skal prøve på at gøre det kort, da jeg ved at I har vigtige ting at tage jer af" sagde jeg og fattede mig selv. Det var tredje gang jeg stod foran forsamlingen og fremlagde mig sag for dem. Jeg regnede med at de ville nikke og sige at det ville tage sagen under overvejelse, men jeg måtte stadig forsøge. Jeg var også bevæbnet med information som min ven Abin Sur havde samlet fra Guardians egne arkiver. "Jeg kommer til jer med meget vigtige informationer og det angår profetien om væsenet kendt som Spectre". "Har denne sag ikke været oppe og vendte to gange før?" spurgte en at Guardians. "Alt til sin tid, Pella-Al Soota" sagde en af de andre til mit forsvar. "Klageren skal først have lov til at fremføre sin sag før han bliver krydsforhørt. Martianeren J'onzz har fremført en formel anmodning om at blive hørt og vi har accepteret. Det var ingen aftale om hvad han måtte diskutere". De andre Guardians begyndte at nikke bekræftende og Pella-Al bøjede hovedet mod mig. "Mine undskyldninger, Martianer J'onzz, min broder har påpeget min fejl og jeg takker ham derfor". "Sagen er klaret, Broder" sagde min forsvarer og jeg sukkede. Sådan var det hver gang jeg stod foran dem. Millioner af år med møder og debatter havde sat reglerne for ordenen fast i deres hoveder og de gjorde sig meget umage med at sikre sig at der ikke var noget medlem af deres orden, der blev sat i forlegenhed eller gjort til grin, selvom jeg antager at de er hævet over den slags.
Fem minutter senere fik jeg at vide at jeg kunne fortsætte. "Som I husker fra mine tidligere audienser har jeg forklaret at Spectre spåede at der skulle komme en forkæmper for metaerne på Jorden. Jeg mener at denne forkæmper er på Jorden nu. Jeg har oplysninger om et rumskib med et spædbarn fra planeten Krypton, der er landet på Jorden. Dette skib blev mødt af Abin Sur, som blev udelukket fra skibet af dets interne forsvarssystemer". Lederen af mødet talte nu. "Vi har modtaget rapporten fra Abin Sur og fandt oplysningerne acceptable. Men der er dog ikke fremlagt beviser for Spectres evne til at spå om fremtiden. Hans såkaldte profeti er sikkert ikke andet end en døende mands fantaseren". Og så begyndte slaget om fakta igen, tænkte jeg ved mig selv. "Sandt nok, Guardian, men der er heller ikke nogen beviser om det modsatte. Rent faktisk taler jeres egen religion om 'Den Hvide Ridder Klædt I Den Blå Hud'. Det er en tydelig reference til et stærkt overnaturligt væsen der tager skikkelse efter jeres race". Der lød mumlen og så talte en anden Guardian. "Hvorfor er dette spædbarn så unikt at han, blandt alle de andre levende ting på Jorden, skal udråbes til at være opfyldelsen af denne spådom?". "Fordi dette barn er den eneste overlevende af den Kryptonske race så vidt vi ved. Krypton eksploderede for næsten et år siden". En anden Guardian begyndte "I sandhed en tragisk begivenhed, men det gør ikke barnet unikt. Er du ikke den sidste af din race?". Jeg nikkede bekræftende "Så vidt jeg ved, ærværdige Guardian, er jeg den sidste grønhudede Martianer. De hvide Martianere har udraderet min race og gjort min planet ubeboelig". Guardianen svarede "Hvordan ved vi så at du ikke er den spådommen handler om?". Andre Guardianere begyndte at debatere indbyrdes og jeg begyndte at føle mig modløs. Abin havde givet mig informationen om Guardianernes gamle religion i håbet om at jeg kunne bruge det til min fordel. Jeg formoder at vi var tåbelige når vi troede sådan. "Spådommen kan ikke være om mig ellers ville jeg ikke have blevet valgt til at overvære den". Mange Guardians drøftede nu aktivt med deres kolleger. Mødelederen bad om ro og da han blev adlydt talte han igen til mig. "Martianer J'onzz. Det er tydeligt, at du er et medlidende væsen, en god sjæl om du vil, som lader til at have de bedste interesser for folkene på din adoptivplanet på sinde, men denne besættelse du åbenbart har med formodede forbrydelser mod individer".
Det var der jeg mistede selvbeherskelsen. Min næve faldt hårdt ned på podiet, hvor jeg stod og min Marsiske styrke ødelagde den nemt. I min naturlige form må jeg have været lidt af et syn. Adskillelige Korpsmedlemmer, som virkede som retsbetjente, stillede sig i defensive postitioner. Jeg ignorerede dem. "For sidste forbandede gang. De er en systematisk indsats i gang på Jorden for at udrydde alle med evner eller kræfter over almindelige menneskers. Metaer bliver jagtet og henrettet uden retssag. Bare det at blive beskyldt for at være meta er grund nok til fængsling".
Guardianerne virkede uberørte at mit udbrud og jeg fik kontrollen tilbage og vendte tilbage til min mere menneskelige form. "Og som vi har sagt før har du ingen beviser for disse forbrydelser. Du taler om retssager uden juryer, men du har ingen beviser. Du taler om nedslagtning af metaer, men du siger også at de blev anklaget for forbrydelser mod staten? Du går endda så langt som til at prøve på at appellere til vores lavere instinkter med historier om et Korpsmedlem, som der ikke er optegnelser om, der blev dræbt for årtier siden. En vis Alan Scot. Hvordan kan vi sige at denne regering ikke har ret til at stille anklagede forbrydere for retten som de vil? Ikke et eneste bevis er blevet bragt for os undtaget - din ubekræftede fortælling om mordet på et formodet overnaturligt væsen". Jeg sukkede. "Så I vil intet gøre for at beskytte dette barn? Er I klare over hvilken effekt Jordens gule sol vil have på hans Kryptonianske celler? Har I talt med Korpsmedlemmet fra Daxam-systemet, som har en rød sol ligesom Krypton?". "Vi ville være villige til at tage barnet i forvaring hvis det virkeligt er det sidste af sin race. Vi tilbyder det samme beskyttelse vi tilbyder dig, Martianer J'onzz".
Jeg rystede på hovedet over tilbuddet. "Nej, dette barn bør opfostres af en kærlig familie, ikke dette kolde sterile miljø. Dette barn".
"Er flygtning fra en død planet, Martianer J'onzz" afbrød den ordstyrende Guardian. "Endnu engang er dit forslag afvist. Du har intet bevis udover dit eget ord for noget som helst af det du har udtalt. Kom med nogle beviser, hvad som helst der bevise dine påstande, og så skal vi diskutere de muligheder vi har. Det er ikke vores politik at blande os i de normale aktiviteter hos nogen væsener uden rimelig grund". "Hvad med Abin Sur? Har han ikke udtalt sig i denne sag?". Der var stille et øjeblik. "Abin Sur er en af de bedste medlemmer i Korpset og hans ord respekteres af alle. Men, i denne sag, har han ikke været i stand til at tilbyde andet end indicier. Hans vidneudsagn kan være påvirket af hans venskabelige følelser for dig". Så, sluttede jeg, var endnu et slag tabt. Jeg var dog stadig besluttet på at se denne mission gennemført. Et kryptonsk barn ville begynde med det samme på at absorbere solenergi fra Jordens sol. Som tiden gik ville barnet blive meget stærk. Stærkere end dødelige. Jeg skulle tilbage til Jorden. Jeg måtte finde noget der kunne overbevise Guardians om at jeg fortalte sandheden og ikke bare så spøgelser.
3. Del 1975
Det skete så hurtigt at 8-årige Bruce Wayne dårligt kunne tro det. Der, i en blodpøl, blødende ihjel med skudsår i brystet lå en mand i et rødt, hvidt og blåt kostume. Hans far, Dr. Thomas Wayne, prøvede på at åbne mandens kostume, men den lille lommekniv han havde lånt af en af politibetjentene kunne ikke gennembore stoffet. Brude holdt mandens hånd og ønskede at han kunne takke ham for hvad han havde gjort, han havde reddet hans forældres liv, men hans hals var tør og hans ansigt vådt. Han hørte sin mor tale ophidset med en anden politibetjent og så to andre føre en mand Bruce ikke kendte over til en ventende politivogn. Manden var dukket op ud af intet med en grim postil og havde forlangt penge fra hans far. Da han også forlangte Bruces mors halskæde var Bruces far gået amok og var sprunget på manden. Manden løftede pistolen og skød. Pludselig følte Bruce et vindpust mod sin ryg og så - lå pistolmanden op ad gydens mur bevidstløs. Lidt væk så den kostumerede mand ud til at dukke op af intet, vakle og falde om, mens han holdt sig til brystet. Bruces mor var straks løbet efter hjælp og han hørte sin far mumle noget der lød som "Flash". Manden rystede på hovedet, smilede og sagde at hans navn var "Max". Bruce lagde mærke til at han talte med Texansk accent. Bruce så ikke manden springe ud foran kuglen og havde ingen ide om hvordan han kunne have gjort det. Det var umuligt at være så hurtig. Var det ikke? Måske på film som de gamle serier fra 40'erne hans far havde på 8mm film, men ikke i virkeligheden. Det kunne ikke have været sket sådan. Bruce mærkede at mandens hånd blev slap og han så sin far lukke den døde mands øjne.
Inden for en halv time kørte en sort varevogn op til døren go to mand steg ud og identificerede sig som FBI-agenter. Bruce var lammet, men stadig vågen nok til at se agenterne kigge grundigt på liget og trække Dr. Wayne til siden. En diskussion brød ud og Bruce så sin far ryste vredt på hovedet indtil, pludseligt, en af agenterne så over på Bruce og hviskede noget i Thomas Waynes øre. Udtrykket i hans fars ansigt ville være brændt fast i Bruces hukommelse for evigt.
Dagen efter skyndte Bruce sig hen til Alfred for at spørge efter morgenavisen. Da han kiggede i den var der ingenting om den kostumerede mands død og historien om Wayne-familiens overfald sluttede med røveren, Joseph Chills, åbenbare selvmord da politiet var ved at fange ham. Da han spurgte sin far, fik han strengt at vide at han skulle glemme hvad der var sket aftenen før og ligegyldigt hvad måtte han aldrig tale om det igen. Hans far forklarede også at han skulle gå i skole i Schweiz og at han skulle begynde til selvforsvar. Hans far sagde at det var til hans egen beskyttelse.
+ÇV³GWpFžA
¥êç;¾eÀÀÎ28ê;Šë> Ø%¦žv°]¢EÁ+Ó=y
Så skete det mest bemærkelsesværdige jeg nogensinde har set og jeg ved nu hvorfor Hal Jordan betragtes som den største der nogensinde har brugt kraftringen. Han gik forbi Jonathan og mig og stod under en fod fra den ordførende Guardian. "Lyt til jer selv. Har I levet så længe at I har glemt hvad medlidenhed er? Er der nogensinde nogen af jer der, bare en gang, har brudt reglerne for at lette tilværelsen for en anden? Sikkert ikke. Jeg tænkte engang ligesom jer, men jeg har fået en ny ven på Jorden og han har givet mig et helt nyt syn på tilværelsen. USAs regering er ude af kontrol. FBIs direktør Lex Luthor er en diktator med mere magt end nogen kunne fatte. De eliminerer enhver trussel mod deres livsstil, indbildt eller ej". "Stille, Hal Jordan af Jorden" skældte den ordstyrende Guardian. De stirrede hinanden i øjnene et øjeblik og så blinkede Guardianen.
Hal trak sin ring af og smed den. "Jeg siger op. Jeg tror på J'onn og hvad han siger. Jeg tror at denne Kryptonianer kan være frelser for ikke bare Metaerne, men alle på Jorden som ønsker at være anderledes. Jeg vil hjælpe ham på enhver måde jeg kan. Og det er tydeligt at det vil I ikke".
Jeg hjalp Jonathan op og forlod mødesalen til mit ventende rumskib, som jeg havde lånt af en ven fra planeten Thanagar. Hal faldt ind lige bag mig og jeg forventede at vi gik uden at se os tilbage, men igen overraskede Hal mig.
Han vendte sig langsom om med et stort smil på læberne og gav dem en sidste advarsel. "Hvis jeg var jer, selvretfærdige padder, ville jeg være bekymret. Hvis denne Kryptonianer er hvad Spectres spådom siger, hvad vil han så tænke om jeres måde at prøve på at holde "orden" i universet?". Vi efterlod en meget, meget stille mødesal.
6. Del: 1995
Drengen var nu en mand og en ret flot en, efter den måde pigerne kiggede på ham når han gik langs stranden på. Ferien var lige hvad han behøvede. At komme væk fra alt og bare slappe af. Han var blevet muskuløs og høj. Hans blå øjne glimtede i solskinnet og han greb mere end en gang en solbadende skønhed i at stirre på ham.
Det ville være rart at finde en Californisk pige og måske nyde nattelivet lidt, men han smilede da han indså at det bare ikke var ham. Han foretrak en ganske almindelig pige, sund og med god moral, men dybt nede vidste han at han aldrig fik en kæreste. Han havde stadig en forfærdelig hemmelighed og hvis det stemmerne fortalte ham var sandt så var livet som gift ikke for ham. Indtil stemmerne stoppede ville det bare være sådan.
Stemmerne kom ikke så ofte som før, som om der ikke var mere information til ham. Måske var de færdige og det var tid for ham at beslutte hvad han skulle stille op. Han overvejede at løbe ud i vandet og tage en dukkert. Han vidste at han kunne blive under i meget lang tid og at ting som hajer ikke var en trussel mod ham, men han opdagede tumulter lidt ude fra stranden. Han kunne se adskillige sorte speedbåde der cirklede omkring en mand der så ud til at svømme. Hans turde ikke bruge sine evner, ikke her. Frygten krøb over ham som sort is. Han vendte sig om, men ubevidst drejede hans hoved tilbage.
Manden, lyshåret og i en orange og grøn våddragt, så ud til at slås med bådene. En af dem så ud til at have samlet en mørkhåret dreng i en rød våddragt op og en slåskamp var brudt ud. Lyden af skud nåede næsten straks hans ører og tiden så ud til at gå langsomt. Drengen faldt ned i vandet og den lyshårede mand skreg. Da manden begyndte at svømme mod drengen sejlede en af speedbådene ham over. Vandet blev tydeligt rødt og et opløb var begyndt at samles ved strandkanten. Hans mave urolig. Han kunne hjælpe. Det vidste han, men den gamle præsts advarsel kom tilbage til ham. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han bad Gud om hjælp og sank på knæ.
Dagen efter skrev den lokale avis at to narkosmuglere var blevet dræbt under flugt fra narkopolitiet.
Part 7: 1997
"Hejsa, Clark" sagde jeg og svævede ned. Jeg var i min menneskelige form, selvom man kunne se at jeg ikke var fra Jorden. Den grønne hud afslørede det altid.
Han forsøgte ikke på at løbe eller skrige. "Jeg spekulerede på hvornår du ville vise dig" sagde han og rakte hånden frem. Jeg tog den og vi gav hånd. En almindelig Jordskik for et behageligt møde. "Jeg har hørt dig i årevis, selvom jeg ikke kunne se dig. Du er ikke særligt stille". Jeg smilede "Ved du hvorfor jeg er her?". "Nej, Ja. Jeg ved det ikke. Du ved vel hvad jeg kan. Jeg har fået at vide at folk som mig har det med at forsvinde når de bliver opdaget. Er du her for at tage mig?". Jeg blev betaget af hans oprigtighed, hans villighed til at acceptere sin skæbne med sådan et mod og overbevisning. "Kun hvis du ønsker at komme med mig, Clark. Det er dit valg. Jeg har en jeg gerne vil have at du møder. Han kan fortælle dig hvor vigtig du er". "Jeg er fra Krypton. Jeg er den sidste af min race. Det ved jeg allerede, Min rigtige far har lagt minder i mit hoved". Jeg tog ham blidt i armen "Kan du flyve under radar?". Han var stille et sekund. "Jeg kan ikke lide at bruge mine kræfter offentligt". Selvom det normalt ikke er noget jeg gør sonderede jeg hans bevidsthed og fandt meget angst. Havde vi haft tid kunne jeg have hjulpet ham med dem. Jeg kunne ikke forestille mig hvordan det måtte have været at have alle disse minder om en døende planet påtvunget mig i så ung en alder. "Vi kunne gå, men det vil tage meget lang tid". Han lo ad min vittighed og vi begyndte at svæve et par hundrede fod over jorden. Jeg rakte ud med mit sind og sikrede mig at enhver der kiggede op kun så blå himmel. "Hvor skal vi hen?" spurgte han. "Gotham City" svarede jeg.
8. Del: 1997
"Mit navn er Bruce Wayne" sagde manden og tilbød Clark en stil. Bruce så undersøgende på Clarks tøj. Jeans, arbejdsstøvler og en T-shirt. "Du må være Clark Kent. Søn af en landmand, ikke sandt?". "Ja, Hr. Wayne" sagde Clark og så sig omkring i det store kontor. Jeg kunne se at han ikke havde set noget lignende før. "For prisen for dette kontor kunne du brødføde en masse mennesker". Bruce smilede og satte sig ved sit skrivebord. "Ja, det kunne jeg vel. Men du skal ikke lade dig narre af det, Clark. Det er vigtigt for vores sag at vi vedligeholder et vist image". "J'onn fortalte mig om spådommen og det hele, men jeg er ikke sikker på at jeg forstår. Jeg er ikke noget specielt". "Du er meget beskeden, Clark. Jeg ved at det må være svært at finde ud af at du måske er en slags Messias". "Jeg er ikke Messias, Hr. Wayne". "Kald mig Bruce". "Jeg er bare en mand der tilfældigvis er en smule stærkere og hurtigere den de fleste". Bruce nikkede og rejste sig. "Jeg vil gerne præsentere dig for nogle folk, Clark, hvis det er i orden med dig".
9. Del: 1997
Vi kom ind i Hulen og jeg kunne straks mærke frygt krybe gennem Clarks hoved. Det var tydeligt at når han tænkte på at blive fjernet på grund af sine kræfter var det steder som dette han forestillede sig. Jeg hviskede i øret på ham. "Det er okay". Han nikkede og vi gik alle tre ned af nogle trapper, hvor en flok kostumerede personer stod. "Hr. Kent. Tillad mig at præsentere Justice League of America. Tidligere kendt som Outsiders". En kvinde, klædt i en blå dragt, som ikke skjulte nogle af hendes former tog et skridt frem. "Halløjsa smukke. Jeg er Dinah Lance, Black Canary. I Gotham City også kendt som Bird. Denne unge mand ved siden af mig er min partner, Robin, men du kan kalde ham Roy". En rødhåret ung mand i et orange og grønt kostume med et stort R på venstre bryst kom frem og tog Clarks hånd. Manden gik tilbage og lagde armen om livet på Black Canary. Jeg kunne mærke en pludselig lyst til at skælde Robin ud fra Clark. Det var naturligt. Han var vokset op med at kvinder ikke skulle være sammen med yngre mænd. Han havde meget at lære om virkeligheden.
Klædt i det samme kostume som Alan Scott havde båret kom Hal Jordan frem. "Hej, jeg hedder Hal Jordan, også kendt som Green Lantern. Fyren her på min skulder er Ray Palmer, Atom, og vores faste spion". Palmer sagde noget, som Clarks overfølsomme ører opfangede med det samme. Jeg kunne mærke at Ray var glad for at kunne blive hørt.
En anden mand kom frem, klædt i et rødt kostume med et lyn på brystet. "Hejsa, jeg er Barry Allen, Scarlet Speedster".
Bag ved Barry kom en lyshåret kvinde i et kostume der simpelthen afslørede for meget kavalergang trådte frem. "Jeg er Kara - Power Girl". Clark blev lettere rød i ansigtet og tog hendes hånd, mens han arbejde hårdt for at holde øjnene rettet fremad. Jeg sendte straks en telepatisk meddelelse til Kara om at det par på tide at ordne hendes kostume. Hun nikkede i min retning og gik langsomt bagerst i gruppen.
En anden mand trådte frem. Han havde et lyst fipskæg, men klædt i et dyrt europæisk jakkesæt. "Hejsa mand" sagde han og lød som en typisk hippie. "Jeg er Ollie Queen. Jeg hjælper Bruce med at finansiere dette lille projekt. Det er godt at have dig her, mand". Hal klappede Ollie på ryggen og de to gik væk, da en pragtfuld rødhåret kvinde, klædt i en konservativ, men smigrende kjole, trådte frem. "Hej, jeg er Barbara Wayne, Bruces kone, og det er en ære endeligt at møde dig. Jeg har hørt så meget om dig". Clark virkede en lille smule overvældet over opmærksomheden. "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Har I alle sammen kræfter?". "Tjaah, mine kræfter er reserveret - andre ting" sagde Robin og prikkede til Black Canary. Hun kom med et udråb og slog ham på armen. Jeg blev vist nød til at tale med drengen igen. "Alle andre har en eller anden slags "dims" eller kraft som gør dem - anderledes end almindelige mennesker. Roy er måske den eneste undtagelse i og med at han vokser op til at blive et typiske svin" sagde Kara. "Siger min ex-kone - Gud Fader - Ups. Undskyld Clark" sagde Roy tydeligt flov. Clark så tilbage på mig og så på Roy. "Jeg er ingen messias". Bruce kom over og knappede sin jakke. "Det må vi jo kigge på. Kara er den stærkeste person på Jorden, så vidt vi ved. Vi ville gerne se om du kunne løfte mere end hende. Vi har en hydraulisk vægt du kan prøve". Clark rystede på hovedet. "Nej, jeg er ked af det Hr. Wayne, men du har fat i den forkerte. Jeg er ikke ham der er spået om. Jeg er ked af det, men jeg kan ikke hjælpe". Bruce nikkede og kaldte på Ollie. De to snakkede stille og jeg kunne tydeligt mærke at Clark ikke lyttede. Jeg ønskede bare at Roy Harper havde de samme manerer. Bruce vendte sig mod Clark. "Siger du at du ikke føler ansvar for at bruge dine kræfter til at hjælpe andre?". "Jeg vil gerne. Det er bare. Jeg er bange". Ollie stemte i. "Hey mand, det er vi alle sammen nogen gange, men nogen gange er man nød til at overvinde sin frygt". "Clark, du skal lige se nøjagtigt hvad det er du vender ryggen til".
Clark var forvirret over Bruces udtalelse, men nikkede alligevel. Han og Bruce, med mig som påhæng, gik over til en computerskærm. Barbara sad allerede ved tastaturet og skrev hurtige kommandoer. Clark opdagede ikke engang at de andre forlod hulen. Skærmen blev pludselig levende og der var en kvinde, måske den smukkeste i verden, efter menneskelige standarder. Bruce begyndte at fortælle. "Hendes navn var Prinsesse Diana og hun kom hertil fra en andet land i håbet om at lære os meningen med fred. Hendes mor havde tjent som medlem af All-Star Squadron under 2. Verdenskrig, men trak sig tilbage da jagten på Metaerne begyndte". Billedet skiftede og det var tydeligt at dette blev filmet med et håndholdt videokamera. Hele området blev vist. Kvinden, nøgen, forslået og blødende, var lænket til jorden og så ud til at kæmpe for at bryde lænkerne. Hendes skønhed gjorde stort indtryk på Clark og jeg tror han måske blev forelsket lige der. Bruce fortsatte. "Som sikkerhed antog hun en hemmelig identitet. Hun kaldte sig Lois Lane, en journalist fra Daily Planet. Tro det eller lad være, men hun brugte faktisk et par briller som forklædning". "Det, den måde hun gik og så en speciel BH" tilføjede Barbara. "Hun blev angivet af en der havde regnet hendes identitet ud. Jimmy Olsen, en fjern slægtning af - surprise - Johnny Thunder, manden der forrådte Justice Society. Han ønskede - specielle - ydelser fra hende som betaling for ikke at røbe noget. Hun afviste ham med udtalelsen at hendes mission var fredelig. Hun ønskede at hjælpe menneskeheden". Billedet viste nu en skaldet mand iført en jakke hvor der stod FBI, der nærmede sig kvinden. Han trak en pistol af et mærke Clark sikkert aldrig havde set før og skød hende i ansigtet. Skærmen lyste skarpt efter energiudladningen. "Pistolen tilhørte en astronaut der hed Adam Strange, som bragte den tilbage fra en anden planet. Han led samme skæbne". Skærmen blev mørk efter et øjebliks filmen af et rygende krater, hvor kvindens ansigt havde været. "Hun er ikke den eneste, det var Hr. Strange heller ikke. Gennem årene har en undergravende gren af FBI, ukendt selv for størstedelen af dens agenter, har jagtet Metaerne og elimineret dem. Dræbt dem. Andre, som prøver på at være såkaldte Superhelte, bliver arresteret og henrettet i hemmelighed. Deres udstyr brugt til at fange de stærkere. Disse billeder blev taget da Atom brød ind i FBIs hovedkvarter for at stjæle den originale Green Lanterns kraftring". "Men," begyndte Clark og jeg kunne mærke at hans forstand var lamslået over det han lige havde set. Jeg tror faktisk at jeg kunne mærke hans briste. "Justice Society - Var det virkeligt? Jeg troede at det var noget regeringen havde opfundet for at hæve moralen hjemme under krigen". "Det er dækhistorien der er blevet fortalt i årtier. Clark, der er nogen mennesker der påstår at Holocaust aldrig skete. Hvis de tror på de tror de bestemt også på at der ikke er noget der hedder Meta". "Hvorfor?". Jeg talte. "De var jaloux. De var misundelige over hvad disse mennesker kunne og hvordan de gjorde det uden tanke om belønning. Det forstyrrer hele tanken om politisk magt. Politikere gør ting til gengæld for magten de får af folket. Metaerne, Superheltene, gjorde det for at hjælpe samfundet. Det var et hårdt image at leve op til. De folkevalgte forudså en fremtid hvor de ikke længere var nødvendige, hvor beskyttere med superkræfter blev folkets yndlinge". "Så de dræber - bare for at holde kontrollen?". Barbara drejede sig i stolen og begynde at sætte håret i en knold i nakken. "Ja, det er ikke svært at tro. Det var derfor de dræbte Jesus. Fordi han var en trussel mod deres etablerede måde at gøre tingene på. Det var derfor de Kristne tog på Korstogene, fordi Islam var en trussel mod deres kontrol med deres folk. Forestil dig, hvorfor skulle du knæle i en kirke, som ikke kunne kontrollere Det Hellige Land?". "Vores problem er at vi ikke har fundet noget der er usårlig nok til at klare alt de kaster mod os. Vi troede at Kara var et godt valg, men hun har nogle - tjah, emotionelle og psykiske problemer. Vi indså det ikke i starten, men - lad os bare sige at hun er meget hidsig". "Jeg husker en af meddelelserne min far efterlod mig" sagde Clark pludseligt i en anden tone. "Min rigtige far, Jor-El. Han sagde at jeg ville blive meget speciel og at det var vigtigt at jeg var modig. At jeg indså hvad jeg var". Jeg begyndte at smile. Jeg kunne føle karismaen stråle fra Kryptonianeren og effekten spredte sig til Bruce og Barbara. "Det ser ud til at vi har vores Supermand" sagde jeg. Clark smilede. "Ja, Superman. Det kan jeg li'. Jeg føler, jeg beskytter og jeg kender til glæde, ligesom alle andre. Jeg har enhver ret til at leve som jeg vil". Og det var dagen hvor jeg var sikker på at Spectres spådom var gået i opfyldelse. Det er ret ironisk nu jeg indser hvor meget fejl jeg tog.
10. Del: 1998
FBI direktør Lex Luthor sad bag sit store egetræsskrivebord med fingrene foldet og holdt sin hage oppe. Han overvejede den retning han skulle bevæge sig og hans muligheder var begyndt at blive begrænsede. De sidste par måneder havde været - begivenhedsrige. En ny Meta var dukket op. Det første billede var blevet taget af en ung kvinde ved navn Donna Troy, som arbejdede for den samme Daily Planet, som Amazonen havde. Hun var allerede ved at blive undersøgt. Denne "Superman", som han kaldte sig selv, affærdigede den autoritet Lex havde arvet efter sin far og smilede mens det sidste og største våben fra såkaldte superhelte og skurke blev rettet ind. Intet så ud til at skade Superman. Endnu værre, Superman så ud til at være ude efter ham direkte.
Adskillige nøglefaciliteter over hele landet var blevet angrebet og havde bogstaveligt talt befriet dusinvis af Metaer. Det havde taget måneder at fange dem og pille dem ned og der kom stadig flere og flere. Nye kostumerede tumper dukkede op hver dag og vandrehistorierne spredtes ud over halvkuglen. Der var rygter om at "Bird" fra Gotham City havde jaget hans agenter ud af byen.
Det var sandt, men af alle de forkerte grunde. Regeringens forskere havde forudsagt at et stort jordskælv ville ramme Gotham City indenfor de næste 2-3 år. Hvis Metaerne ønskede at samle sig der hvad kom det så ham ved?.
Det virkelige problem var Superman. Der var nyheder om ham hver dag. Nogle kaldte ham den genopstandne Jesus Kristus. Han kunne gå på vandet, se gennem vægge og havde sit forbandede Justice League i hælene overalt. Manden på gulvet havde fundet sin forkæmper. Hele byer råbte op for at få ham til at besøge dem. At "velsigne" dem. Det gav Luthor kvalme. "En genetisk fejltagelse - En muteret vanskabning - Et evolutionært uheld" sagde han til manden ved vinduet. "Du lyder ligesom din far" sagde Ultra. Dette var hans 5. Transplantationskrop. Det var en midaldrende mand med hang til nikotin. Ultra havde fuldendt udviklingen af hjernetransplantationen i 1940'erne. Nogle af hans andre bedrifter inkluderede AIDS, som blev skabt for at udrydde endnu en "afvigende" del af befolkningen. "Jeg er min fars søn" svarede Luthor smilende. "Jeg har en plan, men den kræver din hjælp". Ultra vendte sig mod Luthor og inhalerede dybt. "Selvfølgelig, CIA er altid villige til at hjælpe vores venner i regeringen". "Godt. Det hænger på en ting - Doomsday-projektet". "Flot, Lex - Hvordan fandt du ud af det?". Lex slog ud med hånden. "Det er ikke vigtigt. Hvad er vigtigt er at jeg tror det vil være nok til at dræbe Superman. Hvis ikke har jeg et andet es i ærmet". Ultra gik over, slukkede sin cigaret og tømte lungerne for røg. "Ikke en anden forræder? Hvordan kan det være at din familie er så god til at finde Judas'erne blandt disciplene?". "Fordi jeg, ligesom min far, er villig til at gøre hvad som helst for at sikre mig hjælp fra hvem vi behøver det af. Min far gav Johnny Thunder et ambassadørskab, selvom det kostede adskillige bestikkelser. Nu har jeg fundet en person med, skal vi sige meget lav moral i Justice League". Ultra var straks nysgerrig. "Hvem? Er det den unge de kalder Robin?". "Det er uvæsenligt, min ven. Det skal du ikke bekymre dig om". Luthor drejede sin stol og så ud af vinduet på folkemængden nedenfor. "Se på dem. De har ingen ide om hvor heldige de er at de er folk som os der beskytter deres eksistens. Hvordan betaler de og tilbage?? Ved at tilbede den jord en eller anden kostumeret....". "Rolig, Lex" sagde Ultra og fandt en ny cigaret frem. Han elskede at ryge og efter han havde fundet kuren mod kræft 10 år forinden kunne han tillade sig at ryge lige så meget han ville. "Hvordan opdagede du Doomsday-projektet?". "Jeg hackede mig ind på din PC. Du skulle prøve med et bedre sikkerhedsprogram". Ultra så fuldstændigt overrasket ud og brød pludseligt ud i latter.
11. Del: 1998
Jeg skulle have gættet at der var noget galt, men jeg var vel stadig blindet af Clarks udstråling. Hals død begyndte at ødelægge min beslutsomhed. Jeg forventede vel at Clark genoplivede ham efter at han var blevet skudt gennem hjertet med en simpel træpil. Jeg elskede Hal som en bror, ligesom jeg havde elsket Abin Sur. Jeg følte mig meget alene til begravelsen. Der kom ingen erstatning for Hal. Jeg blev afvist fra Oa. Endnu engang var jeg blevet forvist og kun fordi jeg mente at et eller andet højere væsen ønskede at jeg skulle tro på denne mand fra Krypton. Jeg var endeligt begyndt at se fejlene i Clarks karakter. Spectre havde sagt at den Udvalgte ville have en fejlfri sjæl, ren og det var Clark langt fra. Han havde en kæreste derhjemme, en Lana Lang, men han så fotografen Donna Troy, nu han var flyttet til storbyen. Jeg ville ikke dømme, men jeg begyndte at høre en stemme i hovedet igen og den sagde at jeg skulle vente. Igen. Jeg ønskede desperat at flyve op i den øvre atmosfære og skrige. Jeg havde ventet og ventet i over 50 år. Så mindede stemmen mig om Johannes Døberen. Johannes, siger historien, var Jesus' fætter med en stærk tro på at den lovede Jødiske Messias ville komme en dag og befri det Jødiske Folk. Da han blev spurgt om han var Messias siden han havde smlet så store folkemængder sagde han at det var han ikke. De henrettede ham alligevel. Men ironien var ikke tabt på mig. Clark havde været bestemt da han sagde at han ikke var den person Spectre havde talt om. Jeg havde ikke lyttet. Jeg behøvede en ven og Hal var død. Jeg havde en rigtig ven tilbage og jeg besluttede at det var på tide at tilkalde ham. Jeg kunne ikke klare det alene mere.
12. Del: 1999
Han sad i sin beskedne lejlighed og så fjernsyn mens han spiste en simpel jordnødde- og gele-sandwich. Scenen på fjernsynet var forfærdelig. Et gråt monster, noget der lignede noget fra Helvedes dyb, med knogleagtige fremspring var ved at smadre Metropolis. Hæren var blevet smadret og antallet af dødsofre var enormt. Han kunne hjælpe, han havde styrken. Han var stadig bange. Der blev banket på døren og han rejste sig og åbnede den. Det var Mary, det flotte unge pige der boede i lejligheden ved siden af. De var blevet venner kort tid efter at han var flyttet ind og de var næsten som søskende. Han opgave enhver tanke om kærester for længe siden, men han var mere end glad for at have en ven som hende. "Må jeg komme ind?" spurgte hun med bævende stemme. Han nikkede og holdt døren for hende. "Jeg så nyhederne. Metropolis er ved at få tæv". Monsteret har dræbt så mange - Det er forfærdeligt" sagde hun og tørrede sine øjne med et papirlommetørklæde. "Jeg ville ønske der var nogen der kunne hjælpe".
Pludselig nævnte speakeren Superman og de to kunne se heltens nu velkendte blå og røde kostume. Han havde hørt historierne på sit arbejde på den lokale avis om hemmelige regeringskontrakter og hemmelige agenturer der var ude efter helten, men der var aldrig nogen beviser. Nogle helte, som Blue Beetle fra New York, anklagede åbent regeringen for at være mod Metaerne, men befolkningen så ikke ud til at ønske at tro på det. Det var ikke deres problem mente de. "Jeg er sikker på at Superman kan klare sig selv" sagde han mørkt. Han var ikke sikker, men han kunne mærke presset i baghovedet. Drømmene var vendt tilbage en uge forinden og stemmerne lød i hans hoved dag og nat. "Måske - Forhåbentlig. Gud, det er næsten bibelsk. Som om det er Bæstet der er kommet til Jorden". Han smilede. "Det må jo så gøre Superman til Messias". Pludselig vendte hun sig imod ham. Hendes ansigt var meget roligt. "Mener du virkeligt det?". Så stoppede stemmerne pludseligt og han hørte lyden af livet. Hans kræfter manifesterede sig selv uden kommandoen, som om der var nogen der havde trykket på stikket til hans sjæl. Det var der, alle disse år efter at han havde hørt om sine kræfter, om hans pligt, alt blev krystalklart. Hans øjeblik var nu. Han så på fjernsynet og så heltinden PowerGirl ramme Superman i ryggen og sende han flyvende mod kæmpen. En gigantisk næve ramte helten og PowerGirl vendte sig mod resten af Justice League. "De er mit folk. De er ligesom mig. De er blevet forrådt af dem, hvis tillid de ønskede". Mary lagde hånden på hans skulder og da han vendte sig var hun væk. Afløst af en bleg skikkelse i en grøn kappe. "Det er din tid. Dette er deres ultimative våben og det skal stoppes. Uden det må de acceptere deres skæbne som Herren har besluttet den". "Jeg er bange. Skal det være mig?". Spectre smilede. "Ja, Billy. Det skal være dig og ingen andre. Superman er ikke den rette. Se dybt i dit eget hjerte".
Billy Batson slugte en klump i halsen og så sig omkring. Han overvejede at løbe væk, som han havde gjort så mange gange før når ansvaret virkede for stort for ham. Så tænkte han på alle de forfærdelige ting han havde set, mordene og voldtægterne, tyverierne og utroskaben og løgnene og han var klar til at nægte. Så kom billedet af et nyfødt barn. Det første kys. En varm efterårsdag. En godnathistorie. At blive gammel sammen med en man elsker. Det var ikke baseret på farve, køn, alder eller evner. Det var baseret på livet. At være en del af en stor plan som en eller anden lille mand troede han kunne ødelægge.
Billy rejste sig og kastede sig ud af vinduet mod jorden foran. For den nysgerrige tilskuer så det ud til at en flot ung mand begik selvmord. Ret almindeligt i New York. Lige før han ramte jorden råbte Billy Batson det ord han havde lært for længe siden i undergrundsbanen af en mand som kaldte sig for troldmand. "Shazam".
13. Del: 1999
Jeg er ikke ham. Jeg er ikke den Udvalgte.
Clarks tanker for rundt i hovedet på mig, mens jeg forsvarede mig selv mod Karas angreb. Jeg forstod ikke den pludselige ændring i hendes loyalitet, men på det øjeblik var jeg også ligeglad. Jeg havde altid passet på ikke at bruge for meget af min styrke for ikke at skade eller dræbe en eller anden, men med Kara var det ikke nødvendigt. Hendes sind var simpelthen for langt væk til at jeg kunne nå hende telepatisk. Jeg opfangede billeder af plejehjem, liderlige brødre og fædre, selv søstre, der udnyttede en pige der var mere udviklet end hun burde have været. Jeg ønskede at hjælpe, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Monsteret, Bæstet, var ved at omdanne Clark til en masse brækkede ben og kød. Jeg kunne mærke at han bad til Rao, hans kryptonianske version af Gud, for styrke. Så mærkede jeg hans styrke vakle. Min "Messias" var ved at dø en forfærdelig død. Der var overhovedet ikke noget inspirerende ved det.
Mens jeg blokerede endnu et slag fra Kara bad jeg til Gud, jeg havde efterhånden fuldstændigt adopteret Kristendommen, om at være nådig og tilgive et gammelt marsisk fjols for at tro at han skulle klare Guds arbejde. Så kom et rødt og guld-farvet lyn ned fra himlen, ramte monsteret i hovedet og begravede ham dybt nede i klippen. Jeg vendte et telepatisk stød mod Kara og flåede hendes minder ud. Det var et desperat træk, men et nødvendigt et. Jeg fløj hurtigt hen mod Clark, som langsomt blødte ihjel og brugte mit "Marsiske Blik" til at udbrænde sårene. En mand sprang ud af hullet og stod på kanten. Han var klædt i rødt med et stort lyn over brystet og en hvis kappe med guldkant. Han satte hænderne på hofterne og så på mig. "Du er grøn!". "Og det er du ikke" svarede jeg. Der var en varme i hans smil der fik mig til at slappe af. Han var på størrelse med Clark, men han holdt sig tilbage, som om han overvejede visdommen i sin næste bevægelse. "Brug for hjælp?". Han så sig omkring og opdagede et nyhedshold der bevægede sig tættere på. "Kan du ikke flytte de civile væk. Så skal jeg nok ordne resten". Og jeg troede ham. For første gang i 50 år troede jeg virkeligt på noget godt og rent. Da jeg flyttede Clark spurgte han hvem det var. Jeg fortalte ham at jeg ikke vidste det, men at han var her for at hjælpe. Clark så på mig med håb i øjnene og jeg nikkede. Hvordan kan jeg sætte ord på den kamp der fulgte? Det er umuligt for jeg tror ikke at der er noget menneskeligt sprog, der har noget talt eller skrevet der kan yde det næste retfærdighed. Selv mit egen sprog er utilstrækkeligt.
Monsteret brølede højt og slog manden, som blokerede hvert slag med et hårdt modslag. Manden stod fast på jorden og blev ikke flyttet lige meget hvor hårdt bæstet prøvede. Torden lød og lysglimt sås når monsterets pigge ramte heltens usårlige hud. De fortsatte i timevis. Heltens udholdenhed var utrolig. De resterende medlemmer af Justice League arbejdede hårdt på at holde mængden tilbage, mens politi og redningskorps evakuerede de sårede. Clark begyndte at komme sig. Solen gav han den energi han så desperat behøvede. Han var imponeret over manden der bekæmpede monsteret og inspireret på samme tid. Der var ingen frygt i denne mand. Det kunne vi alle mærke. Men jeg vidste hvordan det ville ende og det gjorde mit hjerte trist. Da det skete blev jeg lige så overrasket som alle andre. Med et enkelt ord, "Shazam", tilkaldte helten et lyn fra himlen, som ramte monsteret. Jorden revnede. Da monsteret begyndte at falde indså jeg at der skulle ske et offer. Med et sidste desperat udfald drev monsteret en pig i heltens hjerte. Hele dens styrke lå i dette sidste og desperate angreb. Helten kaldte igen på lynet og det ramte dem begge hårdt. Monsteret eksploderede og helten faldt. Alt var stille og den første lyd jeg kan huske at jeg hørte var fjer i vinden. Mine venner var ankommet, men for sent. Katar Hol og hans kone, Sheira, klædt i kostumer der lignede Hawkman og Hawkgirl fra 1940'erne landende ved siden af helten. Deres kostumer var i virkeligheden deres politiuniformer fra deres hjemplanet Thanagar. Så indså jeg at de måtte ligne - Engle. De samlede heltens krop op og jeg kunne mærke en stor sorg fra dem. De havde overværet kampen. Sammen løftede de kroppen op og fløj forsigtigt væk. Fast besluttede på at denne store mand ikke skulle falde i regeringens hænder.
14. Del: 2001
"Hr. Luthor. Pænt af dem at komme forbi" sagde Præsidenten. Hans Texanske accent gav hans ord en let dræven. "Selvfølgelig, Sir" sagde Luthor mens han tog plads uden invitation. "Hvad kan jeg gøre for Dem?". "Hør her din forbandede skiderik" sagde Præsidenten. Hans ansigt blev rødt. "Det ser ud til at vi har et problem med at finde ud af hvem der styrer dette land. Er det sandt at du har haft gang i en privat kampagne mod Metaer?". Luthor lo. "Hr. Præsident. Min afdeling har ansvaret for at anholde forbrydere". Præsidenten holdt en finger op. "Hæng lige fast i den tanke, Skalde". Han trykkede på en knap på sit bord. "Send ambassadøren ind". En agent åbnede døren og Superman kom ind med en smuk kvinde. Hun bar en krans på hovedet. "Hr. Luthor. Tillad mig at præsentere Thymerscias ambassadør, Frk. Donna Troy. Du kender vel superman". Luthor nikkede og lagde mærke til det velkendte lyn der var vævet ind i venstre skulder på Supermans kostume. "Vi har mødtes". "Hr. Luthor, som repræsentant for mit land, og med Supermans hjælp, er jeg kommet for at arrestere dem for mord". Luthor begynde at le. "På hvilket grundlag?". "Jamen, mit vidneudsagn selvfølgelig" sagde Ultra og kom ind. "Det ser ud til at du glemte alt om en enkelt lille forræder". "Ser du, Lex" begyndte Præsidenten. "Direktøren for CIA hackede sig ind på din computer og downloadede alle mulige ting. Ikke særligt pæne ting. Hvis dette var Texas ville jeg sige at dine muligheder for dødsstraf var rigtigt gode. Men, med god udenrigspolitik for øje, lader jeg dem trække dig for retten på deres ø. Så vidt jeg har forstået stopper du med at ældes der, så du kan få en rigtig lang fængselsstraf. Men, Frk. Troy, dette Tartarus-sted du bliver ved med at tale om, lyder som et godt afskrækkelsesvåben for USA". Superman kom nærmere. "Justice League burde være rigelig afskrækkelse". Præsidenten smilede. "Nemlig. Hov, mens du er her. Jeg har en ide til et nyt medlem. En dreng fra Houston ved navn Guy Gardner".
15. Del: 2998
"Der kan du se, Lar" begyndte pigen i den lyserøde og hvide dragt. "Vi er et hold. Et hold superhelte som beskytter galaxen". Jeg så på mens den unge mand fra Daxam lyttede intenst. Han var ved at blive indoktrineret ind til Legion of Super-Heroes. Et hold af unge mennesker, som havde en ukendt helt, som bar et lyn på brystet, som forbillede. Selv deres L-formede våbenskjold lignede et lyn. Spectre, min ledsager de sidste år, så på mig. Hvordan jeg kunne se det når vi begge var usynlige er min hemmelighed. "Forstår du nu? Planen er komplet indtil nu. Hvis det ikke var for dig ville der ikke have været nogen indflydelse efter årtier med krig, men nu har menneskeheden sine beskyttere igen. Levende engle". Jeg vendte mig og lyttede igen til SaturnGirl. "Hvordan ved vi alt dette? Fra Vidnet J'onns skrifter, selvfølgelig. Han skrev legenden om Marvel i en telepatisk matrix, som blev tydet på Titan, min hjemplanet. Med dem lærte vi om ham og om Superman, Marvels discipel. De fortalte om ofre, ikke at forvente belønning for gode gerninger, for at gøre det der er rigtigt selvom du er bange. Hvilken bedre kodeks er der?". Lar Gand sagde intet og jeg kunne mærke at han var stadig prøvede på at finde ud af hvad han skulle kalde sig. SaturnGirl mærkede det også og ville have opdaget mig, hvis det ikke var for Spectre. "Hvad med Captain Marvel?" spurgte hun. Han nikkede og smilede. Jeg vendte mig væk og Spectre forlod mig. Som Martianer skulle jeg have været død for længst, men det kunne jeg ikke. Jeg kiggede på at de gik ned af korridoren mens de diskuterede heltegerninger fra fortiden. Jeg vidste at der ikke ville gå længe før der kom noget andet jeg skulle bevidne.