Gotham Tales: The Watcher

 

OBS: Alle figurer i denne historie er copyright ©2000 DC Comics Inc. De bruges her som ikke-kommerciel, fan-baseret underholdning. Denne originale historie er copyright ©2000 C.W. Blaine. Spørgsmål og kommentarer kan rettes til ovenstående e-mail adresser.

 

 

Han sad på kanten af den gamle, mørke bygning med benene dinglende ud over siden. Han virkede afslappet, men Dick Grayson, teenageren kendt som Robin, var alt andet end det. Hans hjerte hamrede i brystet på ham og han trak sin lille gule kappe tættere for at holde kulden ude. Fraværende et kort øjeblik tænkte han på hvorfor Batman havde valgt de korte bukser og støvletter til ham. Selvom han bar hudfarvede gamachebukser frøs han stadig. Ville lange bukser og måske en længere kappe have været mere effektive?

 

Han skubbede tankerne væk. Det var overvejelser til en anden tid. han var på en mission og man svigtede ikke på en mission når man var i lære hos den berygtede Bat fra Gotham City. Han var ung, han var stolt. Han var en helt. Han havde hele livet foran sig. Og alt han kunne tænke på var lige her og nu.

 

Lige da han skulle til at rejse sig og prøve på at ryste noget af novemberkulden ud åbnede døren til huset han overvågede og et par kom ud. Han fandt sin kikkert frem og så ned på manden og kvinden, der gik over til en rød sportsvogn. Manden var sikkert først i 20’erne, høj med bølgende lyst hår og et udseende som en filmstjerne. Hans tøjstil tydede på at han havde penge, men ikke helt så mange som Dick var vandt til. Bilen var en nyere Chevy model. En model Dick havde haft kig på selv. Han var bare interesseret i en blå.

 

Den unge mand åbnede døren i passagersiden for sin ledsager. En rødhåret kvinde med et smil, der lyste op i Robins øjne gennem kikkerten. Hun lo ad noget manden havde sagt, men Robin havde ikke været i stand til at fange det fordi manden havde haft ryggen til. Han regnede med at det var en eller anden dum rigmandsbemærkning, som skulle imponere de naive. Han kunne ikke forstå hvordan hun kunne falde for det. Hun steg ind i bilen. Manden lukkede døren og gik bagom bilen. Robin kunne se på hans gang og ansigtsudtryk at han regnede med at blive heldig i aften. Robin smilede. Det var hans heldige aften. Manden satte sig ind i bilen og Robin hørte den starte. Den ville ikke nå langt før han nåede sin Batcykel. Han var nød til at følge efter dem. Det var hans mission.

 

Bilen stoppede foran en dyr fransk restaurant og manden steg ud og afleverede sine nøgler til parkeringsvagten. Fra den anden side af gaden så Robin vagten vente til parret var gået, arm i arm, ind i restauranten, med at starte motoren. Bilen mistede grebet og der var en røgsky mens dækkende prøvede på at smelte asfalten. Robin lagde nøje mærke til hvor bilen blev parkeret og ventede på at vagten kom tilbage på sin plads.

 

Nynnende for sig selv tog Robin tasken han havde bundet fast bag på Batcyklen og sneg sig gennem skyggerne hen til bilen. Han undersøgte den og lagte mærke til den dyre tyverialarm og smilede. Det ville være barnemad at komme forbi den, men han mente at han kunne bruge den bedre med lidt arbejde på ledningerne. Han så på uret og gik i gang.

 

Efter at have sat sig ind i bilen, checkede han den for alt der var potentielt ulovligt uden at finde noget. Det var godt for chaufføren, men skuffede den unge helt lidt. Det ville gøre det meget nemmere at gøre det han skulle til, hvis han var 100% overbevist om at dette var det onde monster Robin ønskede han var. Han rystede på hovedet og dukkede sig i forsædet, da en anden vagt kom ind med en anden bil. Denne gang en grøn BMW. Teenageren bag masken fløjtede da bilen kørte forbi. fuld af beundring over den bløde spinden fra den tyske bils motor.

 

Da bilen var forbi åbnede Dick tasken og begyndte på at placere mikrofonerne og højttalerne på nøglepositioner sammen med nogle andre ting han havde fjernet fra Bathulen. Han kunne have fremstillet disse ting selv i Titans Tower værkstedet, men han viste at kvaliteten i de ting Batman brugte ville være 100 gange bedre end hvad han og Vic Stone, den unge helt kendt som Cyborg, kunne have fremstillet.

 

10 minutter senere var Robin tilfreds med resultatet og forlod stille bilen. Før han gik tilbage til Batcyklen placerede han en sporer under forreste kofanger. Han vidste ikke hvor de skulle hen bagefter og han ønskede ikke at miste dem.

 

Robin kom tilbage til Batcyklen og spændte tasken fast. Han fandt kikkerten frem igen og kiggede igennem vinduet til restauranten. Helt bagerst, i et mørkt hjørne, så han dem, men var igen ude af stand til at mundaflæse dem. Uden at prøve havde efteraber-playboyen spændt ben for hans forsøg på at holde øje med ham. ”Jeg har kæmpet mod, Trigon, Brother Blood, Joker og Two-Face og det fjols får mig til at ligne en idiot.” sagde Robin til sig selv. Hvad ville Batman ikke tænke når hans partner ikke engang kunne holde opsyn med en enkelt universitetsknægt?

 

Han besluttede sig for ikke at gøre noget før de tog af sted til deres næste destination. Robin benyttede tiden til at checke overvågningsudstyret han havde installeret i bilen. Der var intet i vejen, men det var heller ikke nogen overraskelse. Han havde fået fat i Batmans private ting.

 

45 kolde minutter senere kom parret ud og ventede tålmodigt på at vagten kom tilbage med bilen. Robin dobbeltcheckede benzinmåleren på motorcyklen og ventede. Manden var igen i gang med small talk, men denne gang kunne Robin høre ordene. ”Jeg sværger på en hel stabel Bibler, det er rigtigt” udbrød han ”Jeg sagde, sælg de forbandede aktier før kursen falder og han blev bare ved og ved og ved om at være en sikker investor. Jeg var lige ved at kvæle ham. Det var en profit på $20.000 i en handel.” ”Guud” svarede kvinden og kastede en tot hår, der var faldet ned i ansigtet på hende, tilbage. ”Jeg håber du var i stand til at tage kontrol over situationen.” Manden lo og fandt en pibe frem. Robin syntes at det så åndssvagt ud at han prøvede at tænde den og prøvede på at se 10 år ældre ud. Kvinden så dog ud til at nyde lugten af tobakken og han gjorde et mentalt notat af det. ”Skatter” sagde manden samtidig med at han pulsede på piben. ”det er hvad min familie gør. Tager kontrol over situationer. Jeg fik ordnet en personlig konference med cheferne i investeringsselskabet, mange af dem skylder mine forældre tjenester, og fik det fjols af en børsmægler fjernet.” Så lo han så der stod røgskyer ud af munden på ham for hvert grin.

 

Bilen ankom og de satte sig ind og kørte mod centrum af byen. Robin startede motorcyklen og kørte efter. han kunne holde sig mindst en kilometer tilbage og stadig følge med i samtalen i bilen. Det ville give ham den nødvendige information om deres destination og planer for senere. Da de nærmede sig området med natklubber satte han farten ned. Det ville tage dem et par minutter at finde en parkeringsplads og det ville være tid nok til at han kom op på tagene.

 

Han overvejede at give op for i aften. Det var nyttesløst. Han frøs og det var begyndt at støvregne. Han tænkte på sin varme seng derhjemme, med en varm kop kakao, som Alfred garanteret havde klar til ham. ”Glem det.” tænkte ham og begyndte at tage af sted. Men hans samvittighed ville ikke lade ham. Han havde startet dette og han ville gøre det færdigt. Det skyldte han sig selv. Han var Robin. Han opgav ikke.

 

Han hørte dem snakke i bilen på vej ind på Black Lance, en klub for universitetsstuderende. Hvis de gik derind ville overvågningen blive umulig og han ville ikke være i stand til at opnå missionens mål. Han tænkte hurtigt, som han var blevet trænet til af Batman og fandt hurtigt frem til bagsiden af klubben.

 

Ganske som han regnede med var der en af udsmiderne. Han talte med en mindreårig pige og hendes ven. Uden tvivl for at forhandle om adgang til klubben. Robin sprang ned bag ham. Pigerne blev forskrækkede og stak af. udsmideren, en stor mand med store muskler vendte sig om. ”Rob, min ven” sagde han og holdt hånden op. Robin klaskede til den. ”Hvad så, Joey?? Stadig ude efter små piger?” Manden rødmede let og stirrede ned på sine fødder. ”Aaarh, Jeg ville ikke noget med dem. Helt ærligt. Jeg prøvede på at få en aftale med den enes storesøster.” ”Ja, ja, sikkert Joey” sagde Robin rystende på hovedet. Joey så op igen ”Du banker mig ikke igen, vel?” ”Arbejder du stadig for Penguin?” spurgte Robin og prøvede på at lyde truende. ”Nul. Batman og dig overbeviste mig til at holde mig langt væk fra ham. Jeg har et rigtigt job nu.” Robin nikkede og rakte ind i sin inderlomme. Joey bakkede lidt væk, men stoppede og hans ansigt lyste op da Robin trak en masse pengesedler frem. ”Du skal gøre noget for mig, Joey, og det er ikke ulovligt.”

 

Manden og kvinden gik over til klubbens dør, arm i arm. Han havde gemt piben væk og kastede den løse ende af halstørklædet omkring halsen. De nærmede sig dørmanden, som var meget større end dem begge. ”Vær venlig at gå til siden” sagde manden til udsmideren. Joey gå på ham. ”I kan ikke komme ind. Klubben er fuld.” Samtidig med at Joey sagde dette kom to kvinder i meget afslørende kjoler forbi og gik ind. ”Aha” sagde manden og stak hånden indenfor jakken. Han vendte sig og smilede til kvinden, som smilede tilbage. Da han vendte sig tilbage mod Joey mærkede han pludselig et meget fast greb om sin hånd. Den unge mand røg ned på det ene knæ. ”Hvad? Skal du trække mod mig, stump?” spurgte Joey og øgede trykket mod hånden. Den unge mand prøvede på at protestere, men klarede kun at få en pibende lyd ud, som fik Robin, som sad på en afsats lige over dem, til at tænke på et får der fik et lavement. Joey skubbede manden tilbage og fik ham til at falde på enden. ”Du må hellere gå.” Kvinden hjalp ham på og Robin så et kort glimt af en tåre i mandens øje. ”Det er okay, Sebastian” sagde hun og børstede ham af. ”Vi kan gå i biografen i stedet.” Manden, tydeligvis med såret stolthed, prøvede på at skubbe hende væk, men der var ingen styrke i ham. ”Hør her” hvinede han. ”Ved du hvem jeg er?” Joey så på ham og trak på skulderne. ”Kunne ikke være mere ligeglad.” Manden rejste sig i sin fulde højde, stadig 4 cm kortere end Joey og begyndte at tale. Joey slog ham i brystet og slog luften ud af ham. For anden gang faldt manden. Kvinden gik vredt over til Joey og pegede ham lige i ansigtet. ”Det var der ingen grund til.” Joey smilede til hende. ”Jeg troede at han skulle til at slå mig, så jeg slog først. Jeg er ked af det. Det var ikke meningen at skade den lille fyr.” Robin smilede på trods af situationen. Han vidste at det var forkert at slå manden og han lovede sig selv at han ville tale med Joey om det senere. Selvfølgeligt, måske troede Joey at manden, Sebastian, ville slå ham.

 

Parret fortsatte ned ad gaden, tilbage til garagen, og Robin klatrede tilbage op på taget. Mens han fulgte dem fandt han ud af at han brød sig mindre og mindre om manden. Han forstod ikke hvordan nogen med så mange penge og så meget tid ikke kunne finde bedre ting at tage sig til. Bruce Wayne, selvom han lod som om han var en social laps, var altid generøs med de penge han havde til rådighed. Robin tænkte på hvor meget godt der kunne gøres hvis flere mennesker ville bruge deres penge ligesom Bruce på at hjælpe. Men nogle mennesker bliver ødelagt af deres held, ligesom Sebastian, hvilket altid gjorde missioner som denne nemmere. Det var ikke første gang han var nød til at gøre dette og det ville sikkert heller ikke blive sidste. Han var nød til at gøre det. Det var hans personlige opgave. Det var noget han havde svoret at gøre. Han sparkede til noget sne, der lå på kanten af taget og lo da han hørte Sebastian. Han kiggede over kanten og så at kvinden så i hans retning. Dumt! Hvis Batman havde set ham gøre noget så dumt ville han aldrig slippe for at høre om det. Man skulle blive i skyggerne og lade ørerne se og øjnene høre. Havde kvinden set ham? Var det slut? Ville han blive nød til at holde og tage hjem som en fejltagelse? Hvis hun havde set ham sagde hun ikke noget, hvilket han var sikker på at hun ville. Hun ville uden tvivl havde peget på ham og skreget. Det havde hun ikke. Han kunne fortsætte med at følge efter dem.

 

Resten af natten gik med at han fulgte efter dem med ca. 1 kilometers afstand og lyttede til deres samtale, uden at høre noget brugbart. Omkring midnat kørte bilen ind på samme sted som den var startet fra og Robin skyndte sig op på  sit udkigspunkt.

 

Bilen var parkeret under en gadelampe og han satte sig ned for at holde øje med dem, mens de fortsatte samtalen. Han fjernede høretelefonerne og sukkede. Han kunne snart tage hjem.

 

Han var så langt væk i tankerne at han næsten ikke så kvindens hoved forsvinde. ”Hvad lavede hun?” tænkte han kort. Så dukkede en forfærdelig tanke op, da hans ungdommelige fantasi malede et lystigt billede for ham. han rejste sig. Fast besluttet på at stoppe det her og nu. På offentlig gade, for Guds skyld!

 

En behandsket hånd rakte efter batarangen på ryggen. Våbnet kom fri og han stod klar og sigtede på forruden. Så dukkede kvindens hoved op igen og han så hende holde en dametaske. Han slappede af og var overrasket over at finde ud af at han svedte, selv i den kulde. Med rystende hånd satte han batarangen på plads og tørrede sin pande. Han holdt nøje øje med dem og så dem læne sig mod hinanden. Robin smilede, tog høretelefonerne på igen og fandt en lille elektronisk dims frem. Han tændte for dimsen og ventede til de 2 hoveder næste rørte hinanden. Han trykkede på den førte af de 2 knapper. Inde i bilen sendte en lille sender en digital optagelse Robin havde downloadet fra fart.com hjemmesiden. Han kunne huske at filen havde heddet painfullylongandjuicy.wav. Han så kvinden trække hovedet væk. Han trykkede på den anden knap. Inde i bilen, under førersædet åbnedes en lille kugle og den kraftige lugt af metan fyldte bilen. Kvinden hostede tydeligt og viftede med hånden. Døren i hendes side blev svinget op og hun vaklede ud i den kolde luft. Hun bandede over manden, som råbte at han ikke havde gjort det. Så begyndte han at anklage hende. Hun græd og vaklede mod døren, som åbnedes og afslørede en ældre mand med gråt hår, klædt i en badekåbe. ”Barbara. Hvad er der, skat?” spurgte Jim Gordon sin datter. Hun løb forbi ham og ind i huset. Han kiggede ud på gaden og så Sebastian køre væk. Han trak på skuldrene og gik ind i huset igen og lukkede døren efter sig.

 

Et par tage væk rystede Dark Knight på hovedet. Han ændrede linserne i hætten til stjernelys og så at hans partner dansede en lille glædesdans. Så sukkede Batman. Han måtte vel hellere sætte bedre låse på kemilaboratoriet. Så, skjult i mørket, smilede han.

 

Barbara Gordon låste sig selv inde på sit værelse, på trods af hendes fars bønner. Hun fandt et lommetørklæde frem og begyndte at fjerne make-uppen, der løb ned ad hendes kinder. Et par minutter senere, da hun hørte sin far gå ind på sit værelse, stoppede hun med at græde. Hun fortsatte med at vaske sit ansigt og mens minutterne gik blev hendes sure ansigt afløst af et smil. ”Den 5. på 2 måneder. Den lille skid er ved at blive bedre.” Hun blev endelig færdig med at vaske sig og tog sin favorit pyjamas på. Mens hun kravlede i seng drev hendes tanker over på en vis ung mand med sort hår, der satte hendes puls op hver gang han var i nærheden. For nervøs til at snakke med hende, Til at fortælle om sine følelser, gemte han sig bag en maske af udfordrende optræden og barnlige narrestreger. Hun regnede med at han ville vokse fra det og måske endda snakke med hende som en voksen.

 

Men når han gjorde det, besluttede hun, ville hun lade ham vente. Måske endda i årevis. Hun ville ikke give ham nogen begrundelse. Ligegyldigt hvor triste de blå øjne syntes. Hver gang hun følte sig svag og klar til at opgive ville hun minde sig selv om hans forsøg på at fjerne alle de andre mænd fra hendes kærlighedsliv. Hendes tanker begyndte at vandre mens hun faldt i søvn og hun drømte om charmerende trapezartister og de Batgirls de elskede.