HUNTRESS: Blodige Lyster

 

 

OBS: Huntress og alle andre figurer i denne historie er alle copyright ©2000 DC Comics Inc. De bruges her som ikkekommerciel, fan-orienteret underholdning. Denne originale historie er copyright ©2000 C.W. Blaine. Spørgsmål og kommentarer kan rettes til ovenstående e-mail adresser.

 

 

Regnen stod ned over Gotham City, som om Gud prøvede på at vaske snavset væk. Gotham stod, som normalt, stille og kold i regnen. Faktisk så kold at kriminalbetjent Harvey Bullock holdt hænderne op til gløden i hans cigaret i et forsøg på at få varmen. Han var kold og våd, og gal som en vildkat i en regnskylle. Han gøede ordre til de uniformerede betjente, som stod afslappet rundt om barrikaden. Hvis de blev vor afslappede ville det slå dem ihjel, vidste Harvey, i hvert fald hvis ”Bat-Man” havde noget at skulle have sagt. Et eller andet sted i den forladte bygning, som politiet havde omringet, var der en vampyr. Harvey hadede vampyrer.

 

En sort sedan rullede op med nummerplader, der angav diplomatisk immunitet for dem der var indenfor. Harvey vidste hvem det var. Vatikanets repræsentant. Han undrede sig over hvad en kedelig, gammel præst ville kunne gøre en vampyr i sine velmagtsdage.

 

Chaufføren steg ud, klædt i et sort jakkesæt og åbnede døren lige bag ham. En høj, lyshåret mand steg ud. Han bar en beige frakke og stak hænderne i lommerne, da vinden blev stærkere. Harvey gættede på at manden højst var 25 år og han så ikke ud som en præst. Harvey gik derfor ud fra at han var bodyguard.

 

Bagdøren nærmest Harvey gik op og en kvinde, klædt I sort læder, steg ud. Cigaren faldt ud af munden på Harvey og slukkedes hurtigt i en vandpyt ved hans fødder. Kvinden var den smukkeste Harvey havde set i lang tid. Måske var det det kulsorte hår eller de gennemtrængende blå øjne. Harvey mente at det sikkert var den måde læderet smøg sig ind til hendes kurver. Harvey stirrede på hende og klædte hende langsomt af med øjnene, da han opdagede guldkorset omkring hendes hals. Han genkendte symbolet. ”Gode Gud, hvilken slags nonne er du??” spurgte han, mens han krydsede over for at tage hendes hånd. ”Harvey Bullock, Gotham PD.” ”Helena Bertinelli, søster Joan Helena Bertinelli” sagde hun bag perfekte hvide og lige tænder. ”Og jeg er ikke den slags nonne du tænker på.”

 

Den lyshårede mand kom rund om bilen og Harvey opdagede de skinnende blanke militærstøvler. ”Er du præst??” Manden smilede og Harvey lagde mærke til at hans ansigtstræk næsten var for perfekte. Han var flot, alt for flot til at være præst. Han var ikke glatbarberet og hans øjne lyste med en kulde der fik Harvey til at ryste. ”Nej”, begyndte manden, ”Præst er jeg ikke. Men jeg er en Broder til Moderkirken”. Harvey lagde mærke til at han talte med en ukendt europæisk accent. ”Mit nav er Jean Paul Valley af St. Dumas’ Orden. Søsteren og jeg er her for at hjælpe med et skadedyrsproblem.”

 

Harvey nikkede og pegede mod bygningen. ”Det forbandede svin myrdede 3 af mine betjente!” Helena lagde en behandsket hånd på Harveys arm, ”Blev de bidt?” Harvey rystede på hovedet, ”Niks, rev struberne ud med sige kløer. Vi prøvede at skyde ham, men kuglerne generede ham vist ikke. Lyskasterne generer ham dog.”

 

Helena gik et par skridt frem og kiggede op på bygningen. Hun afskærmede sine øjne fra regnen og så på vinduerne, ”hvorfra ved i at han stadig er derinde?”

Vi fik stationens præst til at velsigne indgangene, kloakkerne, skraldespandene og telefonlinier for at være sikre”, svarede Harvey, mens han fandt en ny cigar frem, ”Jeg havde aldrig regnet med at vi skulle få vampyr-problemer her.” Jean Paul smilede barskt, ”Det er måske kun et europæisk problem, kriminalbetjent?”

Harvey skulede til ham, ”Nej, det var ikke det jeg mente. Vi havde ingen beviser for vampyr-aktiviteter. Hvem han så end er, må han have haft et skjulested til sine ofre. Han må også have røven fuld af penge. Vi har nemlig ikke tilstrækkeligt med forsvundne personer til en vampyr med en sund appetit. Han må have rejst hele staten rundt.”

 

”Har du en megafon, Kriminalbetjent Bullock?”, spurgte Helena, mens hun holdt øje med et bestemt vindue.

 

Harvey svingede megafonen ned fra skulderen under jakken og rakte den til den læderklædte nonne. Hun takkede ham, gik over til den gule politiafspærring og dukkede under den. Hun hørte de mandlige betjentes hvisken og opfangede blikkene fra en af de kvindelige. Hun skubbede tankerne tilbage.

 

”Hvad helvede var det hun lige sagde”, spurgte Harvey Jean Paul da Helena sænkede megafonen igen. ”Det er Aramaic, vampyrernes sprog. De bragte det med fra Palæstina til den nye verden for århundreder siden”, svarede Jean Pal og tog en cigaret frem.

 

Der kom ikke noget svar fra bygningen og Helena talte ind i megafonen igen. Da det eneste svar var et tordenbrag flere kilometer væk, vendte hun om og gik tilbage til hvor Harvey og Jean Paul stod og røg. ”Han nægter at overgive sig til Kirkens autoritet, betjent, så vi er nød til at gå ind.” ”Vil i have nogle af mændene til at gå med?” Jean Paul lo, ”kun hvis de har lyst til at være frokost.”

 

De prøvede ikke på at snige sig ind i bygningen. De vidste at vampyren derinde allerede havde opdaget dem. De var lidt af et hold, en fredelig nonne fra en krigerorden og en kriger fra en fredelig orden. De var en del af Vatikanets specielle udrykningshold med kodenavnet Titans. Det var Titans job at finde og eliminere Guds fjender på jorden.

 

Kirken havde i århundreder benægtet vampyrernes eksistens, indtil sidst i 80-erne, da de begyndte at tage overhånd i Afrika. Folk, der havde overlevet deres bid, udviklede en virus, der ødelagde immunsystemet. Virussen, nu kendt som AIDS, spredtes oprindeligt gennem kønslig omgang, hvilket fik mange til at tro at det var Guds straf. Kirken vidste fra starten at det var meget mere end det. Da Paven bekendtgjorde at vampyrer eksisterede var reaktionerne blandede. Det var først efter at man havde fanget flere under krigen i Ex-Jugoslavien at den grusomme sandhed gik op for Jordens befolkning. Nu kunne man, live på CNN, se beviset for Djævelens eksistens, snerrende og spyttende, mens de talte i et sprog, der ikke længere brugtes. Hvad vampyrer virkeligt var og hvad de repræsenterede var ligegyldigt sammenlignet med behovet for at udrydde dem. De var en pestilens, sendt for at plage menneskeheden og Kirken var den eneste organisation, der var forberedt op at tage sig af sådan en krise. Selv lande, der normalt ikke stolede på Kirken, anmodede Paven om assistance og de meget specielle medlemmer af Titans blev sendt kloden rundt for at hjælpe.

 

For Søster Joan Helena Bertinelli, som havde aflagt sit løfte til Gud kun en måned forinden, var dette spændende. Hun havde været i klosteret Our Sister in Arms siden hun var 12 år gammel, efter at rivaliserende gangstere havde skudt hendes far, en mafioso med forbindelser over hele verden, ned. Ordenen, som var blevet oprettet århundreder forinden af Jeanne D’Arc, hvis rygterne talte sandt, var beregnet til at optræne søstrene i krigskunst, skulle den dag oprinde hvor det var nødvendigt at bekæmpe Helvedes styrker. Hun havde udmærket sig i sværdkamp, gymnastik og bueskydning, og derved fortjent muligheden for at slutte sig til Titans efter at have afgivet sine løfter.

 

Hendes partner, en munk som havde indrømmet at hans løfter om cølibat og fattigdom blev afgivet mens han var fuld, var stadig en god mand som troede på Gud og Hans søn, ville udføre Kirkens arbejde uden at stille spørgsmål. Han var en forhenværende soldat, der havde tilsluttet sig St. Dumas’ Orden efter at hans kone havde forladt ham og han overvejede selvmord. Ordenen havde accepteret ham og han aflagde løfterne, mens han blinkede til Vorherre. Han var måske ikke den bedste munk, men han var den bedste agent Kirken havde og selv Paven var villig til at se den anden vej, hvis bare Jean Paul ville fortsætte med at udføre sine specielle hellige pligter.

 

De gik frygtløst fra rum til rum. Jean Paul bar en skudsikker dragt, mens Helena bar sin læderuniform. Uniformerne, mere beregnet på funktion end effekt, var velsignet ved specielle ritualer, som forhindrede en vampyr i at bide igennem.

 

De fandt vampyren på 3. sal. Han var høj. Med hår ligeså sort som Helenas og de bredeste skuldre hun nogensinde havde set på en mand. Han var flot, dystert flot, og hans stemme var beroligende og stille. ”Velkommen, kære barn” sagde ham på sit ældgamle sprog. Han bevægede sig ind i lysstrålen fra hendes lygte og stod der. Nøgen, bortset fra et par boxershorts. Hans hud var ikke bleg, men med en dyb farve som viste at han havde nydt solen kort tid inden sin forvandling. Hans ansigt placerede hans oprindelse som fra Middelhavsområdet, men det kunne have været lyset. ”Overgiv dig for Kirkens styrke og dens tjenere, dæmon” svarede hun. Hendes hånd greb en armbrøst, ladt med en pil af det pureste sølv, det eneste metal der kunne gennembryde en vampyrs hud. Vampyren kom nærmere hende og hun hørte Jean Pauls sværd, som var velsignet af Paven, blive trukket. Sværdet var af en blanding af sølv og stål. Vampyren stod foran hende. Hans ansigt oplyst af lygten. Han gjorde ingen bevægelser, men stod kun og kiggede på hende med sine isblå øjne. Han trak vejret og Helena kunne ikke undgå at se på bevægelsen af hans brystkasse. Hvordan musklerne bevægede sig ubetydeligt.. En fornemmelse hun aldrig havde oplevet før begynde mellem hendes hals og bryster. ”Jeg kan ikke overgive mig til Kirken, for jeg er fordømt, og jeg er træt.”

 

Hun så et eller andet glimte i hans øjne og i et kort øjeblik, så hun sig selv sammen med denne vampyr på en strand i måneskin. Hun gispede og stønnede mens bølge efter bølge af følelser strømmede gennem hende fra livet og opefter. Hendes temperatur steg og faldt i takt med vampyrens bevægelser , kun ændret når havets bølger faldt ned over dem. ”Helena” råbte Jean Paul. Helenas træning overtog og hun løftede straks armbrøsten og skød. Vampyren, ansigtet fortrykket i vrede med tænderne blottede, havde prøvet på at bide hende i den ubeskyttede kind. Pilen gik tværs igennem hans strube og fik ham til at falde tilbage. Sort blod sprøjtede ud af såret og Jean Paul angreb. Vampyren var uforberedt på et hurtigt angreb fra hans hypnotiserede bytte og blev nu offer for sig egen selvtilfredshed.

 

Jean Paul svingede sværdet mens kan skreg på Latin. Da hans sving ikke ramte bandede han på Fransk. Selv såret var vampyren en formidabel modstander, der brugte flere forskellige kampsportsgreb imod Jean Paul. Helena blandede sig i kampen. Hun forsøgte at slå vampyren i såret med sin ring, som bar et kors. Fordi de var født i helvede var vampyrer særligt sårbare overfor symbolerne for Himlen og Vorherre. Helena ramte ved siden af og vampyren slog hende tværs igennem rummet. Dette gav dog Jean Paul chancen for at angribe og Helena fik snart selskab af vampyrens afhuggede hoved, som stadig bevægede øjnene for at få det hele med af dets sidste sekunder. Det stoppede med at rulle mellem Helenas ben. Hun kiggede ned på det og det kiggede på hendes skridt mens det slikkede sig om munden. Hun følte en bølge af ubehag skylle ind over sig. Hun havde sin menstruation og vampyren, stadig tabt i blodsrusen, prøvede at nå hende. Jean Paul sparkede hovedet gennem rummet, hvor det ramte væggen. ”Giv det et par minutter til at dø. De behøver ikke luft, men de skal have blod.”

 

Helena nikkede og tørrede en tåre fra øjnene. ”Jeg er ked af det. Jeg svigtede.” Jean Paul smilede fjoget og hjalp hende op, ”Det var et pokkers godt skud, Søster Joan Helena. Det er ikke hvad jeg vil kalde at svigte. Du skal ikke bekymre dig om det han puttede ind i hovedet på dig. Det er kun et våben. Det har intet med dig at gøre.” ”Har de nogensinde gjort det ved dig??” spurgte hun mens hun ladede armbrøsten. Jean Paul smilede ”Ja, min pige, det har de. Jeg kunne bare lide det for godt og startede på at jagte den kvindelige vampyr rundt i rummet.” Han begyndte at grine for sig selv, mens han huskede historien.

 

I en bygning på den anden side af vejen græd en anden, yngre vampyr tårer af blod, mens hans mage holdt ham. Igen og igen sagde ham ”Fader” på hans slags’ sprog. Kvinden, håret farven af blod og ild, stirrede over gaden på den sværd-bærende kødpakke der havde dræbt deres blodsfader. I stilhed, mens hun strøg sin elskers mørke hår, svor hun en ed på at hun skulle stille sin sult med denne nidkære Kirkens beskytter.

 

”Kom ind” sagde inspektør James Gordon, fra sin placering bag sit skrivebord. Han rejste sig og rakte hånden frem mod Vatikanets repræsentanter. ”Jeg er Jim Gordon, som kontaktede ærkediakonissen om situationen.” Jean Paul satte sig, mens han flyttede på sit sværd. ”Problem. Næ, min ven, det var ikke noget problem. Det var en katastrofe, der lurede. Jeg har ikke set en vampyr i så god form i årevis.” Helena satte sig også. ”Det var mit første møde med en vampyr og jeg blev i hvert fald imponeret. Ved i hvem han var?”

 

Jim satte sig på hjørnet af sit skrivebord og fandt sin pibe frem. Da han tændte den fandt Jean Paul sin pakke Camel frem. Munken røg ikke før der var en anden der gjorde. ”Hans navn var, så vidt vi ved, Bruce Wayne. Hans familie kan føres tilbage til grundlæggelsen af byen. Hvis hvad jeg har læst om vampyrer er rigtigt, kunne han selv være en af grundlæggerne.”

 

Helena nikkede. Hun kunne huske sit kursus i vampyrer. ”Vampyrer er afkommet af faldne engle og syndige kvinder. Ugudelige væsener som ikke er dødelige i den forstand vi kender, men dødelige nok til at de kan dø. På grund af deres unikke karakteristik skal de have friskt blod for at overleve og på det genetiske niveau ældes de ikke.”

 

”Jeg kendte Bruces far, men jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har set ham i dagtimerne.” Jean Paul ”Du mener Thomas Wayne? Vi mener at han kan have været vampyr. Manden der slog ham ihjel var en forhenværende præst ved navn Joe Chill. Chill opdagede det med vampyrerne og forlangte at Kirken offentliggjorde det. Da den afslog trak han sig tilbage og blev vampyrjæger. Han døde i fængslet så vidt jeg ved.” ”Du kan dine lektier, Broder Valley” var Gordons svar.

 

Helena talte ”Denne Thomas Wayne må have været en meget magtfuld vampyr, hvis han har været i stand til at formere sig naturligt. Af natur er vampyr meget sensuelle, men ude af stand til at formere sig som os.” ”Vi opdagede Wayne ved en tilfældighed. En narkohandler ved navn Bane fandt ud af hvem Wayne var. Jeg ved ikke hvordan, men han solgte oplysningerne til os. da vi konfronterede ham ledte han os på en jagt gennem Gotham, som varede flere uger. Vi var løbet tør for muligheder, da jeg kontaktede Kirken.” ”Den Katolske Kirke er altid klar til at hjælpe, Inspektør. Jeg kan mærke at du har noget andet på hjertet” sagde Helena roligt.

 

Jim kiggede på hende og kunne ikke finde ud af hvad sådan en smuk kvinde var involveret i sådan en branche. Han var ikke i tvivl om at Søster Joan Helena kunne være blevet model, skuespiller eller en millionærs kone. Hendes skønhed mindede ham om hans sorg. ”Det er om min adoptivdatter, Barbara.” Jean Paul så op ”Er hun vampyr?” ”Wayne havde en søn, Richard Grayson. Han og Barbara kom sammen i et stykke tid. Da nyheden om Bruce kom frem forsvandt de begge.”

 

“Var Grayson vampyr?” spurgte Jean Paul og slukkede sin cigaret. ”Ikke oprindeligt. Wayne adopterede ham efter at hans forældre blev dræbt. Jeg tror at han skulle bruge en menneskelig søn for at give ham legimitet” sagde Jim tankefuldt. ”Det er svært at tro at en så magtfuld vampyr, har kunnet bevæge sig uden at blive opdaget” sagde Helena. ”Han må på et eller andet tidspunkt have omvendt Grayson for at forhindre ham i at blive brugt imod sig. Det er et gammelt trick, men effektivt. Jeg vil tro at ham har også har omvendt din datter, Inspektør” sagde Jean Paul mørkt, ”Du har stadig et vampyr-problem.”

 

Jim rejste sig og gik over til vinduet, hvor han stod og stirrede ud i regnen. ”Hvis min datter er vampyr vil jeg have jer til at dræbe hende før jeg bliver nød til det. Hvis ikke, bring hende tilbage til mig.”

 

üðÒ�lH4’Ƈå×T��‚Júl$Ì'hbŽia‚Jˆ¢e�R¡£•!i ™¢%¯È#ëÅýíac”Zçª={XÒ§ý_·©vÑŠ‰¼ %+GRf§jZ€#Ž'"(å€4Qš‚-%�`HÝÊ*Â�üºoåÓuvöK#SÖ âqËL²+:Ó¹´NÌÈ¥'D°ŠPª\Dæ+³e½¬AãÞ„R‚jÍÖÇ„jCÆné^A4ó8“ÎÉ4ëy Š']0(
V•Ø ‚ã“íÓ
ÄWª3TwÞœ«·[F±Ê*Éi§�±17¡â
Ý‹¤€°UVü’8ž(Ç÷6·çÚ„+vùñÿ‡� ,º†¥
ƒ+X[Ùú¸ÀtJ\Õ¡ ܪÚ×úé‚‘“Öµ ÿ†µÀýZõz1ÆŸçÒO!¿#€Í;EQ",´âžŸÊ`˜þìé<̉.¯:Çr· z@>ÀéÈã-@WÏ'åòéǼÌõ“3U´Ozf�å—ìôMãxuG!Œ=DhÁܪª'Ôé°öGU1Ó¿H§KÜvâZ3W•?r`§-N·¼‘ÔÓ²¬…dyU>Ý\�V–n…‡¿³¦ÈVà)×sfâ­¡5´ �nóÃ-jئòGS-],1Ó¬ò-ÌFNê €Crx·³¹ÔJFŸêÏÛÑ,{p�ŒÓ ùô<|yë\¥Zn�ËD¹yO‰�Ú%µcƒ!˜«Y±¡nÁCq§Ùžßm¬‚Ýnw¢�m�þ¯Ûѹ­¨¬Å¼Êc£¨3­-=Yò’bfv�KϦ£î ztÛÔºXý=ˆÑ0«ÐYÈ•©Jg® ^µiKÇ<�Bõ óþËÈ#ð¤ŽÀÒ“O [�xn}Û¦ôº‚ÅÓŠÕãj*§‚ŽC¤pÐEþQ´4--Ì1Å4²ùd,‚cè ×Õ+ž¬•áŸåÖx¦’_Š8¿…ÎôÑ™e™¦«rºç’)#1$Â)M€à37>êºxÔäõÏ('•ñó"ÁùKKxÛËU„F§�™•ÈÀ–kÞÄp=KàV•®:ð zfÎTäVJFl„U O!Í�b‘µ”r¦FXˆ¾�Wsr ŨïJi õph¯\id5qT"dc£C”z jT/ ©òÃ# R Ò¨ÖI%tn Á²¸¦H©y—NžÊ:Ï“ÍUÒQ×µ¢’ :_- ʈˆ h"–všW’¦ ,Ñ—]LIÜê«ü]i#V&¤ô–—#EPe�kê)¥¤�COšª|ºi”Ð’Mzî³54MK$Òj⧅Ýâ”"Äõ3KS••JÍhÈÕÁ<ŸÍýÞ¿ÑP
¡¯]ä7 Œ‰©š!åf‘iœ®”ñ*Ç4É;’dyo§Ôt°"ÿ�çåÐþCM'¦XÚ(¦ ¤¾H´êC`Ë"JMÀúiüdŽ„¸ yt*I¨ºóèbé¬Ã`ðyˆ$ÐSøÄÒi$ÀñÏQ§ªšHaZ¨�å/9–�ªj"„£7“Ô¥"–ry±«Ý‹’(zÖŠ6­YôêHÍc᧫MMJBYE„²Í4rLVG7v`˜é?ž-^¶C¨Ž™²OM<”ÙZ˜áX£™¢™¬ÖŸCÆî¬@Y\‚ŠÚH+{’O¿uxØ­X Ž² "Ž8�ê"§¤P°”£¦‘%2Æò3kueC©u-Ô€ß�D�½‚j€×ϧ lì‘Í=%4‹PŠ³Â±‘$töñ¼ÑÆ™<2No©I'Sñõ©}zÓ$±Zu¿#ö³ELV*”uw˜ê ’cö¯Á4QÈåÌ4ßPü�¡Ø ð=Y
ÒH"µéµ¤–¾ !€Ó�5TÒE$3@Š|1H I£�Þw•õAãåÓŽ1¸eŽ¸ÓÒ«}”‘M4Š¯$�C;ÇEL™ –X¢�}äš@P_Æ¡n?T
åÖ�c¡$ä�ðt±Ççr‹4¦ª¨VT€e§…`j¦ T�ÉS8+©Œ/Ñ=,è¬Ê?>öQ£pé#…ÔHáÒ·ø®C%.KoëðWPÁMZa…|o$N‚ZI©¤ŽIÕ™„†P¿[ +ŽiJ/qÊŸõ~Þš(êkÕeÀK‰¤ S%;µDâ1­djÉ©¥X‘µª³B—Ò-zëÃI`Ôí¦kþ®'¥~·,¸Õuž)`A4´Ï’ …c§Ià‘ÌS4ì‡Æ.º”†r=Ø’iöuDhëZdç=$eËd)bC‘˜²Ñi•ÚxÞÑ¢Õ ©¼�ÄÉă‚�Hý_]Põ`TžÓÓÅO­µNÆ)iÙ¤4þJw¯Ž– hð–%5*£ØsÍÅït V§ªH$Òt¨¨õéî“$ßd§ËU#MÝÔÏ,rÅTÒ;„…ÕCÓ‘¡ô²®E‡Òú—צJš�:ŽÙ::ö–´,Ô0)1²ÄU*ãŠD±0p%YåSgk'‹‚¿j½{KzužJY+DI[2A;9Œ~ÝCʪÆ8ãnF€�TɽÁú_Ýõê!«Ã­ÀN£dkÄU–†¦Q$3+CæAê(¬ªÀ$‡RDP…7ä©6úûw_i$Šõ¤,˨Ž£¾VŸ$òÕÄt�ED�¤ÙÝuUÜܵÈÒm~½«ŠNzµǦj,ÕeJ¥(©ŽCPWD­¯U5¤¸1 ˆ[ÆㇷÐ_óí¶nýC¯p9êVbI\šd«gx9ä’c&Ÿ;GÊ ÀRâÅ�ýØ®¢sÖ”ð'�M¸Šêø£–*:yKøé^€>øÊÇ']TC7’hŸ(ÿ ÏÏ¡vÊÌ·TÔ#‡ÙÕ~âÕVÚoÞzª¥Vh¿L%˜±kÙ€i!¿ÔqkÚÃØeØ´�_.‡u ŒÈzúßo¦íÜ8Ü1ŠÔQÏ
«»¨2SÅ$_² ´O¦k�dËr§³[8|FJñ'¢ÎëÂ�¨{¼º²œVF“nQâñ4±}™H HÓQŒ�R;+J†õjìHa`úþÅöÐ,`“äz�5©ê=vdIL±@ÔfFqfv]Ω ñ·©œñ`HàûU­iPz¬Q—!�àzÃK_]=:Šê‰¤Jh’juIÅÐË)ƒ\ÅÙ¤xáBÇV®6ú®Ö¶g™”ˆyãT˜uŒÔ�ƒDl¬ i¸(Âþž}ëY"”ëcÃ+gJꦂ8j�<Ëé,êÑ%|¯fñÈ
ò©Š1­¹*TÚ×õÓ5 í§‡Yã‚™U ¦%h„ÎQͽ1Z¥ùøéï¤8 �5\{×V
œ÷§®ê7BGˆ«�áyZ7dy‹¤TÒMähaˆ£�4«4„€€r@Õn=ø�8ž¯«¤0á^˜h7òËO,M„Š:ª1U ¬+3e�W"Å`lÂߓƯ~êΠŠh~Uê]Fm¢—ì¢jÖ+Tk•Š©$ºyI)WkiRºX
ô½õ©}zm#P*í�.›ry§™aHk$i„¾W P Da¤.´ÂÂ7‘×õu}ßÝY²)ÓåZ‡>í)‚§‘¦½4Ó,‚ Ìe•„êDèäªi‘™oxÿ‹÷*µE§�´HB†b£RFËb“êbu-õ‡¿T“Ó© *2z….|=%9©†¦�b–´ÿoffer for vampyrens duftstoffer." ”Duftstoffer?” spurgte Helena mere interesseret. ”Jeps, det er en lille sidegevinst til deres tilstand. Kirken siger at det er fra at være skabt af Engle. Forskerne siger at det er udviklingstilpasning. De gør vampyren i stand til nemmere at tiltrække sit offer.” ”Jeg kan vel bruge tiden på at finde mulige gemmesteder for vores løse vampyrer” sagde Helena træt. Hun var for træt til at kæmpe videre. ”God ide. Fader Harper kommer i morgen for at hjælpe mig indtil du er klar igen” sagde Jean Paul på vej ud af døren.

 

”Fader Harper?” spurgte Helena på bevidstløshedens rand. ”Ja. Kodenavn Arsenal i alle Titans transmissioner. Han har arbejdet i Mellemøsten. Et rygte sagde at en arabisk prins har løst gåden om udødelighed. Kirken ønskede at vide om det var sandt. Han er blevet sendt hertil i stedet. Gotham City har været meget venlig overfor Kirken tidligere. Få dig nu noget søvn.” Helena sov allerede inden døren blev lukket.

 

Fader Roy Harper læste rapporterne fra Inspektør Gordon i Vatikanets limousine. Han var overrasket over klassifikationsgraden og raffineringen i Waynes løgn. Det var meget muligt at Wayne havde været en genetisk ren vampyr, som dokumenterne foreslog at begge hans forældre havde været. Den vanvittige præst, Joseph Chill, havde forsøgt at udføre Herrens gerning selv og Fader Harper følte en sær slægtskab med ham. Hvis han havde været præst 20 år senere ville Fader Joseph Pious Chill have været del af Titans. Alle beviser for hans tilhørselsforhold til Kirken var blevet slettet og da han blev erklæret sindssyg, var sagen blevet regnet for droppet. Det eneste spørgsmål Fader Harper havde var hvorfor Chill ikke havde dræbt drengen samtidigt. Han måtte vide at han også var vampyr og muligvis en stærk en.

 

Vampyrer var, efter Fader Harpers mening, Helvedes ambassadører. Han havde læst Lex Luthors, verdens førende genetiker, værker og om hans teorier om at vampyrisme var en sygdom, der kunne helbredes. Fader Harper mente at Luthor bare var ude på at skræmme folk til at købe de produkter, hans firma producerede til at holde vampyrer væk. Vampyrerne var nået langt i folks opmærksomhed, fra Bram Stokers bog til live på CNN. Som præst og medlem af Titans var det hans opgave at beskytte Guds børn fra denne ondskab. Fader Chill havde ment det samme og betalt med sin forstand.

 

Filerne om Waynes 2 ”børn” var endnu mere interessante. Dick Grayson havde været en almindelig ung mand, der havde klaret sig godt i skolen og spillet football på Gymnasiet. Pigen, Barbara, var et par år ældre, men havde virket bedåret af den unge mand. Ægte kærlighed perverteret af vampyrernes ukristelige indflydelse.

 

Fader Harper slog korsets tegn foran sig og bad en stille bøn for sin afdøde kone. De var blevet gift unge, men de havde elsket hinanden så meget at da hun blev taget fra ham af et af de nederdrægtige væsener, vidste han at han aldrig ville komme til at elske sådan igen. Hans elskede Donna, hvor han dog savnede hende. Det gjorde deres datter, Lian, også.

 

Kirken havde accepteret ham og han havde overstået seminaret kun 1 år forinden, men han var nu præst, med alle de rettigheder og pligter det medførte. Disse pligter tog han ligeså alvorligt som hans arbejde i Titans.

 

Han ville have hævn for Donna. De skulle betale og selvom det var en synd at ønske sådan noget, og han gjorde hvad han kunne for at undertrykke disse følelser, kunne han ikke gøre for det. Han var jo kun et menneske. Og det takkede han Gud for.

 

Han fandt en båndoptager frem og startede på at tage notater. ”Det er tydeligt at Grayson er blevet omvendt for nyligt, så han er måske ikke vant til sine evner. Og dog. Med al Waynes erfaring, havde han måske trænet drengen for at forberede ham på den arv han skulle overtage. Hvis de følger standardformatet, og der er ingen beviser for det modsatte, er Grayson nød til at samle alle Waynes "børn” og enten acceptere ledelsen eller abdicere til den ældste. Der er ingen tvivl om at Grayson blev omhyggeligt udvalgt af Wayne som hans efterfølger. Det er en anden historie med Gordon-pigen. Det er muligt, men ikke sandsynligt, at hun ikke er blevet omvendt. Hvis ikke har hendes far bedt os om at bringe hende til Vatikanet til omgående genopdragelse.

 

Fader Harper slukkede for optageren, da bilen stoppede foran en kirke. Han ventede på at chaufføren, i virkeligheden en livvagt fra Schweiz’ Secret Forces, åbnede døren. Det støvregnede og Roy tog sin hat på for at holde sit røde hår tørt. Da han gik op ad stentrapperne mod de massive egetræsdøre hørte han en stemme kalde på sig, ”Fader Harper!” Det var Jean Paul der kom løbende op ad fortovet. Roy ventede til de mødtes og gav hinanden et knus. ”Det er godt at se dig igen, Broder Valley.” Jean Paul gik et skridt tilbage. Han havde en uåbnet flaske whisky i hånden. ”Glem titlerne, Roy. Det er tid til at blive fulde!”

 

Barbara rykkede sin nøgne krop tættere på den sovende Dick Grayson. Hun elskede fornemmelsen af hans kølige hofter mod sin bagdel. Han lavede ingen lyde, men hans hånd lavede langsomme cirkler på hendes bare mave. Hun vidste godt hvorfor. Over alt på jorden ønskede han et barn. Var det muligt? Det var uvist for mange vampyrer kunne ikke formere sig naturligt. Bruce havde ikke kunnet og havde forsøgt i mange år med forskellige medlemmer i klanen, men forgæves. Det havde dog ikke afholdt ham fra at holde af sin adoptivsøn og båndet mellem de to havde været stærkere end.... Hun blinkede en tåre væk. Hvor hun dog ønskede at hendes far havde været mere forstående. At han kunne have set kærligheden mellem de unge. Han så kun en rig playboys søn. Kun interesseret i at forføre hans datter og forsvinde. Hvor havde han dog taget fejl! Hvis bare han havde kunnet se den generte unge mand, svedig efter anstrengelserne under en specielt hård kamp. Hvis han havde kunnet høre denne ..... denne ..... mand havde snublet over ordene, mens han prøvede på at lyde voksen og moden overfor 2. års-studenten hjemme på weekend. Så mange andre mænd havde prøvet på at vinde hendes hjerte, men det var Dick Graysons charme, og hans blå øjne, som fik det til at dirre, der havde fået hende til at ligge søvnløs om natten. Nej, James Gordon havde aldrig accepteret Dick. Måske var det jalousi over at Dick virkede perfekt, men Barbara kendte hans brister. Han var ensom. Hans eneste kammerater var hans adoptivfar og deres butler. Han havde ingen nævneværdige venner og gik aldrig i byen. Hele hans ry var fabrikeret af gamle overklassekvinder, der snakkede rundt om bridgebordet. Så kom den nat hvor Dick afslørede sin forfærdelige hemmelighed. En hemmelighed han var sikker på ville få hende til at løbe sin vej, men han elskede hende for højt til at skjule sandheden. Han var vampyr. Det var han ikke da de mødtes fordi han så, som han forklarede senere, ville have hængt fast i en alt for ung alder resten af hans eksistens. Nej, Bruce havde omvendt ham længe efter at de havde mødtes. Han gav hende et valg. Hun kunne være sammen med ham for evigt, eller slet ikke. Hun mente selv, at hun havde valgt klogt.

 

Den hemmelige dør åbnedes og Barbara mærkede den nye tilstedeværelse straks. Hun sprang op uden tanke på blufærdighed (det havde hun opgivet den nat hun blev omvendt). Dick havde allerede krydset rummet og stillet sig i forsvarsposition. Bruce havde oplært ham godt i kampkunsten.

 

”Fred, Blodleder” sagde Selina Kyle og kom ind i den dæmpede belysning. Hun var klædt i læder og lignede en typisk Goth. Bag hende kom andre ind og snart var resten af Bruce Wayne-klanen samlet.

 

Dick slappede af og accepterede et kys fra Selina. ”Hvordan fandt i os?” Dinah Lance smilede selvtilfreds ”Vi kunne høre hende halvvejen gennem byen.” Barbara hvæsede ad blondinen. Dinah var mere eller mindre klanens tæve og alle vidste at hun var klar til at arbejde sig op til Bloddronning på ryggen, hvis det var nødvendigt. De kunne ikke udstå hinanden.

 

”Vi har kigget i alle Bruces gemmesteder i hele byen og havde næsten opgivet” sagde Ivy. Hun bar en grøn dragt, der fik hende til at ligne en bibliotekar. Sandheden var at hun var telefonsælger. Hun var det eneste medlem i klanen der havde et arbejde. Hun sagde ofte at det var hendes specialitet.

 

Du ved udemærket godt hvorfor vi er her, knægt” sagde Alan Scott, den fysisk ældste i gruppen. Han så ud til at være omkring 50 år gammel og havde været en strålende kamppilot under Korea-krigen. Han havde mødt Bruce i en rigmandsklub.

 

”Overtager du lederskabet?” spurgte Selina og slikke sig om munden. ”Hvis du gør ved du at du er tvunget til at sove med os alle for at bevise din værdighed.” Alan talte ”undtaget mig, Knægt! Prøv og jeg skal ændre dig fra knøs til tøs!”

 

Dick talte langsomt ”Jeg ved det ikke. Jeg har ikke haft tid til at tænke på det.”

 

”Rend og hop, Grayson” sagde en ung, mørkhåret mand og skubbede sig forbi Dinah. På vej forbi hende kneb han hende bagi og hun gav sig af smerten. ”Jeg tror ikke på at du er i stand til det, gamle mand.” ”Hold kæft, Jason” sagde Dick og prøvede på at ignorere drengen.

 

Jason gik helt hen til Dick og blottede sine hugtænder. ”Jeg udfordrer dig til duel for lederskabet. Jeg er stærkere og mere værdig. Jeg er i stand til at skabe en helt ny klan.” Der lød en mumlen og Dick vendte sig mod Alan. ”Hvad siger reglerne?” Alan kradsede sig i skægget. ”Hvis jeg husker rigtigt fortalte Bruce at udfordringen om lederskabet er til døden. Den kan kun forekomme ved tronfølge. Hvis du afviser mister du alle dine rettigheder i klanen. Inklusiv din mage.”

 

Barbara kunne ikke holde en lille klynken tilbage og Jason vendte sig mod hende. ”Nemlig. Når jeg har skilt mig af med ham, skal jeg gøre ting ved dig, de endnu ikke har forestillet sig i helvede.”

 

”Du må hellere slås, Dick” sagde Selina med kold stemme. ”Jeg nægter at lade denne lille fisk prøve på at yngle i min flod.” ”Mær. Du må hellere vise dine overmænd respekt!” skreg Jason efter hende. Selina trak hånden tilbage med sine lange negle, perfekte til at rive struber ud, fremme.

 

”Lad os stemme om det” begyndte Dick ”Alle de, der ønsker Jason død rækker hånden i vejret.” Der var stille et øjeblik og Jason smilede spotsk ad de andre vampyrer. Langsomt blev hænderne rakt op, undtaget Dinahs. Hun og Jason havde været elskere i månedsvis. ”Ok” sagde Dick og trak på skulderne. Jason vendte sig, klar til kamp og blev kastet mod væggen. Han rystede på hovedet og prøvede på at komme op at stå. Pludselig følte han sig svag. Dick holdt Jasons, stadig bankende, hjerte op. Der dryppede blod fra det og Dick løftede det op til læberne og drak af den mørke væske. Han spyttede det hurtigt ud igen. ”Det smager af pis.”

 

Mens Jason langsomt blødte ihjel begyndte de andre vampyrer at le. Selv Dinah, som vidste hvornår hun skulle holde mund. ”Hvordan?” var det sidste Jason sagde før hans sjæl blev befriet til det næste liv. ”Noget Bruce viste mig. Det skal gøres meget nøjagtigt. Med neglene i den rette stilling. Det er meget svært” sagde Dick og tilbød de andre den blodige muskel. Som traditionen bød tog de alle et stykke og begyndte at spise det. De fleste spyttede det ud igen. Undtagen Selina. ”Det smager af pis, Selina. Hvordan kan du holde det ud?” spurgte Ivy. ”Skatter, hvilken smag jeg kan lide er min egen sag.” Hun slugte sit stykke og tørrede sig om munden. ”Påtager du dig lederskabet?” ”Kan jeg få lidt tid? Jeg har svoret hævn for Bruce. Det skal jeg have klaret først.” Ivy talte. ”Ja, selvfølgelig Dick.” Hun rystede på hovedet og hendes røde hår faldt ned. På en måde lignede hun Barbara, bare mere fyldig. ”Men vi venter ikke evigt. Du har 2 dage til at beslutte dig. I mellemtiden tror jeg vi har et lig vi skal skaffe os af med.” Dinah smilede og gik hen imod Jasons lig. ”gæt hvilket stykke jeg skal have?”

 

Helena vågnede i en ubehagelig stilling i stolen. Natten igennem var hun blevet plaget af flere billeder af hende og den flotte vampyr. Hun var badet i sved og var nød til at tage et bad inden hun tog tøj på. Da hun kom ind i kirkens køkken stoppede nonnerne med at snakke og kiggede mistænksomt på hende. Hun lagde mærke til at den nonne hun havde overfaldet verbalt ikke var til stede. Hun overvejede at spørge efter søsteren så hun kunne undskylde, men hun tvivlede på at det ville hjælpe noget. Nej, det ville være bedre at afslutte missionen og vende hjem til Rom.

 

En rødhåret præst kom ind, så hende og det gav et sæt i ham. ”Don.. Nej, undskyld” sagde han og rakte hånden frem. ”Jeg er Fader Roy Mary Harper.” Hun tog hånden, rystede den og introducerede sig selv. ”Jeg er ked af at jeg overraskede dig, Fader” sagde hun.

 

Han holdt hånden op. ”Det var min egen fejl. Du ligner min afdøde kone, må hun hvile i fred, meget.” Han slog kors for sig før han fortsatte. ”Jeg var gift før jeg blev præst.”

 

Helena nikkede og gik over for at få en kop kaffe. ”Jeg regnede ikke med at du var så formelt klædt, Fader.” Roy smilede og tog en kop selv. Nonnerne begyndte deres sædvanlige aktiviteter. Nogle stirrede stadig på Helenas læderuniform. ”Jeg er faktisk altid sådan klædt. Jeg er ikke meget for uniformer.”

 

Helena rystede på hovedet. ”Tilgiv mig, Fader, men jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til hvor ung du er.” ”Tjaah, du opdager snart at de er ret kort forventet levetid i Titans, min pige. De fleste af de ældre medlemmer har trukket sig tilbage. Jeg tror Jean Paul er den ældste nu. Vampyrjagt ældrer en mand hurtigt.” ”Og kvinder” tilføjede Helena.

 

De begyndte at forlade køkkenet. Roy spurgte om hun havde brug for at skrifte. Det havde hun. De gik hen til en skriftestol, hvor Fader Harper straks fordybede sig i sine pligter og velsignede hende på latin. Hun knælede inde i boksen taknemmelig for den ekstra beskyttelse på hendes knæ. ”Tilgiv mig, Fader, for jeg har syndet. Der er gået 2 dage siden min sidste skrifte.” ”Og hvilke synder har du begået, Søster?” spurgte Fader Harper bag skærmen. ”Jeg har haft urene tanker og vist vrede overfor en anden søster.” Der var stille et øjeblik. ”Disse urene tanker. Begyndte de efter mødet med vampyren?” Hun nikkede ”ja, Fader og jeg frygter at de driver mig til vandvid. Jeg er jomfru, Fader, uden kendskab til fysisk kærlighed, men jeg sværger ved den hellige jomfru at jeg mærker noget når jeg lukker øjnene. Det er som om der er ild i mig og jeg tørster efter en mands berøring af mine mest intime steder. Jeg har prøvet bøn og meditation, men jeg frygter at min tro svigter.” ”Nej, mit barn, du har ikke syndet. Undtaget måske ved at vise din vrede. Disse tanker er vampyrens våben. Det er sådan han fanger sit bytte. Menneskekroppen, når den er midt i seksuel ekstase, er meget følsom for deres vilje. Det var forkert at sende dig dertil.” Han sluttede med en ordre om bod for hendes handling mod nonnen og velsignede hende så.”

 

Da de kom ud så han at hun græd. Han havde lyst til at lægge armen om hende og trøste hende, men han turde ikke. Hendes lighed med hans afdøde kone var for stor og fristelsen ville være for stærk. I stedet prøvede han med nogle trøstende ord. "De fleste af os, i Titans, er erfarne personer, som har fået kaldet om at tjene Gud på sene tidspunkter i livet. Vi er ikke helt så svage foran vampyrerne for vi har trænet os til at forsage det som det er naturligt for os at eftertragte. Du, min kære, fordi du ikke har kendt en mands kærtegn er uegnet til sådan en opgave. Selvom jeg elsker Hans Hellighed over alt på jorden kan jeg ikke fatte hvorfor han har sat dig på holdet." Hun så op ham med vrede bag tårerne. "Jeg stopper ikke." Hun havde hans kones ildsjæl og stædighed. I et andet liv ville denne kvinde måske have været nødhjælpsarbejder som Donna og kæmpet for at gøre livet lettere for de mindre heldige. Det var dog allerede hvad hun gjorde, var det ikke?? Roy vidste, at det var den stædigheden Paven havde set i den unge kvinde. "Jeg vil heller ikke have dig til det, Søster Helena, men jeg vil have dig til at tilbringe dagen i bøn. Du får brug for Hans støtte."

 

"Det er løgn" brølede Jean Paul viftende med en fax i hånden "Lort". Roy så op fra kortet over Gotham City til den vrede munk. "Hvad er der?" "Du tror det ikke. Society kommer." Roy kunne mærke hjertet synke. "Hvorfor? Hvem har tilkaldt dem?" Jean Paul smed sig i stolen overfor Roy og fandt en cigaret frem. En af kirkens præster begyndte at protestere, men Jean Paul skar ham af. "Det ser ud til at Bruce Wayne støttede guvernørens valgkampagne. Han vil have dette lukket ned før pressen finder ud af noget. Han ringede til Præsidenten, som ringede til Society." "Hvem er Society?" spurgte Helena på vej ind i lokalet. "Justice Society. En statsstøttet specialstyrke. Tænk på dem som USA's version af Titans, men de støtter sig til videnskaben, ikke Gud." Så talte Roy "Justice Society fanger vampyrer til studier. Dette er i strid med Pavens bestemmelse om behandling af vampyrer. Vatikanet har flere gange klaget til FN, men USA's regering ser ud til at være ligeglade." Helena var forvirret. "Hvorfor fanger de vampyrer?" Jean Paul rejste sig og viftede med faxen igen "Fordi de er dumme, derfor! De tror at de kan styre vampyrerne, gøre dem til våben, lære af dem." "Jeg ringer til Monsignor McNider i Los Angeles. Han var engang ven med Societys leder. Jeg mødte ham for nogle uger siden, da han var på ferie i Israel. Han fortalte mig om sin omgang med Society under optøjerne i Californien."

 

Jean Paul begyndte at bande på fransk. Så gik han med ordene at han skulle ud og brække sig. "Hvad gør vi nu?" spurgte Helena. "Vi prøver om vi ikke kan finde de manglende vampyrer før Society." svarede Roy mørkt.

 

Selvom de havde været imod det blev både Jean Paul og Fader Harper til sidst nød til at lade Helena følge de få ledetråde de havde om Grayson og Gordons opholdssted. Det ville kræve meget af både Roy og Jean Paul at forsinke medlemmerne af Society når de ankom til Gotham City.

 

Endelig var der fornuft i hvorfor Kommissær Gordon havde været så opsat på hvad der skulle ske med hans datter. Han måtte have vidst at med det samme Bruce Waynes hemmelighed blev afsløret ville guvernøren være bekymret over sin forbindelse med den tilbagetrukne millionær. En mand med Gordons politiske indsigt vidste at der ville blive truffet forholdsregler for at forhindre skandaler. Dette kunne betyde at hans datter ville blive sendt til et hemmeligt laboratorium for at blive studeret. Selvom han ikke havde sagt det ligeud havde Fader Harper antydet at det var sådan regeringen skabte superagenter.

 

De filer Gordon havde skaffet viste adskillige landejendomme og fast ejendom i byen ejet af Bruce Wayne. Nogle af disse ejendomme var forbundet af en række gamle tunneller, der løb under byen. Tunneller oprindeligt gravet under Frihedskrigen for at gemme smuglergods fra Briterne. Politiet havde gennemgået ejendommen, men havde ikke undersøgt tunnellerne. Det var muligt at Wayne havde brugt sine store financielle ressourcer til at skabe et, eller flere, gemmesteder under Gotham Citys gader.

 

En civilklædt Schweizisk vagt tilbød at eskortere hende, men hun nøjedes med at bede om hans frakke og hat, så hun ikke ville blive genkendt på vej gennem  byen. Hun var nød til at gå for at undgå kontakt med folk der ville få mistanke om hendes sande intentioner. Det gjorde ikke noget for hun følte at tiden i den friske, relativt friske, luft i den åbne by ville hjælpe med at fjerne de vellystige tanker der blev ved med at plage hende.

 

Hvad havde vampyren Bruce Wayne plantet i hendes hoved? Det var sandt at hun, når hun så tilbage på mødet, følte sig tiltrukket af ham. Hun var kun et menneske, med menneskelige fejl, som hun prøvede hårdt på at fjerne. Hun havde altid følt sig heldig over at hun havde overholdt Kirkens dekret om cølibat og ikke givet efter for kødets fristelser. Hvor havde det dog været svært som teenager omringet at flotte unge præster, som hjalp hende med de daglige studier. Nogle af dem var ikke ældre end Jean Paul og nogle af dem havde fået hende til at genoverveje sit valg. Deres mod og tro havde hjulpet med at styrke hendes beslutning.

 

Hun gik rundt i et par timer, zig-zaggende imellem den pludselige støvregn som virkede ubønhørlig i forsøget på at drukne byen, indtil hun nåede et område i Gotham City der var kendt som Crime Alley. Filerne sagde at det var her den gale præst, Fader Joseph Chill, havde angrebet og dræbt Thomas Og Martha Wayne med en lille pistol. Det blev aldrig kendt offentligt at han havde brugt sølvkugler. Sølv, lod det til, havde en negativ effekt på vampyrer. Det virkede som syre, når det kom i kontakt med den specielle kropskemi i en vampyr. Chill var løbet inden han havde nået at dræbe drengen og der blev aldrig afgivet nogen forklaring. Kirken havde samarbejdet med de lokale myndigheder og Chill blev sendt i fængsel, hvor han døde. Dommen var baseret på vidneudsagnet fra dengang 9-årige Bruce Wayne. Hvis Thomas og Martha Wayne havde været fuldblods vampyrer var sandheden aldrig kommet frem. Døde vampyrer lignede til forveksling døde mennesker og kun genetiske analyser ville afsløre forskellene i DNAen. Det var en af grundene til at vampyrer havde kunnet operere uden at blive opdaget og også grunden til at Kirken ikke havde jagtet dem energisk. Uden videnskaben til at bevise deres eksistens ville det se ud som om Kirken godkendte mord.

 

Bruce Wayne var vokset om som et normalt barn, som de fleste vampyrbørn. Det var først når puberteten trådte ind at han forsvandt for at studere i udlandet sammen med sin værge Alfred Pennyworth. Under puberteten finder vampyrforandringerne sted. Først med følsomhed overfor UV-stråler. Kirken sagde at det var fordi solen var Guds Lys og at intet ugudeligt væsen kunne klare det.

 

Hun kikkede sig omkring for at sikre sig at hun var alene. En bums snorkede højlydt fra en trappe. Helena tog et par dollars fra pungen i hendes bælte. Hun stoppede pengene ned i hans skjortelomme og bad en lille bøn for hans sjæl. Overbevist om at han ville sove rusen ud i flere timer endnu tog hun sin frakke af og dækkede ham med den. Hun havde valgt sin lilla og sorte dragt denne gang. Hun rettede på koggeret ved hendes side. Denne uniform var lidt tykkere end den helt sorte, men den var ikke blevet velsignet. Hun løb en stor risiko.

 

Hun fandt mandehullet, som var vist på kortet og flyttede det. Mange ville blive overraskede over hendes styrke, men sandheden var at Kirken krævede en række fysiske øvelser fra sine yngre medlemmer. Alt for længe havde billedet af overvægtige, dovne præster ødelagt Kirkens ry. Helena repræsenterede Pavens nye generation af Guds Krigere. Hun så sig omkring en sidste gang, tog sin lommelygte frem, og klatrede ned i Gotham Citys kloakker.

 

De så ikke normale ud. I hvert fald ikke i Fader Harpers øjne, da han stod på fortovet udenfor kirken. En lille gruppe journalister og fotografer stod bag en gul politiafspærring, der var blevet sat op i samme øjeblik Societys private jet var landet i Gotham International. Jean Paul, klædt i fuld Titans uniform stod lige bag præsten med hånden på sit sværd, klar til at yde en hvilken som helst støtte hans ven måtte behøve.

 

En grå varevogn, eskorteret af politibiler, stoppede foran kirken i et hav af blitzer og den monotome lyd af journalister, der talte til kameraerne. Sidedøren gik op og passagerne steg ud. Roy genkendte dem alle, men det ville alle selvfølgelig, da de jo var berømtheder. Først kom en mand klædt i rødt og hvidt, som holdt en kvinde, klædt i blåt og hvidt, i hånden. Roy genkendte dem som Hawk og Dove, Carter og Sheira Hall. Hawk var holdets leder og havde været med fra begyndelsen. Vatikanets fil på Hall-familien viste at Carter Hall, tidligere Katolik, havde opgivet religionen kort efter en tur til Egypten få år tidligere. Der var ingen oplysninger om Sheira Hall, udover at hun havde været studenteraktivist før hun mødte Carter, som var 10 år ældre end hende. Flash, bedre kendt som Barry Allen, stod ud i sin højrøde uniform. Vatikanet havde arbejdet i årevis for at finde ud af noget om denne stille mand, som sagde meget lidt offentligt, men alt var mislykkedes. Allen var, så vidt man vidste, en ganske almindelig man med en ekstraordinær evne. Han var blevet målt til Mach 2 i Nevada for nyligt. Den høje spinkle mand ved siden af ham var Ralph Dinby. En mand der havde eksperimenteret med forskellige kemiske materialer indtil han havde opdaget en måde at gøre sin krop smidig. Han var ikke vellidt hos Kirken, da han var åbent homoseksuel og Fader Harper havde fået strenge ordre om ikke at lade ham, og manden bagved, komme ind i kirken. Dr. Fate, måske den mest frygtede i Justice Society, påstod at han var sendebud fra Lord of Order, hvilket satte ham i direkte konfrontation med Kirkens dogmer. Selvom Kirken afskyede vold vidste både Roy go Jean Paul at Dr. Fate under ingen omstændigheder måtte få adgang til hellig grund.

 

"Det er langt nok, Mr. Carter" sagde Fader Harper og holdt hånden op. "Jeg foretrækker at du bruger mit kodenavn offentligt, Arsenal" svarede Hawk og viste at regeringen også havde filer om Titans. "Ok" begyndte han med en stille bøn for styrke. "Vi kan diskutere alt her. Visse medlemmer at din gruppe er blevet nægtet adgang til kirken." Dr. Fate kom frem. Hans gyldne hjelm, som dækkede hans ansigt, skjulte hans træk. "Vi ønsker ikke at dette skal blive en territorialstrid." "Bare ærgerligt" sagde Jean Paul og tog et skridt frem. "Du er ligeså slem som vampyrerne, kammerat. Hvorfra ved jeg egentligt at du ikke er blodsuger under den der hjelm?" "Vi har ikke tid til det her" sagde Hawk og lagde hånden på Fates brystkasse. "Vi har guvernørens autorisation til at overtage denne situation. Han har tilbagekaldt Vatikanets autoritet." "Rigtigt, men dette hører under FN's jurisdiktion" parerede Fader Harper. "I prøver bare på at trække tiden ud" sagde Elongated Man. Det var tydeligt at han havde et problem med Kirken. "I ønsker at dræbe vampyrerne. Det er sådan Kirken har arbejdet siden oprettelsen. Ødelæg alt der er anderledes." "Hør her, bøssekarl" begyndte Jean Paul. "Knyt, Azrael" sagde Dinby. "Du er den værste af dem alle. En kvindegal alkoholisk præst!" "Jeg er ikke præst, din genetisk fejltagelse" sagde Jean Paul og passerede Fader Harper. Flash bevægede sig hurtigt imellem de to mænd. "Kom nu, drenge. Ikke foran kameraerne." "Barry har ret" sagde Dove "Det er tydeligt at vi ikke får løst noget her. Jeg foreslår at vi tager hen til vores hotel og kontakter Distriksadvokaten. Lokale retslige autoriteter har ret til at afvise FN's forordning i tilfælde af vampyrer. Vi får en retskendelse underskrevet af en dommer. Hawk så på sin kone og Roy kunne mærke vreden sive ud af manden. Kvinden havde en forbavsende beroligende effekt på ham. "Okay" han vendte sig mod præsten og den meget ophidsede munk. "Men jeg advarer jer. Vi holder øje med jer. Prøv at dræbe vampyrerne og jeg skal personligt lave jeres røve om til sommerhatte og aflevere dem til Paven." Jean Paul gav ham fingeren og stampede tilbage ind i kirken. Fader Harper ventede på at varevognen med heltene kørte. Hans forsøg på at holde Society ude af sagen havde slået fejl og han vidste at det kun ville tage Distriksadvokaten et par timer at få retskendelsen der gav heltene autoriteten de behøvede til at fortsætte deres operation. Flokken begyndte at gå i opløsning og det begyndte at regne. Fader Harper gik ind i kirken.

 

Barbara opdagede hende først. Menneskekvinden midt i menstruationen. En kort gysen gik igennem hende, da hun opdagede at kvinden listede sig mod dem. Dick, stadig i gang med at beslutte sig om deres fremtid, opdagede ikke med det samme hvad der skete. Da han opdagede kvinden sprang han op. Han lukkede kortvarigt øjnene og rakte ud med sine sanser, som Bruce havde lært ham. "Pokkers." "Hvad er der?" spurgte Barbara. "Jeg kan lugte sølvet. Det må være kvinden, der var sammen med manden med sværdet." Barbara gik straks hen til nødudgangen med Dick lige i hælene. De var sultne. De havde ikke spist i mindst en dag fordi de ikke ville spise af resterne af Jason. Det virkede forkert på Dick. Jason havde jo været hans bror." Barbara så lyset fra lommelygten spille over bunden af indgangen til den hemmelige hule, gik gennem nødudgangen og begyndte at klatre ned at stigen til gaderne nedenunder. Det var nat og de kunne stille sig sammen med en flok og falde ind. En del af Barbara ønskede at kæmpe, at forsvare sit territorium, men hun vidste at Dick gjorde ret i ikke at ønske at dræbe kvinden. Hvis hun blev dræbt var det muligt at Vatikanet ville sende flere jægere for den mandlige sentimentalisme i Kirken kunne ikke godtage at en af dens døtre blev slået ihjel. Nej, deres kamp var med den lyshårede præst med sværdet. Ham de havde set smile mens han huggede hovedet af deres Blodfader.

 

Uden det helt store besvær kastede Barbara dækslet væk og hørte det ramme en bil. Hun var stadig forbavset over hvor meget hun havde forandret sig siden den aften. Den aften, en kold mørk en i oktober havde de ligget på en mark uden for Wayne Manor. Hun havde været jomfru indtil da, men alting virkede så naturligt. Han havde taget hende, først som kvinde og så som bytte. Hans hugtænder havde langsom gennemboret hendes hals samtidig med at ham havde gennemboret hende og gjort hende til kvinde. Smerte, ekstase, mere smerte og så den kildrende fornemmelse af at det vampyriske i ham gik fra hendes hals til hendes hjerte.

 

De kom ud på gaden midt i den faldende regn. Barbara hjalp ham ud og de gik hånd i hånd mod enden af gyden. De var halvvejs igennem da figurer begyndte at komme frem fra skyggerne. "Hvor skal I hen?". Barbara så mindst 6 unge, ikke meget yngre end Dick, hver med en kniv eller et stykke rør. Hun så antydningen af ondskab i deres øjne mens de tænkte på det de nu skulle til at gøre. Det var disse samfundets bærme hun havde lært at søge næring hos. Dette var deres naturlige bytte. Outsiderne der aldrig blev savnet. Ville samfundet egentlig ikke drage et lettelsens suk, hvis en af disse drenge forsvandt i aften? Kunne man ikke sammenligne vampyrerne med hajer der rensede ud i fødekæden så resten af menneskeheden kunne leve i fred?

 

Lederen, en rødhåret dreng med fregner og skæve tænder, sagde "Det var ellers lidt af en sild du har der." Han stirrede på Barbaras bryster, som var tydelige gennem den våde T-shirt hun havde på. Hun ønskede inden i sig selv at hun havde haft BH på, men siden hendes omvendelse havde hun følt at ting som undertøj var for snærende og for meget af en forhindring for hendes elsker i at røre hende. "Skrid, idiot" sagde Dick og skubbede Barbara lidt til siden. "Skal lige have en bid af silden, svans" sagde en anden dreng og tog sig i skridtet. De andre lo og Barbara begyndte at bevæge sig mod gydens væg. Disk bevægede hovedet fra side til side og hun hørte det knase. Hun elskede den lyd. Ikke fordi hendes elsker skulle til at kæmpe, selvom det var ren nydelse at se på det. Nej, lyden mindede hende om deres elskov, når han krummede sig så langt bagover at hun kunne høre hans ryghvirvler knase ved anstrengelsen. To af drengene sprang på Dick, mens resten gik efter Barbara. Med det samme ændrede hendes syn sig, da de beskyttende membraner lukkede sig foran hendes øjne. Nu så hun mønstre af varme og kunne forudse deres bevægelser ud fra varmen i musklerne, når nerverne blev stimuleret for at bevæge lemmerne. Den første rakte ud efter hendes trøje for at flå den af. Hun rakte sine kløer frem og svang dem lige ned gennem det bløde kød i drengens håndled. Da drengen vaklede tilbage rakte hun den anden hånd ud og fangede en anden af angriberne ved struben. Han skreg da hun blottede sine hugtænder og bed ham lige i struben. Det søde blod strømmede ind i hendes mund og gav hende ny energi.

 

En kniv var sluppet igennem Dicks trøje og han rev den af. Han kunne bruge den som våben. Den var blevet våd i regnen og han snoede den indtil den var en lang pisk, som han brugte til at få fat i drengen med knivens håndled og holde fast. Da drengens kammerat kom nærmere for at trække Dick væk sprang Dick over sit fangede bytte. Den ekstra påvirkning fik den våde T-shirt til at dreje drengens arm og et højt knæk hørtes da armen brækkede.

 

Barbara smed sin blødende angriber og sprang på en anden. Han slog hende og skreg, men det satte kun hendes puls i vejret af ophidselse. Lugten af blod var stærk. Ikke kun fra ham hun havde dræbt, men også fra den en-håndede dreng, der skreg ovre ved væggen. Hun så Dick lege med sine angribere , hoppende og springende mens han brugte sin trøje til at hive og trække i lemmer. En ild var ved at blive tændt i hendes underliv, som ville gå ned i hendes ben, når blodtørsten opslugte dem.

 

Hun skulle lige til at feste på den panikslagne dreng under hende, da hun blev sendt flyvende af sted af et spark til siden af hovedet. Barbara rullede rundt og så en læderklædt kvinde, bevæbnet med en armbrøst, der hjalp drengen. "Rør dig ikke, Barbara" sagde hun. Barbara tøvede, fanget mellem blodtørsten og ønsket om at overleve. Dick klarede sine angribere og snurrede rundt. "Gå værk fra hende" skreg han med en stemme der lød som om han blev tortureret. "Dræb hende ikke."

 

Helena tog et skridt tilbage for at holde dem begge i sit synsfelt. Manden, som hun antog for Dick Grayson, stod pustende i regnen. Hans mørke hår var gennemblødt af regnvandet. Lynet slog ned og i glimtet så hun hans muskuløse brystkasse hæve sig og det rykkede i hans biceps. Det hele skete igen. Hun så sig selv nøgen, stående foran et vindue i et stort rum. uden tvivl et slot. Der var ild i kaminen og hun kunne mærke varmen på ryggen. Mens hun stirrede ud på de sneklædte marker sendte en berøring af hendes skulder kuldegysninger igennem hende. Hendes hår rejste sig og hun mærkede at hun blev varm på mærkelige steder. Dick Graysons læber bevægede sig langs hendes nakke, mens hans hånd bevægede sig ned over hendes side. Fingerspidserne rørte kun lige hende. Hun rakte en arm bagud, da hans arm blev flyttet til hendes bryster. Hun mærkede hans hår og flyttede hånden ned til hans ryg, over skulderne, som spillede med skjulte kræfter. Han flyttede hendes arm væk, tog fat i den anden og strakte den langsomt over hendes hoved. Hans stærke hånd holdt nemt begge hendes to håndled sammen, mens hans anden arm blev slynget omkring hendes underliv og trak hende tættere. Hun kunne mærke et eller andet der skubbede mod hende. Derned, hvor inden mand havde været før.

 

Helena vågnede af drømmen og svingede armbrøsten mod der hvor Grayson havde stået. Hun så sig om i hele gyden, men så kun lig. Det var mislykkedes igen og hun bad til Gud om hjælp i den meget svære opgave at bekæmpe drifterne, som hun vidste at hun ikke kunne.

 

De sad på toppen af bygningen og kiggede ned i gyden. Det havde været rent held at Dick havde været rolig nok til at bruge drømmesynet på jægeren. Barbara var dog stadig bekymret over den måde Dick så på kvinden i gyden. Hun var smuk, det var der ingen tvivl om, og hun var uskyldig. Havde Dick tænkt sig at gøre hende til en del af klanen? Ville Barbara blive nød til at leve med torturen at se manden hun elskede "servicere" de andre medlemmer i klanen?? Da Dick ikke var steget til positionen af Blodleder havde Barbaras hjerte hoppet af fryd. Ville han erklære hende sin uendelige kærlighed og foretrække at leve alene, som Thomas og Martha Wayne? "Dick, skat, vi er nød til at gå" sagde Barbara stille mens en lille rød tåre løb ned af kinden.  Dick vendte sig imod hende med et bestemt udtryk i stedet for det drengede grin der havde charmeret hende i starten. "Du har intet at bekymre dig over, min elskede, jeg ved hvad du tænker og du tager fejl. I alle de nætter hvor månen stiger i al evighed skal jeg aldrig elske andre en dig. Der er dem der kalder os ugudelige, andre kalder og sjælløse. Jeg ved de tager fejl for jeg sætter min sjæl i pant for dig for evigt og jeg skal aldrig afgive dette løfte for andre. Hvis du skulle dø i morgen ville jeg flå mit hjerte ud og tilbyde det som tegn på min hengivenhed". Tårerne flød frit og hun kastede armene omkring ham. Det var hendes tur til at græde.

 

Fra sit udkigspunkt kunne Jean Paul se vampyrerne omfavne hinanden. Hans hånd rykkede på sværdet og hans ønske om at dræbe dem overtog næsten. Han vidste at han var heldig at han havde hørt Helena fortælle Fader Harper om hendes rute. Han vidste at hun ville finde de blodsugende svin. Han bad til Gud om styrke og trak langsomt sværdet fra skeden. Med et råb sprang han ned og svingede sværdet i en bue i tusmørket.

 

Helena hørte krigsråbet og genkendte Jean Pauls stemme med det samme. Det var kommet ovenfra og hun kiggede op. Regnen slog mod hendes øjne, men hun var i stand til at se bevægelser på et tag. Hun løb hurtigt over til brandtrappen og startede med at klatre.

 

Dick prøvede på at blokere og slog hånden imod den flade side af sværdet, men det brændte hans hud. Den maskerede præst, hans blodfaders morder, bandede af ham på fransk, men Dick ignorerede det. Han prøvede adskillelige andre ting for at få fat i manden, men jægeren var for hurtig og erfaren. Sværdet kom imod Dicks ansigt og han dukkede sig, men svinget fortsatte og skar igennem Barbaras overkrop. Han skreg mens hun faldt med blodet strømmende ud af såret.

 

Barry Allen havde fået til opgave at holde øje med Titanen Azrael og han var ikke specielt begejstret for det. Han var det "normale" medlem af Society, outsideren og den mærkelige. Han var Flash for omverdenen, men for holdet var han stikirenddreng. Han hadede at være del af Society, men han havde i virkeligheden ikke noget valg. Han behøvede støtte fra andre medlemmer af superhelteverdenen for at få sin drøm til at gå i opfyldelse. En drøm hvor superhelte ikke blev kontrolleret af regeringen, men af deres følelser og moral. Han havde endda et navn til sin drøm: Justice League. Han havde håbet at medlemsskab af Society kunne give ham adgang til andre åbensindede individer, men det var ikke lykkedes. Han var glad for at han havde skjult sandheden om sine kræfter. Society havde ingen anelse om hvor hurtigt han i virkeligheden kunne bevæge sig. Han så Titanen og vampyren kæmpe og følte et stik af beklagelse. Som videnskabsmand viste han at vampyrisme var meget mere end en genetisk afvigelse, men muligvis et helt udviklingstræ der skulle udforskes. Eksperimenter, udført af staten, viste, blandt andet, at vampyrer ikke nødvendigvis behøvede menneskeblod, da de var ekstremt proteinfattige. Han mente at den lange krig mellem vampyrer og mennesker måske var startet af vampyrer mod menneskelig forfølgelse. Kirken, i et forsøg på at holde fast i sin position som videns autoritet, fandt på historien om faldne Engle og berygtede kvinder som en måde fysisk at påvise effekterne af syndigt liv. Barry var protestant. Han var ligeglad med hvad Paven eller Kirken mente. Han mente at Gud skabte alt med en hensigt. Derfor vidste han at i dag var hans sidste dag i Society.

 

Helena sprang over kanten af taget og faldt over Barbara Gordons faldne krop. Pigen gispede og mistede blod hurtigt. "Hold ud" sagde Helena. Hun så Jean Paul kæmpe med Grayson og et hurtigt billede af hendes drømmeelskov dukkede frem i hendes hoved. Hun rystede på hovedet og så ned på den døende pige igen. Barbara rakte ud og tog Helenas hånd. I det øjeblik var forbindelsen skabt. Helena så, for første gang, livet gennem andre øjne. Øjne, der ikke var blevet blindet af ønsket om at være perfekt. Hvor Helena havde arbejdet for bifald, havde Barbara arbejdet for uafhængighed. Hvor Helena havde samlet hædersbevisninger fra medlemmer af præsteskabet, havde Barbara samlet hemmelige kys på varme sommeraftener. En stemme skreg, inden i Helena, at hun havde fornægtet sig selv. At hun havde taget Kirken som surrogatfar efter at hendes egen var blevet myrdet. Der kom et lysglimt og Helena var der. I bilen mens kuglerne brød igennem glasset. Hun huskede at hendes far kastede sig over hende og hvordan hans krop havde hoppet hver gang en kugle ramte. Smerten ved at se denne mand, som tydeligt havde elsket sin datter, gøre det ultimative offer fik hende til at trække sig tilbage. Væk var den unge pige som flirtede med drenge ved fester, som så MTV efter kirke og ignorerede kommentarerne om hendes fars arbejde fra de andre børn. Lidenskaber var blevet begravet. Kun for at genopstå ved et tilfældigt møde med en mand med en mørkere lidenskab.

 

Dick ønskede over alt at kunne gå hen til Barbara. Især da han så den kvindelige jæger dukke op, men han vidste at hvis han vendte ryggen til ville sværdet blive stukket ind i den. Han ønskede at hade denne mand, som havde myrdet hans blodfader, han ønskede at mærke den salte smag af hævn i halsen, men han kunne kun tænke på kvinden han elskede. Endelig besluttede han at han havde fået nok og begyndte en serie bevægelser der tvang hans modstander til at bevæge sværdet lige som han ønskede. Dick vidste, at selvom han timede sit slag rigtigt, ville han blive hårdt såret. Hans angriber troede at han så en åbning og prøvede på at spidde ham, men Dick bragte hænderne op på begge sider af sværdet. Med en hurtig bevægelse knækkede han sværdet. En splint af sølvet bed ind i hans håndflader og blod strømmede fra sårene mens de blev større og han skreg. Hans angriber stoppede og holdt det knækkede sværd op i vantro. "Skiderik" sagde Jean Paul. Dick sparkede og ramte Jean Paul i maven, men rustningen tog det værste af slaget. Jean Paul tog en kniv fra siden og forberedte sig på at stikke den i Dicks brystkasse, da et rødt skær for forbi. Jean Pauls tomme hånd ramte Dick med et klask. Jean Paul gloede på Flash, som stod ved siden af ham med kniven i hånden. "Hvad fanden laver du?" Barry svarede ikke og Dick greb chancen til at løbe over til Barbara.

 

Helena bakkede væk da vampyren nærmede sig den faldne pige. Han knælede langsomt og løftede hendes hoved. Hun var bleg og små floder af blod flød fra hendes øjne. "Jeg er ked af det" begyndte hun. Han smilede og lagde en finger på hendes læber "Jeg elsker dig. Du må ikke forlade mig." Hun hostede "Jeg vil ikke dø. Jeg vil være sammen med dig." Nu græd han "Du skal være sammen med mig. Det lover jeg. Intet skal nogensinde skille os." Hun prøvede på at snakke, men ordene kunne ikke dannes. Blodet fra hendes sår stoppede og hun døde. Dick hylede ud i natten og droppede kroppen. Han vendte sig mod de tre andre. "Er i nu glade? Tilfredse? Er jeres gud tilfreds?" Jægerne kunne kun stirre mens vampyren rystede af vrede. Blod strømmede fra hans øjne og hænder og Helena så at hans kløer var ude. Hun stillede sig i forsvarsposition og Flash og Jean Paul fulgte efter. "Måske er Gud ikke tilfreds, men jeg er ligeglad. Denne verden betyder intet for mig nu. I kan have den i fred." skreg han. Så løftede han en hånd med kløerne ude. Med en hurtighed som kun Barry kunne se svang han den ned i sit eget bryst. Der lød et vådt pop da han trak sit eget hjerte ud. I et langt øjeblik stirrede vampyren på dem og knælede så langsomt. Mens hans livsvæske flød ud i vandpytten på taget, smilede han kort og faldt så fremover.

 

"Er du sikker på at dette er den rette beslutning?" spurgte Fader Harper mens Helena pakkede færdig. "Ja, jeg har opdaget at en del af mit liv mangler." Han nikkede "Måske behøver du bare lidt tid. Måske en ferie?" Hun smilede til ham. Han kæmpede hårdt, men det lykkedes overhovedet ikke. "Jeg så et såkaldt ugudeligt væsen dræbe sig selv for det liv han ikke kunne få. Vidste du at han elskede mere i det øjeblik end jeg har i hele mit liv?" "Jeg ved hvad det er at elske. Det er en smuk ting. Kirken elsker dig..." Helena holdt hånden op "Nej, Kirken elsker mine evner, men elsker den mig? Hvordan kan en institution baseret på kærlighed godkende noget så brutalt som mord?" "Det er ikke mord." Hun lukkede kufferten "For mig er det. Jeg forstår hvordan du har det. Det gør jeg, Roy. Det var ligesom da min far døde. Jeg tror at jeg følte at det var fordi jeg ikke var en god pige. Jeg mener, jeg sov ikke med nogen. Jeg var kun 12, for Guds skyld, men jeg tror jeg følte at Gud straffede mig for ikke at være striks katolik." "Gud straffer ikke sådan" svarede Roy. "Jeg ved det, men jeg ved også at jeg ikke hører til her. Jeg ønsker at hjælpe, men jeg tror der er en bedre måde. Jeg er ikke sikker på at vampyrer og andre lignede væsener er så ugudelige som Kirken siger." "Tænk på det som en test af din tro." Hun gik over og kyssede ham på kinden. "Min tro er i orden. Jeg tror at Gud er vidunderlig og god og jeg tror også at han ikke vil have mig til at være her. Jeg tror at hele denne oplevelse var for at få mig til at åbne øjnene og indse hvad jeg er. En lidenskabelig person, som ikke er tilfreds med at dragt og bede hele dagen. Vi har alle vores kald. Mit er bare ikke her." De gik ud sammen og stoppede for foden af trapperne. "Vil du sige farvel til Jean Paul for mig?" Roy nikkede "han har været ude af livevægt lige siden. Jeg tror også han er i krise lige nu." "Godt, måske vil det få ham rettet op." De lo og Roy tilføjede "Jeg tvivler, men vi får se. Jeg bliver nød til at tænke over hvad du har sagt og hvad vi alle har lært. Måske ser vi ens på tingene en skønne dag." Så mindedes han da han holdt sin afdøde kone og hans ansigt blev mørkt. "Men jeg tvivler."

 

En bil stoppede og en mand med kort, lyst hår kom ud af førersiden. "Er du klar?" Helena smilede til Barry. "Ja." sagde hun og rakte ham sin taske. Hun gik over til passagersiden, men så at der sad en ung mand. "Åh, Helena, tillad mig at præsentere en af mine venner. Dette er Hal Jordan." sagde Barry mens han lagde tasken i bagagerummet. "Jordan?? Nogen forbindelse til "Blackhawk" Jordan?" spurgte hun. "Rent faktisk" sagde han over skulderen "var ham min bedstefar. Jeg har overtaget familieforretningen og er en rimelig pilot selv. Barry siger at han har en ide til et hold og jeg tænkte at jeg ville se på det." Helena og Barry satte sig ind i bilen og de kørte væk.