Batman: Hellig Terror 2: Oprydningen

Sej Disclaimer tingest: Jeg ejer ikke disse karakterer. Det gør DC Comics. Jeg ejer heller ikke ideen om Elseworlds. Dette er en fanfic kun til underholdning og jeg tjener ingen penge her.

Dette er en fortsættelse af DC Elsewoldshistorien "Batman: Holy Terror". Derfor vil det være en stor fordel at have læst historien. Men jeg skal forsøge at guide jer igennem den. Men jeg garanterer ikke for noget ;-)

Her er et lille resume:

"Batman: Holy Terror" foregår i en mørk verden. I vores verden døde Oliver Cromwell, den selvudnævnte Store Beskytter af England, i 1658 af malaria. Hans undertrykkende, teokratiske ideen om religion og regeren fik ikke tid nok til at sætte sig fast. Sådan gik det ikke i Elseworlds. Her overlevede Cromwell 10 år længere og hans ideer blev mere grundfaste. Derfor blev det undertrykkende Teokrati han dannede overført til det såkaldte "Amerikanske Commonwealth", hvor det trivedes.

I "Batman: Holy Terror"s verden er alt ikke vel. Jøder er en forfulgt minoritet. Tre millioner homoseksuelle og andre "syndere" er blevet "fjernet" eller "omskolet" om året. Prostituerede og andre "syndere" bliver underlagt en grufuld "aversion terapi". Synd og forbrydelser bliver straffet hårdt, meget lig "et øje for et øje". Oprør mod staten og status quo, i alle former, er forbudt. Vi hører for eksempel at "millionær industrimanden Oliver Queen" er blevet henrettet af staten for offentliggørelsen af de litterære værker af "pornografiforfattere" som Isaac Singer. Hvide, landejende "Kristne" mænd har flere stemmer i alle afstemninger. Kvinder har ingen. Mænd uden jord og minoriteter (ligegyldigt om de ejer jord eller ej) har kun en halv stemme.

Alt dette sker selvfølgelig under overfladen. På overfladen ligner alt et velordnet, Gudfrygtigt paradis menneskekærligt styret af Gehejmerådet og Star Chamber. Amerikansk Commonwealth har taget erklærede skæbne til sig og har travlt med at eksportere sine regler og undertrykkelse under tvang over hele kontinentet. Overalt i Nord og Sydamerika, kun Peru er endnu ikke erobret og den står øverst på listen. I Guds navn, selvfølgelig.

Og i denne kogende kedel springer: Batman. Hvorfor Bruce Wayne blev Batman og hvad han møder i hans kamp mod undertrykkelse er kernen i historien.

Pyyha. I må undskylde den lange forklaring, folkens. Nå, men i gang med historien.

Fra Fader Bruce Waynes, Jesu Samfund, dagbog. Skrevet i det herrens år 1993, 1963 år efter vor herre Jesu' opstigen til himlen og 355 år efter den Guddommeliges Frelse af hans tjener, Den Store Beskytter, Oliver Cromwell.

Ligesom min far gjorde det, holder jeg denne dagbog i håbet om at nogen en dag skal komme til at kende den rigtige Bruce Wayne. Jeg ønsker at de skal kende Nattens Hævner lige så godt som Guds ydmyge præsts. Og ja, på trods af det hele, tror jeg stadig på Ham. Det er staten jeg afviser. Gehejmerådet og alle dem der har forvredet Hans ord til deres egne formål. Verdslige formål, ikke Guds i hans uendelige nåde og visdom.

Men hvor skal jeg begynde? Hvad var det der startede det hele? Denne kalejdoskopiske rejse til oprør og besættelse for mig? Var det mine forældres død? Var det begyndelsen for mig? Var det virkeligt så simpelt? Ja, på mange måder tror jeg det.

Jeg var kun 9 år gammel, da mine forældre blev taget fra mig. Dræbt foran mine chokerede øjne i en beskidt Gotham City gyde på vej hjem fra biografen. Vi havde set "The Mask of Zorro" og den dag i dag er det jeg husker bedst fra da vi forlod biografen ophidselsen jeg følte. Jeg ønskede at være Zorro. Ikke fordi han var en helt eller fordi at bekæmpe undertrykkelse var det rigtige at gøre. Nej, fordi det så ud til at være sjovt.

Men så, mens vi gik glade og leende over mod vores bil slog døden ned som lynet. En meningsløs, tilfældig forbrydelse fik jeg at vide. De fangede aldrig morderen. I mange år derefter brændte jeg, kogte, efter retfærdighed. Nej, ikke retfærdighed. Hævn.

Det var første gang jeg mødte Lord High Commisioner, Jim Gordon. Dengang var han kun Inquisitor, nyligt overført til Gotham fra New Amsterdam. Han var den Inquisitor, der skulle efterforske mine forældres død. Han var en venlig mand og god, mente jeg. På trods af alt mener jeg det stadig. Den gode Inquisitor fandt interesse for en stakkels forældreløs dreng. Han blev en slags læremester for mig. Han pressede mig aldrig, men på trods af hans stille natur vidste jeg at han i hemmelighed var glad og stolt, da jeg kundgjorde til verden i en meget ung alder at jeg ville være Inquisitor når jeg blev gammel nok. Jim Gordon og Alfred var de eneste der ikke lo ad mig eller anså min beslutsomhed for en barnlig indskydelse. Vi gik alle tre sammen om at virkeliggøre min drøm. I træningslokalet Alfred indrettede til mig i kælderen i Wayne Manor trænede jeg min krop. En Inquisitor skal være veltrænet og jeg var fast besluttet på at blive den bedste Inquisitor jeg kunne. Jeg trænede konstant og drev min krop og ånd til grænserne. Hvis Amerikansk Commonwealth stadig havde deltaget i Olympiaderne var jeg sikker på at jeg kunne have været stjerneatlet i en hvilken som helst af et halvt dusin sportsgrene. Svømning var en af mine favoritter. Et stykke tid boede jeg næsten i den pool der var i mit private træningslokale. Smilende talte Alfred om gæller og finner.

Sammen med Jim Gordon trænede jeg min hjerne. Tålmodigt udholdte han mine endeløse runder af spørgsmål. Han gav mig bøger og delte sine sager med mig. Under hans instruktion begyndte jeg hurtigt at lære kunsten af opklaring. Han lærte mig at træne mine observationsevner og hvordan jeg skulle stille de rigtige spørgsmål, når jeg skulle følge spor i en undersøgelse. Jeg lærte alt om Inquisitoral procedurer og grundene bagved. På egen hånd begyndte jeg at studere psykologi og den menneskelige hjerne i et forsøg på at forstå hvad der motiverede folk.

Jeg var 16, da jeg første gang hjalp Jim Gordon med at løse en særligt svær sag. Seriemorderen, som pressen havde døbt "The Joker" havde været på fri fod alt for længe. Inquisitorerne stod på bar bund. Han og hans forfærdelige "Joker Venom" havde omkring 50 ofre på samvittigheden da Jim kom til mig. Solopgangen hver dag afslørede nye beviser for hans nådesløse vanvid i form af lig med ansigtet frossent i en skrækkeligt leende grimasse. En syg, ulækker parodi på latter og smil.

"Sikke en Inquisitor du bliver, Bruce" gratulerede Jim mig efter at min kemiske analyse af "Venom" havde ført til opdagelsen af en sjælden katalytisk enzym, der kun var tilgængelig fra en enkelt kilde og derfra til Jokerens tilfangetagen og arrestation. Denne ros var meget velkommen. Det var en af de stolteste dage i hele mit liv, da jeg så retssagen, der fandt Jokeren skyldig i mord, på tv. Jeg så også med tilfredsstillelse henrettelsen live fra Coventry. Og jeg tilstår at jeg fandt det en lille smule ironisk at massemorderen blev henrettet med en dødelig sprøjte.

Og dog - og dog.

Det var ikke nok. Min sejr var ligesom - hul. Min tilfredshed forsvandt hurtigt. Og, til syvende og sidst, var mine forældre stadig døde. Jeg vidste hverken ud eller ind. Fortabt i bølgerne af et planløst liv uden formål eller pligt. Jeg havde troet at det at blive Inquisitor var svaret. At mine forældres ånder kunne hvile og stoppe med at hjemsøge mine drømme, hvis jeg bare kunne bringe en lille smule retfærdighed ind i verden. En lille smule beskyttelse af de uskyldige. Hvis ikke for deres skyld så for nogle andres.

Men det var ikke sådan det skulle være. Jeg var fortabt. Alle mine planer ødelagte. Hvis ikke Inquisitor, hvad så? Hvordan kunne jeg begrave mine døde, få orden på en kaotisk verden og måske finde en smule fred for min tyngede sjæl? Jeg vidste det ikke.

Jeg kan ikke sige nøjagtigt hvad det var der fik mig til at gå ind i Gothams Cromwells Katedral denne specielle sabbat. Eller rettere. Jo, jeg kan - Det var for at finde Guds plan for mit liv og besvare hans kalden.

Jeg vågnede deprimeret den morgen. Jeg havde endnu ikke fortalt Jim Gordon om min beslutning om ikke at blive Inquisitor alligevel. Jeg så ikke frem til at se skuffelsen i hans øjne når jeg fortalte det. Ikke engang Alfreds fremstilling af min yndlingsmorgenmad bestående af chokoladepandekager med bacon og friskpresset appelsinjuice var nok til helt at løfte tungsindet. Alfred er vidunderlig. Det nærmeste jeg har haft på en far siden mine forældre døde. Han kender mig så godt. Han kan mærke mit humør og han ved altid hvordan han skal fjerne tristheden, som, til tider, truede med at fortære mig. Det var ham der sad ved min seng i uger og måneder efter at jeg blev forældreløs og holdt mareridtene væk. Jeg vil altid være taknemlig for hans endeløse skåle med popcorn, hans nybagte småkager, stadig varme efter ovnen og vores endeløse gåture rundt den store grund der tilhørte Wayne Manor, mens vi snakkede om intet og alt på samme tid.

Han reddede min forstand.

Den dag havde han besluttet at jeg havde brug for at blive forkælet. Alfred er en fantastisk kok, men det er ikke ofte at jeg tillader mig at sætte min appetit fri. Grådighed er jo en af de syv dødssynder og en overvægtig Inquisitor er tit en uheldig Inquisitor. Så jeg er påholdende og spiser lidt på trods af Alfreds evner som kok. At give efter for fristelser er også en synd. Deri var jeg standhaftig. Men ikke den dag. Den dag skulle det være anderledes. Og hvorfor ikke? Jeg skulle jo ikke være Inquisitor længere, så hvorfor ikke nyde frugterne af Alfreds kulinariske anstrengelser? Hvad kunne det betyde?

Det lyder måske banalt at sige at Guds Hånd ledte mig ind til gudstjenesten den specielle sabbat. Det er sandt nok at jeg deltog regelmæssigt. Eller rettere min krop gør. Ligesom de fleste andre, tror jeg, havde jeg altid gået i kirke pr. automatik. Fordi det var det rigtige at gøre. Jeg overholdt loven og betalte mine skatter til tiden, omhyggeligt, generøst endda. Med dette var anderledes. Overhovedet ikke det samme. Da jeg tog min plads i kirkestolen havde jeg ingen mistanke overhovedet om hvad der ventede mig. Ikke engang da Fader Doyle gik til siden og Biskop Caspian tog hans plads bag alteret. Han dominerede katedralen med det samme. Hans tilstedeværelse rakte ud til os alle. Hans Eminence er en kraftfuld, karismatisk taler. Og han talte direkte til mig. Eller sådan virkede det i hvert fald.

Jeg var tabt, men jeg opdagede at jeg ikke var alene. Aldrig alene. Gud var med mig. Under Biskoppens ledelse, som Jim Gordon før ham, fandt jeg min rette vej. Freden lagde sig over mig som et stort varmt tæppe mod nattens kulde. Mine forældre var blevet taget fra mig, ja. Det var der intet der kunne forandre. Men måske var der en grund til det, selvom det ikke var en min stakkels dødelige hjerne kunne forstå. Og hvis deres morder undgik menneskets fejlbehæftede, menneskelige retfærdighed kunne han aldrig undgå Guds dom. Til syvende og sidst ville han komme til at betale.

Men på aftenen for den største dag i mit liv, dagen for min ordination, blev min verden smadret igen. Endnu engang blev verdenen meningsløs og fuld af vilkårlig, uforklarlig vold og forbandelse.

Alt holdt op med at give mening.

Jeg kan huske at jeg var ked af at Alfred ikke tog imod mit tilbud om at blive i sit hjem i Wayne Manor. Det var måske en lille form for straf for mine fejl. Alle mine andre jordlige ejendomme donerede jeg til Kirken i overensstemmelse med de løfter jeg snart skulle afgive. Men, af en eller anden grund kunne jeg ikke få mig selv til at skille mig af med mit fædrene hjem. Der var for mange minder der. Minder jeg ikke kunne bære at miste. Lugten af min fars kirsebærsduftende tobak - den dvælende duft af min mors moskusagtige blomsterparfume - mindet om hendes friskbagte pie på Sabbatten, et særligt traktement for de ringere stillede familier, som altid blev inviteret til Wayne-familiens bord på Herrens Dag. Alfred måtte ikke lave maden den dag. Det var min mors særlige gave til Gud og hendes medmennesker, givet af kærlighed og godhed. Så jeg oprettede en lille fond til vedligeholdelsen af Wayne Manor i mit fravær.

Jeg var i kælderen på det sidste nostalgiske besøg hos min gamle drøm om at blive Inquisitor, da Jim Gordon overraskede mig. Jeg vidste at der var noget galt med det samme jeg så ham stå der ludende og eftertænksom, som om hele verdens vægt lå på hans skuldre. Han kunne ikke se mig i øjnene. Han stirrede på sine sko som om det var det mest fantastiske Gud havde skabt og hviskede, "Jeg - Jeg fortalte dig at jeg aldrig fandt manden der dræbte dine forældre. Det - Det var løgn. Han hed Joseph Chill. Og han var død før jeg fandt ud af hans navn. Bekvemt dræbt i et fængselsoprør i Coventry. Han var fange og blev kun sat på fri fod for at dræbe dine forældre og få det til at se ud som en tilfældig gadeforbrydelse, et røveri. Men det var det ikke. Det var en henrettelse, Bruce. En statshenrettelse". Jeg kan stadig huske min fornægtelse. Selv nu flere år senere. "Men - Men det er jo absurd" råbte jeg forfærdet. "Min far var personlig læge for Gehejmerådet. Hvorfor skulle de ønske at slå han ihjel?". Han rettede på sit slips og stirrede ugleagtigt på mig fra bag sine tykke briller. "Du kendte kun den ene side af dine forældre, Bruce" fortalte han mig med sine våde, men vidtskuende blå øjne overvældede af medlidenhed over den åndelige smerte der lyste fra mine øjne. "Du så kun de loyale borgere. Ikke de radikale agitatorer, som blev stillet for retten in absentia og dømt for forræderisk virke. Ser du, de var for højt placerede i Kirkens Hierarki, Den Hellige Elite, til en offentlig retssag. Staten kan ikke lide at skulle indrømme at borgere med så høj klasse kunne være forrædere. Så det skulle være en tilstrækkeligt skjult henrettelse til at ligne en tragisk ulykke. Og dog tydelig nok til at de andre oprørere blev afskrækkede. Disketten han rakte mig var det endelige bevis. Min hånd rystede da jeg tog den. "Kan du ikke se det?" mumlede han. "Jeg kunne ikke lade dig blive en del af det system der slog dine forældre ihjel. Jeg var nød til at fortælle dig sandheden".

Med hovedet begravet i hænderne så jeg ikke melankolien, som løb over hans ansigt og holdning. Men jeg hørte den i hans stemme. Jeg glemmer aldrig hulheden i hans stemme. "Men alt hvad det lykkedes mig at gøre var at flytte smerten fra et hjerte til et andet".

Og så forlod han mig med hovedet bøjet af den nye/gamle byrde. Han gik stille ud af mit hjem og mit liv. Næste dag, dagen for min ordinering, var ikke så lykkelig som den skulle have været. Jim Gordon havde berøvet mig det. Men da jeg mærkede Judsons hænder på mit hoved, mens han bad om Guds velsignelse når jeg begyndte et nyt liv som Hans præst, vidste jeg at jeg havde truffet den rette beslutning. Mens de traditionelle løfter flød over mine læber (Gudskelov stammede jeg ikke), afgav jeg et andet, stille, mere personligt løfte. At jeg ville bekæmpe dem, søge hævn. Indefra. Og jeg ville begynde med at finde de medlemmer af Gehejmerådet, som dømte og myrdede mine forældre.

Og så fandt jeg min fars dagbøger. Gemt på et sikkert sted, hvor jeg ville finde dem og læse. Som Jim Gordon havde sagt var min viden om mine forældre meget mangelfuld. Først og fremmest var min far læge. En helbreder der havde svoret at redde liv, at bringe trøst til de syge og sårede. Mine fingre var følelsesløse af skræk, mens jeg læste videre til langt ud på natten. Side efter side med grufuldheder - ugifte, gravide kvinder, der slugte syre for at abortere det liv der voksede inden i dem for ikke at blive udstødte og fængslet - homoseksuelle og prostituerede udsat for terapi for at fremkalde aversion og omskoling, dækket af brændemærker fra elektrochok. Nogle havde skamferet deres egne kønsdele i et desperat forsøg på at skjule hvad de var, hvordan Gud havde skabt dem. Disse ofre fik ikke adgang til normal medicins behandling. Men min far kæmpede for dem. Helbredte dem, når han kunne, sørgede over dem når han ikke kunne på sin egen illegale, skjulte måde.

Dr. Charles McNider, min fars nærmeste medarbejder, er blind, men han åbnede mine øjne for den hårde sandhed. Min fars brødre i modstanden mod staten - alle fanget - alle henrettet - navnene. Så mange navne - Alan Scott og hans "Radio Frit Amerika" - Carter og Sheira Hall, arkæologer og våbensmuglere - Rex Tyler, hemmelig fremstiller af stoffer til de hemmelige klinikker - Oliver Queen, hvis eneste "forbrydelse" var at han nød en god historie, og døde for at bringe Isaac Bashevis Singers fornøjelige historier til offentligheden. Fordi Singer var Jøde.

Og Charles McNider selv. Han overlevede da "galningen", i virkeligheden statsagent, smed syre i øjnene på ham. Blind, men i live. Men hans elskede kone, Myra, var ikke så heldig. Hun blev "overfaldet" med en kniv og efterladt blødende langsomt ihjel i en beskidt, forladt gyde på vej hjem en aften. Af en "forbryder", som bekvemt nok aldrig blev fanget. Så lig mine forældres død at mit hjerte sank, da jeg hørte ham fortælle om det. Charles McNider lærte lektien. Ikke flere modstandsaktiviteter til ham. Der var selvfølgelig næsten heller ikke noget organiseret modstand tilbage på det tidspunkt.

Det var Dr. McNider, der først fortalte mig legenden om Den Grønne Mand. Rygter i virkeligheden. En bøn, et håb, historier om en eller anden der var fanget i Katedralen, en eller anden med nok styrke til at udfordre, at true, staten. Charles advarede mig mod at tro på myterne. Nogen gange spekulere jeg over hvad han ville have gjort, hvis han nogensinde opdagede hvor meget han havde taget fejl. Og hvor tragisk, fortvivlende ret han havde haft samtidigt.

Ikke så snart havde jeg afgivet mine løfter om kyskhed, fattigdom og lydighed før jeg brød dem. Med vilje brød jeg løftet om lydighed. Jeg havde mange gange set Judson taste sit kodeord til ChurchNet-databasen. Jeg kendte det. Vores Biskop er en tillidsfuld mand på trods af sin barskhed. Jeg tillod ikke mig selv at tænke over hvordan jeg forrådte hans tillid, hans venlighed og medlidenhed for en fortabt ung mand. Ved hjælp af hans stjålne adgangskode fandt jeg nemt oplysningerne jeg skulle bruge. Oplysningerne, der førte mig til Katedralen. En massiv bygning, hvor den verdslige magt i Amerikansk Commonwealth holdt til. Førte mig til Katedralen.

Og til Dr. Saul Erdel og Den Grønne Mand.

At forråde Judsons tillid anden gang, og bruge hans adgangskode til at komme uset ind i Katedralens indre, var nemmere end første gang. Forræderi, som enhver anden kunstform, bliver nemmere med øvelsen, ikke? Jeg regner med at min tørst efter hævn beroligede min samvittighed. Jeg fortsatte ned og ned og ned.

Og de ting jeg fandt.

Mænd i bure som laboratoriedyr. I bur og eksperimenteret på.

Barry var den første jeg fandt. Barry var en Inquisitor-forsker som kom ud efter en laboratorieulykke med en stor gave. En gave bestående af utrolig hurtighed. Der var så meget han kunne have gjort, så meget godt han kunne have nået. Og, med Gud som mit vidne, Barry var en god mand. Det er sandt at jeg kun kendte ham kortvarigt, mindre end 2 timer i det hele, før han døde. Myrdet, så sandt som jeg lever, af djævelen Erdel.

Med min hjælp undslap Barry "Hamsterburet", som han kaldte det. Men der var andre. Ved hjælp af de elektrificerede kemikalier, som havde givet Barry hans evner havde Dr. Saul Erdel fået til opgave at skabe andre som Barry. Det lykkedes ham aldrig. Men det afholdt ham ikke fra at prøve. Resultaterne, de menneskelige vrag han efterlod i sit kølvand var forfærdelige.

En ung kvinde, hvis hjerne var den eneste del af hendes krop, der var blevet påvirket af kemikaliebadet. Hun kunne ikke sætte farten ned på sin tankevirksomhed og tankerne for af sted med lydens hastighed, men hun var fanget i en krop 1000 gange langsommere.

En 3-årig dreng, som ældedes 3 år om ugen. Han døde indenfor 6 måneder efter sin nedsænkning i kemikaliebadet. Og forstod aldrig rigtigt hvad der skete med ham.

Og så var der Arthur.

Det var Barry der førte mig til Arthur, men han vidste næsten intet om ham. Arthur er "en amfibisk humanoid med begrænsede telepatiske evner" ifølge journalerne. I virkeligheden er han - en tragedie. En levende tragedie. Barry var en af Erdels "yndlinge" indtil Doktoren slog ham ihjel. Han vidste ikke hvor Arthur kom fra, men han vidste at han sørgede over ham.

De studerede Arthur ligesom Barry. Og ligesom Barry prøvede de på at knække ham, at udnytte ham. Han - knækkede. I millioner stykker. Jeg glemmer aldrig mit første glimt af Arthur. Han flød i sin glasbeholder og stirrede ud i luften med øjne så blå som havet, som skulle have været hans hjem, knæende mod brystet i fosterstilling, som et ufødt barn i livmoderen.

"Arthur? Arthur, kan du høre mig?" smerten i Barrys stemme glemmer jeg heller aldrig. Ligesom mange andre ting jeg så i projektet. Arthur flød formålsløst rundt i sin beholder, fortabt i sin egen verden af smerte.

"For pokker, Arthur, sig noget." hviskede Barry og jeg så tårer løbe ned af kinderne på ham. "Sig noget."

Men Arthur forblev stille.

Nej, Barry kendte ikke Arthurs historie. Det blev Barbara, der hackede sig ind til Projektets filer og opdagede sandheden om Arthur. En afsondret fyrfyrpasser ved navn Tom Curry fandt Arthur. Han levede sammen med en flok delfiner og de blev venner. Derefter overlod han ham til staten. Arthur kostede staten mere den de traditionelle 30 sølvstykker, der er en forræders løn.

Arthur var den eneste jeg var i stand til at redde. Og var det ikke for Garth var det heller ikke lykkedes. Garth er Arthurs søn. Barry kendte intet til Garth. Erdel havde specielle planer for ham, ser du. Garth var et vellykket eksperiment. Det lader til at Arthur ikke var det eneste havmenneske den heldige Tom Curry løb på. Hendes navn var Lori og Curry legede med hende i et stykke tid. Og da han så blev træt af hende overgav han hende til Projektet ligesom Arthur. Rent faktisk har Arthur og Lori mange børn. Erdel parrede dem mere end en gang. Ikke på den traditionelle måde. Arthur var katatonisk og - ude af stand. Det er utroligt hvad der kan lade sig gøre i et laboratorium i dag. Garth var dog den eneste der overlevede.

Garth ligner ikke den lyshårede, blåøjede Arthur. Han er en ret flot und mand med mørkt hår og livlige lilla øjne. Selv arrene over hans venstre øje, resultatet af et "opmuntrende eksperiment" får ham kun til at se smart ud. En smule som et pirat. Han må ligne sin mor, Lori. Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig mødt hende. Som så mange andre, Gud alene ved hvor mange, var hun død før jeg overhovedet hørte om Projektet. Hun døde faktisk da hun fødte Garth. Men Garth er meget levende. Og vred. Meget, meget vred.

Ligesom mig.

Med Garths hjælp lykkedes det mig at smugle både ham og hans far ud af Statens kløer. Men ikke før Barry var død. Erdel var virkelig ked af det, tror jeg. På sin egne forvredne måde var han meget glad for Barry. Men det afholdt ham selvfølgelig ikke fra at slå ham ihjel.

"Selvom hans brugbarhed som forsøgsperson sluttede for flere måneder siden var jeg blevet ret glad for ham" sagde Erdel følelsesløst samtidigt med at han trykkede på en bestemt knap på sin computer. "Men" smilede han "jeg lærte dog noget ved at studere ham". Jeg vil altid huske synet at ilden der sprang op omkring Barrys krop, da han sprang frem superhurtigt efter Erdels strube. Det... og så lugten af brændende kød. Jeg er bange for at jeg tager den lugt med mig i graven. "Nemlig," fortsatte Erdel, næsten som om han underviste et klasseværelse fuld af ivrige studenter "Den elektrokemiske "aura", som hans krop generer for at beskytte ham mod friktionen. Jeg lærte at måle den....at duplikere den...". Erdel stoppede ikke engang da han afsagde dødsdommen. "Og hvordan man neutraliserer den" sagde han. Barrys sidste ord, mumlet mens han brændte var et navn. "Iris".

Det var nemt for Barbara at spore Iris West, Barrys ex-kæreste. Hun er en berømt journalist på Central City Picture News. Jeg tøvede længe før jeg nærmede mig hende. Jeg spekulerede på hvordan hun ville reagere på nyheden. I hvilken retning ville hendes sorg skubbe hende? Mod mig? Eller mod Staten? Men til syvende og sidst var jeg nød til at fortælle det. Så meget skyldte jeg i hvert fald Barry. Det viste sig at jeg ikke havde noget at bekymre mig om. Iris West var ligeså modig som hun var smuk. Og hun var ikke noget fjols. Hun kendte godt sandheden om Gehejmerådet og deres magtmisbrug. Jeg opdagede at hun intet kendte til Projektet. Jeg så hendes øjne blive store af skræk da jeg fortalte hende at Barry ikke var død i den laboratorieulykke som hun havde fået at vide. Og så blev hun overvældet med vrede da jeg fortalte hende om hans skæbne for Erdels hænder. Hendes hænder blev knyttet mens hun græd.

Gud, så mange vrede mennesker.

Hvor skal det ende?? Hvor?

Barry var allerede død, da jeg kæmpede med tingen med leransigtet Erdel kaldte "Matthew". Kæmpede... og tabte. Det føjelige, stumme væsen holdt mig fast i sit greb mens Erdel dirigerede det mod sit laboratorium. Til min skræk gik det op for mig at han ville "undersøge" mig. Han troede at jeg var mere end menneskelig takket være min hård trænede evne til at beskytte mig selv. Han tog fejl der. Men han nægtede hårdnakket at lade sig overtale til det modsatte. Trodsigt svor jeg at der altid ville være folk som mig, som Barry, der ville bekæmpe både ham og Staten. "Måske" indrømmede han med et sørgmodigt blik på min ranke ryg, mit beslutsomme ansigt, som ikke helt var dækket af min hætte. "Men hvis det sker, må vi bare tage os af dem". Med en stor bevægelse, hans egen demonstrative udfordring, svingede han dørene til laboratoriet op og "Matthew" skubbede mig igennem "sådan her" sagde Erdel.

Kroppen der hang fra sit kors af medicinsk udstyr lyste unaturligt grønt. Manden, hvis det var hvad han var, lå stille og livløs på sit kors ligesom Kristus ved sin korsfæstelse. En vild krølle af hans hår hang ned over hans pande. Mit hjerte sank ved det ynkelige syn. Han så meget ung ud. På en eller anden måde vidste jeg at noget særligt var blevet taget fra vores fattige verden. Flået ud af eksistens alt for tidligt. Noget - nogen vigtig, måske uerstattelig. Det hærgede udtryk i mit ansigt fik Saul Erdel til at banke let på sine tænder med en bedrøvet eftertænksom finger. "Et Gudsfrygtigt par fra Kansas fandt han over overgav ham til os. Det stærkeste eksemplar jeg nogensinde har undersøgt" sagde han tankefuldt "Med en overraskende samling af evner. Jo ældre han blev jo stærkere blev han". Lyset glimtede i linserne i hans runde, slebne briller. "Og mere oprørsk" påpegede Erdel og så på mig igen. "Han blev mere og mere besværlig at kontrollere indtil vi til sidst blev nød til at eliminere truslen med et stykke radioaktivt rester vi fandt i rumskibet han blev fundet i". Sorgen vejede tung på mig og jeg sværger på at tårer slørede mine øjne, brændende varme og skoldende mod mine kolde kinder. Jeg forsøgte ikke engang at stoppe dem. Tragedier skal der grædes over. En bundløs følelse af tab, ødelagt håb overvældede mig næsten. Med sorg i hjertet huskede jeg Charles McNiders advarselsord om ikke at sætte for stor lid til myten om Den Grønne Mand.

Jeg omfavnede min vrede nu, al den vrede jeg havde brugt halvdelen af mit liv på at afvise, bekæmpe. Det føltes - herligt - tilfredsstillende - som om jeg var hel for første gang i mit liv.

Må Gud tilgive mig. Jeg - Jeg dræbte tingen Erdel kaldte "Matthew". Med vilje. Et laboratorium er et mærkeligt, brugbart sted. På mere end en måde. Hvis en mand er klog kommer han aldrig til at mangle et ordentligt våben i sådanne omgivelser. Jeg brugte en tank med flydende nitrogen til, bogstaveligt, at fryse "Matthew" og så tog jeg - jeg en stol og smadrede ham. Måske tilgiver Gud mig. Men jeg kan ikke tilgive mig selv. Stirrende skrækslagent på resterne af hvad der engang var et menneskeligt væsen svor jeg endnu en ed. Aldrig mere. Aldrig mere ville jeg tage liv. Det var Guds beslutning alene. Ikke min. Under kampen trak Erdel en pistol. Efter "Matthew" var død truede han mig med den og svor at han ville fuldføre sine tests på mit lig, hvis det blev nødvendigt. Jeg langede ud og ramte hans arm og ødelagt hans sigte. Mens jeg kastede mig ned på gulvet hørte jeg flere skud blive affyret. Jeg så kuglerne ramme Den Grønne Mand på korset - og rikochettere. Erdel blev ramt i brystet, lige i hjertet, af en af kuglerne. Han døde med det samme. Den poetiske ironi slog mig hårdt, næsten som et fysisk slag. Erdel havde ikke fjernet alle Den Grønne Mands kræfter sammen med hans liv. I stedet havde han fundet sin egen pludselige død. Guds retfærdighed, om du vil.

Jeg så på manden der han på korset og et lille blidt smil dukkede op i mundvigene. På en eller anden måde vidste jeg at dette var ikke den måde han ønskede. Jeg tror at det ville have gjort ham skamfuld og forfærde ham, at være skyld i et andet menneskes død.

Blidt, som om jeg frygtede at skade ham yderligere, løftede jeg ham ned fra korset. Han føltes stadig varm. Det kunne ikke have været længe siden døden hentede ham. Åh, Gud. Hvis jeg bare var kommet tidligere. Jeg kunne måske have reddet ham. Åh, Gud. Hvis bare.

Jeg havde intet sakramente at tilbyde og min eneste embedsdragt var det mørke kostume jeg bar for at skjule min identitet. Den min far havde båret dengang han forestillede en dæmon i et lokalt skuespil. Men alligevel fandt jeg mig selv i gang med at give den sidste olie. Jeg er dog stadig Guds Præst.

"Åh, Gud, Send Helligånden ned i denne kostbare olie. Lad alle der er blevet salvede med denne himmelske medicin være beskyttede i krop og sjæl."

Jeg kendte ikke engang hans navn da jeg overgav hans sjæl til Guds hænder. Da jeg ikke havde et navn at kalde ham kaldte jeg ham efter mit hjerte. Jeg kaldte ham min bror. Og han var. Jeg berørte hans pande som om mine fingre var dyppet i den Hellige Olie, som de faktisk burde have været til denne hjerteskærende handling. Mine hænder rystede da jeg slog korsets tegn for ham og mine øjne brændte af tilbageholdte tårer. Må Gud tilgive mig. Sorg er en egoistisk ting. Døden behøver ikke at være en tid med tab og sorg. Det burde være en glæde. Min bror var Hjemme. I et bedre sted end dette slør af tårer. Hvordan skulle han ikke kunne være glad? Det var kun de efterladte der sørgede.

Jeg stødte på Garth i hans vandfængsel ikke længe efter det. Han bankede på det gennemsigtige stål, hans bur bestod af, med ansigtet forvredet i vrede og skreg lydløst. Det tog mig ikke længe at komme ind i Erdels computer og befri den unge mand. Sammen med Arthur lykkedes det os at undgå vores forfølgere.

Det var mere end to år siden. Mange ting kan have ændret sig siden.

Da jeg forlod Projektet svor jeg en sidste ed til mig selv. Jeg ville vende tilbage og befri så mange af de stakkels sjæle jeg kunne. Guds nåde. Hvis jeg bare havde vidst. Hvis bare. Men endnu engang tog det Barbaras store evner med et computertastatur at afsløre den sande dybde af min dumhed. Og mit nederlag.

Efter Erdels død havde Gehejmerådet benyttet chancen til at gennemgå Projektet. Trods al sin hensynsløshed havde Erdel faktisk få vellykkede resultater. Barry var død. Det var "Matthew" og Den Grønne Mand også. Arthur var katatonisk. Garth var - væk. Opholdssted ukendt. De fleste af de andre var affald. Kun menneskelige vrag. Fejltagelser de skulle - fjernes. Hvilket var nøjagtigt hvad der skete med dem.

Jeg var for sent på den. Da jeg endeligt var i stand til at hjælpe dem - var de fleste allerede døde. Elimineret af Staten som "ubrugelige".

Den nye leder af Projektet, Dr. Hugo Strange, tog over så det forslog. Han var psykolog og det ser ud til at han koncentrerer sig om psi-subjekter. Hans metoder, mindre brutale - mere sofistikerede end Erdels kluntede komplotter, har ikke resulteret i flere "knækkede" emner som Arthur. Når Strange endelig har frembragt et emne spilder han dem ikke som Erdel gjorde. Men, ifølge Barbara, havde han kun begrænset succes i at fremstille emner efter som han ikke var den fysiske forsker Erdel var. Begrænset, ja. Men han har haft succes.

Strange kalder ham "Adam". Han er, med Stranges ord, "Den første af en ny race". Mærkeligt nok lader det til at være hans rigtige navn, Adam Blake. Begavet med massive psykiske kræfter lige fra telekinesis til telepati. Adam Blake er en mutant. Født "100.000 år før sin tid", hvis man skal stole på Strange. Hans mor var "frivillig" og det eneste hun husker af Adams fødsel er den mærkelige komet der fløj over dem mens hun fødte i Stranges grådige, ventende hænder.

Jo, jo. Jeg skal stadig tilbage til Projektet. Der er stadig arbejde at lave der. Snart. Jeg har lært lektien på den hårde måde. Ikke mere venten her.

I disse dage bærer jeg mange kasketter. For min menighed i Gothams forkuede South Side er jeg "Fader Bruce" deres præst, der altid er villig til at hjælpe i sorgens stund. Altid villig til at lytte til deres sorger, når jeg ikke kan hjælpe på nogen anden måde. De er gode folk, for det meste, min menighed. Virkelig jordens salt. Det er min glæde, mit privilegie, at sørge for dem. Der skal så lidt til, så meget lidt til for at gøre dem glade. Nogen gange bare et smil, en varm berøring af et andet menneske der skal til. Og de fortæller mig ting. Mange, nogen gange brugbare ting.

"Åh, Fader Bruce" hviskede Rene Montoya i min skriftestol for mindre end en uge siden. Hun var en meget vred Inquisitor. "Ordren er kommet fra Rådet. Der skal ske en forfølgelse af formodede jøder inden månedens udgang. Min nabo - Gamle Fru Levy. Åh Fader. Hun er en god kvinde. Da jeg blev såret sidste år kom hun med kyllingesuppe i spandevis i flere uger. Indtil jeg var rask igen. Hun besøgte mig på hospitalet. De vil forvente - De vil forvente at jeg arresterer hende. Hvad - Hvad skal jeg gøre, Fader?". "Vi må alle følge vores samvittighed, mit barn" kan jeg huske at jeg fortalte hende. "Du må udføre Guds ønsker". Da udrensningen kom var der ingen jøder i hele Gothams sydside som blev fanget i vandviddet. Vi fik dem alle sikker til Europa og friheden. Også Fru Levy. Rene fulgte sin samvittighed.

Ja, de fortæller mig ting. Og jeg fortæller dem ting.

Greenberg-familien har været Kristne i mere end en generation. De konverterede under tvang under Nauvoo-massakren efter Zion-statens fald. Ligesom mange andre jøder fulgte Greenberg-familien deres store spirituelle leder Lewis "Moses" Brandeis, da han forsøgte på at føre dem væk fra undertrykkelsen. Om Moses siger de stadig "Fra Moses til Moses - Der er ingen som Moses". De vandrede i årevis, jagtet af stædigt had og Kirken fra sted til sted indtil de slog sig ned i deres Zion-stat og prøvede på at skabe et hjem for dem selv. I bedste fald var Zion et sølle, vanvittigt forsøg på at undslippe deres elendighed for mange Amerikanske Jøder. De havde ingen chance mod den amerikanske hær, der slog ned på dem med det samme. De kæmpede modigt. Men de tabte. Da Greenberg-familien flyttede tilbage til Gotham bagefter satte de deres hebraiske rødder til side for at overleve. De havde været loyale borgere lige siden. Men det ville ikke have reddet dem. Loyaliteten hos "konverterede" jøder er altid suspekt. Greenberg-familien, alle ti, ville have været blevet dræbt. Eller i det mindste fængslet. Batman vækkede dem i deres senge midt i en kvælende varm Gotham nat. Da han stillede sig foran sin kone for at beskytte hende hørte jeg ham fremmumle ordene til "Shema Yisrael" og jeg smilede. Der var ikke tid til at samle andet en lige det mest nødvendige. Lidt tøj, et ynkeligt stykke legetøj til de yngste børn eller to var alt. Isaac Greenberg var en hårdtarbejdende mand og ret succesfuld af en jøde at være. Han og hans familie ville efterlade et hyggeligt hjem, alle deres venner, alt, al den sikkerhed de havde kendt. Den smule det var. Men Isaac Greenberg smilede faktisk da han vendte sig mod mig med sin lille kuffert i hånden. "Eretz Israel" udbrød han og klemte sin kones hånd af glæde. "Hvis vi kan komme til Europa, så kan vi komme til Eretz Israel. Tænk bare, Hava. Næste år er vi i Jerusalem". Jeg ber til at de klarede den.

Ja, mange ting er ændrede. Ikke mindst mig. Gudskelov for Barbara. Barbara Gordon har været som sendt af himlen. Jeg voksede op sammen med Barbara, Jim Gordons datter. Hun er som en lillesøster for mig. Da Jim kom til mig, knækket og sørgende, efter "ulykken" som knuste hendes rygsøjle, var jeg skrækslagen. Jeg brugte timer på at tale med hende eller bare holde hendes hånd, mens hun langsomt - så langsomt - kom sig efter sine forfærdelige skader. Jim Gordon er stadig overbevist om at Barbara ikke blev overfaldet og voldtaget af en bande, skudt og efterladt for død. Endnu en "tragisk ulykke"? Jim og jeg tror ikke på det. Varme tårer strømmede over kinderne mens den gamle Inquisitor Jim Gordon halvkvalt fortalte mig om de mange advarelser, officielle og uofficielle han havde ignoreret. "Min lille pige" græd han "min stakkels lille pige - Min fejl - det er min fejl". Til slut gav han hende til mig som en værdifuld gave. "Tag dig godt af hende, Bruce" bønfaldt han mig uden at turde håbe på at jeg ville gøre som han bad om. Det gjorde ondt at høre sådan en stolt mand, min ven trods alt der kom imellem os, bønfalde om en tjeneste han ikke forventede at få. Hvordan kunne jeg afvise ham?

Hele tiden, mens jeg kæmpede sammen med hende gennem den hårde fysiske terapi som fulgte, blev jeg vredere og vredere når jeg så hendes smerte. Jeg mistede modet mange gange, men det kunne jeg ikke lade hende se. Men Barbara gav ikke op. Aldrig. Hendes kampgejst overvandt skrøbeligheden i hendes stakkels ødelagte krop. Hun er stærk nu. Meget stærk. Nej, hun kan ikke gå. Det har Gud taget fra hende. Hendes fødder flyver ikke længere rundt, hendes smidige, stærke muskler bærer hende til gymnastiske sejre. Men hun har overlevet, og hendes kørestol har ingen håndtag bagpå for hun behøver, og accepterer, ingen hjælp fra nogen.

Ja, overlevet - Og fundet et nyt formål med livet.

Barbara er ikke længere den fantastiske atlet hun engang var. Men hun har bragt sin lange erfaring som bibliotekar og forsker i forgrunden. Fra det øjeblik hun satte sig foran et tastatur virkede det som om hun altid havde siddet der. Oracle er kendt ligeså mange steder som Batman. Oracle samler oplysninger ved hemmeligt at glide gennem den ene database efter den anden uden at efterlade spor. "Viden er styrke" sagde Francis Bacon og Barbara er det levende bevis for det. Jeg kan ikke forestille mig hvad jeg skulle stille op uden hende. Væk er dagene hvor jeg misbrugte Judsons kode og det er jeg glad for. I begyndelsen levede jeg i evig frygt for at Biskop Caspian skulle blive straffet for mine "forbrydelser".

Wayne Manor er et hjem igen. Ikke mit hjem, desværre. Kirken, Menigheden, er mit hjem nu. Men et hjem alligevel. Efter at jeg undslap Projektet havde jeg desperat brug for et sted at skjule Garth og Arthur. Hvad skulle jeg egentlig stille op med dem? Min første tanke var at opfordre dem til at vende tilbage til havet, deres hjem. Der ville de være i sikkerhed for Staten, mente jeg. Så sikker som nogen kan være. Men Arthur var ikke i stand til at klare sig selv og Garth, selvom han har styrken til at bøje stålstænger med de bare næver, ved intet om livet i havet. Han har været fanget hele livet. Hvordan skulle de overleve? Men Garth er meget intelligent og stålsat. Han vil være fri. Dag efter dag lærer han og forbereder sig på at tage tilbage til sit naturlige element. Og.

Et eller andet sted derude i det store hav må der være andre. Andre som Arthur og Garth og Lori. Garth har svoret at finde dem. En dag.

I mellemtiden lever han og Arthur i poolen i Wayne Manors kælder. Garths telepatiske evner lader til kun at have effekt på havets dyr - Men Arthur er også en gave fra "Fader Poseidon" siger Garth. Drengens telepati har været uvurderlig til at hjælpe Alfred og Dr. Thompkins til at tage sig af og endda hjælpe Arthur. Arthur har endnu ikke talt højt. Men han flyder ikke længere rundt fuldstændigt katatonisk og Garth siger at Arthur er begyndt at tale til ham telepatisk. Der er stadig håb for Arthur. Jeg kan huske tårerne i Barrys øjne og for 1000. gang ønsker jeg at han var her for at se dette. Det ville have gjort ham lykkelig at se Arthur smile.

Det var ikke svært at finde Alfred og overtale ham til at vende tilbage til Wayne Manor. Og med ham fulgte Dr. Leslie Thompkins. Leslie er fantastisk. På alder med Alfred og med samme utrættelige, rolige energi som Alfred når det gælder hendes patienters velfærd. Officielt er Wayne Manor en klinik nu. Thomas og Martha Wayne Mindesklinik. Om dagen tager Alfred og Leslie sig af Den Hellige Elites og Gothams Rigeste beboeres behov til en gigantisk pris.

Om natten. Om natten er Leslie Thompkins Dr. Midnight, lægen, der behandler samfundets udstødte. De stakler, der ikke har noget andet sted at gå. Ofrene for Statens mange mishandlinger og udskejelser. Hun vandrer spøgelsesagtigt der hvor der er mest brug for hende og behandler sine patienter hvor hun finder dem. Og hun er ikke alene. Alfred er altid ved hendes side. Det var, uden sammenligning, den lykkeligste dag i mit liv, da Alfred og Leslie stod foran mig. At velsigne deres ægteskab var det bedste jeg nogensinde har gjort. Alfred, høj og distingveret i sin smoking. Og Leslie, så strålende i sit brudetøj, hver søm omhyggeligt syet af hendes tilbedende goms egne hænder.

Takket være dem er Wayne Manor et hjem igen, som det altid var ment at det skulle være. De nederste etager er blevet fyldt med det bedste og nyeste medicinske udstyr og en lille operationsstue, men de øverste etager er et hjem. Et sted for familie. Og familien bliver ved med at vokse. Barbara er en del af den familie. Det er jeg også. Det er meget underligt at være en integreret, værdsat del af en familie. Men samtidigt er det - sikkert og komfortabelt. Udover sit venskab og mod, når jeg behøver det, har Barbara også givet mig mange andre ting, mange goder, de er unikke for hende. Hun har givet mig kendskab til "min bror" og jeg har forsonet mig med hans sjæl.

Hans navn var Clark. Clark Joseph Kent. Ingen andre end Barbara kunne have åbnet Projektets datafiler så fuldt ud. Optegnelserne er meget detaljerede. I timevis gennemgik jeg tørre statistikker, så på billede efter billede i min forgæves kamp for at forstå ham. Mange overraskende ting kom frem i lyset. Hvordan må det have været at kunne flyve sådan? At svæve på Guds Himmel, upåvirket af tyngdekraften? Hvordan ville det føles at være så fri?? Det kommer jeg aldrig til at vide. Men han vidste det.

De fandt aldrig en nøjagtig måde at måle hans styrke. På alle de tidlige billeder og filmklip de har med ham, ler og smiler han med den enlige mørke lok dinglende drenget foran hans øjne. På de senere billeder - Det er næsten som om årene begyndte at overvælde ham og mase ham, ligesom den græske myte om Atlas, der bærer hele verden på skuldrene. Han stoppede med at smile. Men det jeg ledte efter var ikke der. I de endeløse optegnelser om solstråling og energiomdannelse. Jeg var nød til at lede andre steder efter mine svar besluttede jeg. Bevæbnet med navne begyndte jeg min eftersøgning. Hans forældre: Jonathan og Martha Kent, Smallville, Kansas.

Jeg er aldrig blevet klar over hvorfor jeg var nød til at møde Kent-familien. Jeg var nød til at se dem i øjnene når jeg fortalte dem om deres søn. Det var essentielt at jeg vidste hvordan de følte. Og allervigtigst, hvorfor de havde gjort som de gjorde. Hvad gik der dog af dem når de havde kunnet overlade Clark til Staten? Grådighed, som med Tom Curry? Jeg måtte vide det før jeg handlede.

Ja, jeg måtte se deres øjne. Mødet med Kent-familien var en mærkelig oplevelse. Jeg er ikke sikker på hvad jeg forventede. Benhårde leverandører af børn? Monstre? Hvad jeg end forventede var dette i hvert fald ikke det. Jeg skulle blive rystet i min grundvold da jeg så ind i Martha Kents milde og troskyldige øjne.

"Jamen dog. Kom ind, Fader" sagde hun og inviterede mig ind i deres ligge hyggelige hjem i en af Smallvilles største gader. "Hvad kan vi gøre for dig, Pastor?". Hendes bløde tonefald gav et ekko af venlighed. Nej, slet ikke hvad jeg forventede. Slet ikke et monsters stemme.

Jonathan Kent ejede en forretning, Kents General Store, opdagede jeg. Martha tørrede sine hænder i forklædet og serverede tærte, friskpresset limonade og småkager. Hun smilede, strålende af lykke, mens hun ordnede en løs tot af sølvgråt hår i hendes sirlige knold. Hun kiggede ivrigt på mig over kanten af hendes runde briller. "Er det om Clark, Fader" spurgte hun håbefuldt. "Der er gået så længe siden vi sidst hørte nyt fra ham. Alt nyt vil være en velsignelse". Jeg nikkede langsomt og undgik at se i hendes klare blå øjne. "Ja" tilstod jeg med en alvorlig, tøvende stemme. "Det - Det er om Clark". Hendes ansigt lyste op. "Lad mig lige kalde på min mand, Jonathan" udbrød hun stadig glad og mit hjerte hoppede ved synet af hendes strålende ansigt. "Han vil sikkert også gerne høre det, Fader".

Mens jeg ventede tålmodigt så jeg mig omkring i det lille rum, rent og ryddeligt. På skabet og væggene var der fyldt med billeder af en ung mørkhåret dreng, der smilede og lo, med en velkendt utæmmelig krølle foran øjnene. Med en baseballhandske og et bat slynget over skulderen på det ene. Mens han rullede rundt på græsplænen og legede tovtrækning med et lille hvidt gadekryds på et andet. I søndagstøjet med en Bibel under armen.

Jonathan Kents hånd var stærk og bred med grove stærke fingre. Det var en arbejdsmands hænder. Så kom jeg i tanke om at den venlige butiksejer plejede at være bonde. Han havde opgivet sin gård efter at et hjerteslag ramte ham mindre end 6 måneder efter at han og hans kone havde overgivet deres søn, Clark, til Staten. "Overanstrengt" advarede Kents læge. "En gård er alt for meget arbejde til én mand på din alder" udtalte Dr. Whitney alvorligt. "Du slår dig selv ihjel, hvis du bliver ved med at prøve".

På en eller anden måde lykkedes det mig at fortælle dem det. At tvinge ordene ud af min modstræbende mund. Dette var forkert. Det var ikke sådan det skulle have været. Jeg kunne ikke komme mig over den overvældende følelse der kom over mig som tidevandet at det hele bare var forkert. Rigtig forkert.

Martha bakkede væk fra mig. Som om afstand kunne skåne hende for mine nu uønskede nyheder. Blindet af tårer tumlede den gråhårede kvinde rundt i rummet og tog en cigarkasse af træ. Med rystende fingre åbnede hun kassen og så på mig med et bedende udtryk i øjnene, som næsten sugede mig ned i en sump af fortvivlelse.

"N-nej" græd hun "Nej, det kan ikke passe. Se. Vi - Vi har breve fra Clark". Hun løb hænderne gennem den store bunke breve i kassen. Alle skrevet på almindeligt, brungult, meget officielt udseende papir. De flød gennem hendes rystende hænder som vand. "B-breve" insisterede hun "Breve - der alle fortæller om hvor glad hav var på det der statssted. Hvordan de hjalp ham med at lære at kontrollere sine evner."

Jeg var nød til at se væk fra smerten i hendes øjne. Men ikke før jeg så kassen med ynkelige, løgnagtige breve falde ned på gulvet fra hendes følelsesløse fingre som en mørk blodplet på Martha Kents farverige, uberørte, rene gulvtæppe. Jeg satte mig tungt på en af hendes broderede puder, da Martha Kent begyndte at græde. Jeg har mange gange, som Guds præst, været tilkaldt for at trøste de efterladte. De døende og de efterladte. Jeg - er ikke særligt god til det. Det er ikke en af mine stærke sider. Judson sagde engang at jeg følte tingene for dybt, at jeg ikke kan få mig selv til bare at lire nogle tomme, mange gange meningsløse, trøstende ord af. Han har måske ret. Jeg ved bare at der ikke var nogen ord der kunne have nået mig da mine forældre blev taget fra mig. Og derfor forbliver jeg tavs. En mærkelig ting hos en præst, siger Barbara.

Jonathan Kent tog sin kone kærligt i sine arme og ledte hende hen til den anden ende af sofaen, mens han holdt hende fast. Hun klyngede sig til ham som om hun var ved at drukne og græd stille, som om hun aldrig ville stoppe igen. Hun begravede sit ansigt mod hans bryst for at dæmpe hulkene. "Åh, Gud tilgiv mig" bad hun knust "Åh, Gud - Åh, Gud - Hvad har jeg gjort?" Hvad i Guds navn har jeg gjort?". Jonathan strøg hende over håret og blinkede sine egne tårer væk. Han prøvede så hårdt at være stærk for hende - så meget hårdt. Jeg har sjælden følt mig så - utilstrækkelig - som da jeg sad der og stirrede på mine krampagtige hænder og prøvede på ikke at forstyrre dem i deres sorg, men jeg følte at jeg burde gøre noget - et eller andet.

"Martha - Skat" beroligede Jonathan hende "Rolig nu. Shhhh. Vi - Vi besluttede begge at det ville være bedst at lade Clark tage med de der Statsfolk". "Det gjorde vi i hvert fald ikke" fastholdt Martha stædigt. Med et hjørne af forklædet tørrede hun tårerne væk. Hun så op på mig og tvang mig til at forstå, at se og acceptere hendes skyld. Mens hun stadig lænede sig op ad sin mand lukkede hun øjnene af smerten ved minderne. "Jonathan ønskede det ikke" insisterede hun. Det virkede som om det var meget vigtigt for hende at jeg forstod Jonathans uskyld. "Han var imod det fra starten. Men jeg. Jeg ville ikke høre om andet. Fra det øjeblik vi fandt Clark vidste både Jonathan og jeg at han var anderledes - speciel - 'Jonathan Kent' sagde jeg til ham 'den dreng har en fremtid. Og det er ikke her med at arbejde på denne lille bid jord i Smallville, Kansas". Jonathan nikkede bekræftende og kyssede hendes sølvgrå hår. "Og jeg måtte erklære mig enig. Han var kun 10 år da han forlod os, men de ting den dreng kunne gøre". Hans ansigt blev fuldt af rynker af bekymring og sorg. "Men - Men jeg tror de skræmte ham. Han var altid bange for at skade folk. Og han var ikke sikker på hvad han skulle gøre med de vidunderlige evner Gud havde givet ham. Han - Han ville med de fyre. De lovede at undervise han og lade ham bruge sine kræfter hvor de ville gøre mest nytte."

Martha begyndte at græde igen og begravede ansigtet i sin mands brede skulder. "Åh Gud, tilgiv mig" græd hun "Gud tilgive mig. Min stakkels lille dreng. Min stakkels, stakkels lille dreng. Han var sådan et dejligt barn. Vores gave fra himlen. Vores lille engel sendt direkte til os fra Gud". Jeg var nød til at sige noget. Min tørre hals arbejdede, men det tog flere øjeblikke før der kom ord forbi mine læber. "Fru Kent" sagde jeg stille "du havde intet valg. Hvis du havde nægtet at lade Clark rejse havde de bare taget ham alligevel. Du kunne intet have gjort for at stoppe dem. Intet. Pin ikke dig selv på denne måde. Cl-Clark ville ikke have ønsket det". Hende øjne blev mildere. "Tak, Fader. Vidste du at han aldrig græd, som de fleste babyer gør. Den eneste gang jeg så ham græde var da han var omkring 3. Han blev rastløs i sin kravlegård og ødelagde tremmerne for at komme ud. Da jeg så ham lagde jeg ham over knæet for at give ham en endefuld. 'Spar på kæppen, ødelæg barnet' siger den Gode Bog. Det eneste jeg gjorde var at skade mig selv. Jeg brækkede 2 fingre ved at smække ham blidt. Jeg tror ikke engang han mærkede det. Men så begyndte han at græde. 'Mig skadede mor' blev han ved med at snøfte 'Mig skadede mor'". "Drengen var speciel. Det er helt sikkert" bekræftede en sørgmodig Jonathan "Lige fra første sekund jeg så den - den - ting komme bragende ud af Guds himmel vidste jeg det". Martha havde ret. Han tilhørte hele verden. I starten vidste vi ikke hvad vi skulle tro. Med alle nyhederne om rumkapløbet med Europa og kapsler i rummet og alt det der var vi rigtigt forvirrede. Jeg mener hvem ville være onde nok til at sende et stakkels lille, hjælpeløst barn ud i rummet? Først mente vi at det måtte være Europæerne. Men lidt efter lidt gik det op for os at Clark ikke kom fra denne verden".

Jeg talte lidt længere med dem før jeg tog afsted. Var det forkert af mig at acceptere deres tilbud om hjælp? Udnyttede jeg deres sorg og tab? Måske. Men jeg ved at Kent-familien har fred nu, efter alt det der skete Clark. Og der er mere end hundrede personer, nogle af dem metaer, nogle almindelige mennesker, fordømt af Den Hellige Elite for deres livsstil, deres holdninger eller deres religion, som er i live i dag på grund af at Martha og Jonathan Kent fra Smallville, Kansas, gemte dem og hjalp dem i sikkerhed udenfor Amerikansk Commonwealth. Folk som Greenberg. Er det rigtigt af mig at acceptere deres hjælp, når det kan koste dem så meget? Endda livet? Betyder det noget at de gør det frivilligt? Jeg rekrutterede ikke Kent-familien til min egen private "Underground Railroad". Nej, de meldte sig frivilligt. Alligevel spøger spørgsmålet i mit hoved.

Hvordan skete det spørger jeg nogen gange mig selv. Hvordan begyndte jeg denne farlige vane med at samle på mennesker? De udstødte, dem der er blevet krænket af denne langt fra perfekte verden, vi alle sammen bor i? Et ældre, sørgende ægtepar fra Kansas, en katatonisk, aquatisk telepat og hans vrede afkom, en kvinde, der aldrig har fået chancen for at være enke, en forkrøblet forhenværende bibliotekar, en forældreløs niårig Sigøjnerdreng, som brænder som en stjerne efter hævn, de ødelagte stykker af en smadret dræberengel. De har alle nu et hjem i Wayne Manor. Nogen gange føles det som om jeg er den der ikke hører til der mere. Wayne Manor var Bruce Waynes hjem. Og Bruce Wayne, "Fader Bruce", bliver mere og mere en løgn. En facade for Batman. Og - Og det skræmmer mig. Jeg må ikke tabe Bruce Wayne af syne i den kalejdoskopiske forvirring mit liv er blevet. Jeg må ikke. Og dog ville det være så nemt. Alt for nemt.

Fremtiden er usikker. Hvor længe kan jeg opretholde denne facade? At lege oprører som et lille barn? Og hvad sker der hvis jeg bliver fanget? Hvad der sker i det øjeblik er ikke vigtigt. Det bliver hurtigt og pinefuldt. Men hvad med de andre? Hvad sker der med dem?

Dick ønsker at hjælpe. Som alle andre børn er han udødelig i sine egne øjne og indser ikke, tror jeg, hvad det er han ber mig om. Det er dog stadig et fristende tilbud. Jeg er ikke sikker på hvordan De Flyvende Graysons fra Haly Cirkusset fandt sig selv strandet på Amerikanske kyster. Romaerne er ikke velsete her. Alt Dick husker er Inquisitorerne, der overfaldt den besøgende Europæiske cirkustrup og anholdte dem alle som spioner. John og Mary Grayson blev sendt til en "omskolingslejr" efter at have underskrevet tilståelser om spionage mod Commonwealth. Dick blev anbragt i et "børnehjem" - et andet navn for ungdomsfængsel. Der blev han behandlet og glemt. Gud ved hvad der var sket ham, hvis ikke han var løbet væk. Han nægter stadig at tale om det. Da Alfred fandt han i en forladt, kondemneret bygning havde han ikke spist i to dage og havde feber. Han bragte ham hjem til sikkerheden i Wayne Manor og han har været der lige siden.

Det værste er at Dick ville være en perfekt partner til Batman. Han er en meget dygtig akrobat og, trods hans alder, har lært mig et par tricks. Han er et naturtalent når det gælder akrobatik og med lidt intens træning kunne han blive en formidabel kriger. Og han er en modig lille dreng. Måske for modig. En naturlig sportsmand og meget intelligent oven i købet. En dødbringende kombination, hvilket jeg ved af erfaring. Men - kan jeg med god samvittighed blande et barn ind i mine farlige, meget voksne lege? Og dog. Det ville hjælpe Dick, tror jeg, at behandle sin vrede over hvad der skete med hans forældre, at kunne hævne dem. Ellers bliver han aldrig fri for skylden over at overleve dem og hans vrede vil fordreje ham til - noget ubehageligt. Det kender jeg også noget til. Dick er en meget fokuseret, men højrøstet dreng.

Jean-Paul derimod, er stille. Alt for stille. Han taler sjældent. Han bevæger sig omkring i Wayne Manor som en uhyggelig skygge og forstyrrer næsten ikke engang støvet. Han er ikke menneskelig. Ikke engang tæt på. Ikke engang selvom han ser menneskelig ud. Intet menneskeligt er så elegant og hurtigt. Jean-Paul er Hugo Stranges næstsidste præstation. Han er genetisk manipuleret. Bygget med en del af denne gen fra det dyr for hurtighed og udholdenhed og en del af denne DNA-sekvens for styrke. Han har ikke engang et navn i virkeligheden. Strange kaldte han Azrael efter Hævnens og Ødelæggelsens Engel, for det er hans formål. Det var Barbara der kaldte ham Jean-Paul. "Ligner han ikke en Jean-Paul, Bruce?" smilede hun da jeg spurgte hende hvorfor hun valgte det navn. Ja, Jean-Paul er en genert og boglig ung mand, indbydende og ivrig efter at lære. Nogen gange tilbageholdende til næsten stille. Azrael er fuldstændigt anderledes.

Azrael betyder død for Den Hellige Elites fjender. Programmeret næsten lige fra undfangelsen er Azrael, Den Hellige Hævner, som sendes ud for at ødelægge Statens fjender. Strange kaldte processen med psykologisk og fysisk tortur hvormed Azrael blev trænet for "Systemet" og jeg har set resultatet i aktion. Jeg så ham dræbe næsten 24 svært bevæbnede og trænede Inquisitor SWAT tropper, den såkaldte Himlens Hær, på mindre end et minut uden at blinke, da han flygtede fra Projektet. Jeg er ikke en mand der bliver skræmt let, men Azrael skræmmer mig.

Jean-Paul er som et fortabt barn. Han er den der bliver efterladt i sin private smerte, sit egen personlige helvede, når Azrael forlader ham i kølvandet af ruiner, døde og døende han efterlader. Barbara er den eneste der ikke er bange for ham. Alle andre undgår ham når de kan. Det var hendes ide at lære Jean-Paul noget om computere. Det lader til at der er en ret hurtig hjerne bag den blonde manke. Han er næsten ligeså god en hacker som Barbara nu. Barbara smiler til ham og behandler ham altid som en person og ikke den ting han føler sig som. Han er hende meget hengiven. Jeg tror han elsker hende.

Det er underligt tilfredsstillende at vide, at hvis jeg falder, når jeg er væk, hvis de kommer efter Alfred og Leslie og Barbara, især Barbara, så møder de først Azrael. Poetisk retfærdighed. Det er kun passende at Staten finder hævn for hænderne af den "Engel" de skabte med det formål, er det ikke?

Men jeg er stadig bekymret. Mit korstog kan ikke vare evigt. Selv med Barbara, Alfred, Leslie, Kent-familien og mange andres hjælp, går tingene for langsomt. Vi er meget begrænsede i det vi kan gøre. Et liv reddet her, en familie der - så hjerteskærende lidt. Dråber af vand i en ørken af smerte og undertrykkelse. Som Quixote der bekæmper sine vindmøller - Der er ikke nok af os. Vi har ikke styrken til at overvælde den kæmpestyrke Den Hellige Elite har samlet imod os. Alt vi kan er hugge fliser af Staten og håbe for fremtiden. Hvis bare - Hvis bare Clark havde levet.

"Hejsa, Clark" Jeg sad på en stenbænk i Wayne Manors private have og glatter folderne i min præstekjole. Jeg lagde en rose på den velholdte grav her på dette sted af naturlig skønhed. "Jeg ved jeg ikke har været her for at tale med dig længe og det er jeg virkeligt ked af. Jeg - har haft travlt". Jeg lukkede mine øjne. "Jeg behøver din hjælp, bror. Jeg - Jeg skal træffe en vigtig beslutning - og jeg kan ikke træffe den alene. Da det vedrører dine fosterforældre, Kent, vidste jeg at du ville ønske at høre dette. Hvad skal jeg gøre? Min egen kurs er sat. Jeg fortsætter med at kæmpe, at gøre hvad jeg kan her og der. Nej, du skal ikke være urolig. Jeg fortsætter med at kæmpe den gode kamp. Jeg kan ikke stoppe nu. Men de andre? Hvad skal jeg gøre med de andre? Da jeg begyndte på dette havde jeg ingen planer om at involvere andre, udsætte andre for fare, kun mig selv. Men nu".

Hvad var det der afslørede dem? En let lyd eller bevægelse? Selv nu kan jeg ikke sige det. Men pludselig vidste jeg at jeg ikke var alene i dette private sted. Jeg kunne føle, med en eller anden ukendt sans, en andens tilstedeværelse. Jeg har lært at stole på mine instinkter. De har altid hjulpet mig godt. De har reddet mit liv et par gange. Lydløst rejste jeg mig fra bænken og så mig omkring, anspændt og klar til at slå til, hvis det var nødvendigt. Der. Mellem de blomstrende hortensiaer. En bevægelse. Min stemme, da jeg talte, var dybere, strengere end "Fader Bruces". "Hvem du end er, er du på privat grund. Lad være med at være dum. Kom frem nu, så kan vi måske tale". I nogle lange øjeblikke troede jeg at jeg var blevet ignoreret. En stor afgrund af stilhed omgav mig. Men så, som om en modstræbende, beklagelig beslutning var blevet truffet rystede buskene, som om det blæste kraftigt. Skikkelsen der dukkede frem var overraskende på mere end en måde. Hun var høj, med det mest utrolige røde hår jeg nogensinde har set. Skarpere end selv Barbaras og det ville jeg have svoret var umuligt. Mine øjne blev store. Hun holdt hænderne frem foran sig, jeg tror det var for at vise at hun var ubevæbnet, blev bare stående og stirrede på mig uden at være bange. Det vil jeg sværge på. Hendes grønne øjne var klare og fri for frygt. Det så ud som om hun kæmpede med en svær beslutning. Det kunne jeg bestemt sympatisere med. Endelig talte hun. "Jeg håber, Jonathan og Martha havde ret angående dig" sagde hun bare "ellers er jeg bare så død". Hendes blik flakkede ikke på noget tidspunkt mens hun sagde det. Det gjorde mit heller ikke mens jeg overvejede hvad der lå i hendes udtalelse. Tillid er ikke nemt for mig. To gange har jeg stolet på at verden var et retfærdigt sted. Og to gange er jeg blevet skuffet. Da mine forældre blev myrdet og da Jim Gordon smadrede sindsroen i min tro på Den Hellige Elite. Kunne jeg stole på hende?? Turde jeg? Det kunne være en fælde. Var mit vilkårlige netværk blevet brudt af Gehejmerådet? Var hun blevet sendt hertil for at lokke mig til åben modstand og tilståen? Måske. Men mens jeg stirrede ind i hendes øjne blev jeg tvunget til at stole på mine instinkter. Og smerten og sorgen jeg så der var meget ægte. "Hvem er du?" spurgte jeg stille. Hun rynkede panden. "Mit navn er Lana. Lana Lang. Jeg er oprindeligt fra Smallville. Men indtil sidste uge havde jeg ikke været hjemme i lang tid. Da de tog Clark - tog de også mig. Jeg var den legendariske "naboens datter", den "lille pige der boede længere ned ad gaden". Min familie ejede nabogården mindre end 5 kilometer fra Kent-familien. Clark og jeg voksede op sammen. Jeg var - meget glad for Clark. Og han var glad for mig. Det var derfor de tog mig i starten. Til slut - f-før de dræbte ham var jeg en af måderne at holde ham fanget på. Ved at true mig". Vreden i hendes øjne blev til ild og brændte som kul. Hendes hænder knyttede sig selv før hun tvang sig selv til at slappe af. "Det var ikke din fejl, Lana" sagde jeg. "Du havde ikke noget valg". "Jo, jeg havde" hviskede hun. "Jeg-Jeg kunne have. Jeg kunne have". Hendes stemme døede hen uden at fuldføre sætningen. Hendes mening var dog klar. Bestemthed og beslutsomhed flød som en klar strøm over hendes ansigt. "Og jeg prøvede. Det gjorde jeg. Men, det mislykkedes. Jeg gjorde det ikke godt nok. Og Clark - Clark blev så såret, så ked af det. Jeg fandt aldrig modet til at prøve igen". Kirken lærer os at selvmord er en Synd, at tage noget i sine egne hænder det kun var Gud der skulle bestemme. Jeg prøvede på ikke at forestille mig smerten og skyldfølelsen, der måtte have pint denne kvinde til sådan noget. "Og da vi blev ældre fandt Projektet - andre måder at bruge mig". Hun så hurtigt væk med farve i sine hvide kinder. "Først troede de at Clark var en mutant. Og Erdel ville se om mutationen ville give konstant afkom. De giftede os endda med en præst og det hele. Clark ville ikke have det anderledes. Mit rigtige navn er Lana Kent". Hendes øjne blev våde af tårer hun var for stolt til at græde. "Gudskelov, fik jeg aldrig - aldrig. De prøvede alt. Da den naturlige måde ikke virkede blev jeg tvunget til at blive kunstigt befrugtet omkring et halvt dusin gange. Sidste gang slog mig næsten ihjel. Men intet så ud til at virke". Hvis der havde været nogen som helst tvivl i mit sind forsvandt de der. Smerten var for stor, som et åbent, blødende sår, til at være skuespil.

Jeg tog hendes hånd og førte hende hen til stenbænken, hvor jeg fik hende til at sætte sig. Hun lagde hovedet på min skulder og længe sad vi der bare uden at sige noget. Jeg er ikke sikker på hvor længe vi sad der, men til sidst løftede Lana Kent hovedet. "Undskyld, Fader" undskyldte hun. "Jeg kom ikke her for at bebyrde dig med endnu en sørgelig historie. Gud ved at der er nok af dem allerede uden at jeg skal tilføje flere. Fortiden er fortiden. Det er fremtiden der tæller. Og det er derfor jeg er her. Jeg - Jeg forførte en af mine vagter og flygtede fra Projektet. Jonathan og Martha sendte mig direkte herhen De sagde at du kunne bruge min hjælp". Min modvillighed, min ulykkelighed, må have skinne igennem i mit ansigt. Jeg åbnede munden for at finde en blid måde at få hende fra det på, men det accepterede hun ikke. Hun lagde en beslutsom finger på mine læber for at få mig til at tie. "Nej, Fader. Lad mig tale færdig". Hun ventede ikke engang på mit accepterende nik, men kastede sig ud i det. Det skulle jeg senere opdage var hendes måde. Hun nøjedes ikke med at gøre tingene halvt. Det var alt eller intet med hende. "Ser du. Jeg undslap ikke alene. Der er en du skal møde". Hun så ind mellem træerne. "Kon?" kaldte hun blidt. "Kon. Du kan roligt komme ned nu".

Mine øjne blev store ved synet af den unge dreng, klædt i en farverig, rød og blå, dragt, der svævede ned fra træerne. Let som en fjer rørte han jorden og stod afventende, opmærksom, men tillidsfuld. Det var først da han grinede at jeg gispede og blev meget glad for at jeg allerede sad ned. Ellers ville jeg have faldet og gjort mig selv pinlig. Jeg havde set det ansigt før. På foto efter foto på Martha Kents kaminhylde og væggene i hendes lille hjem. Jeg prøvede på at lade være med at forestille mig hvordan Lana Kents første syn af denne dreng måtte have været. At se skyggen af den mand hun elskede, fortabt for hende, i denne dreng måtte have været smertefuldt. Lana var en stærkere kvinde end jeg havde troet.

"Åh, min Gud" sagde jeg halvkvalt. "Han er en klon" sagde Lana roligt og besvarede mit ustillede spørgsmål. "Som de fleste af Stranges subjekter har han ikke et navn. Men jeg kalder ham Konal. Konal Kent". Den prangende klædte unge mand krydsede armene over brystet og så på mig med et glad, selvsikkert smil. "Du kan kalde mig Superboy" lo han "Den eneste ene. Accepter ikke efterligninger". "Da det ikke så ud til at der var noget der virkede prøvede de på at klone Clark" forklarede Lana hastigt. "Det viste sig at det heller ikke lykkedes helt. Men Konal er så tæt på som de kunne komme. Da jeg besluttede mig for at forlade Projektet var min sidste handling at befri Konal". Hun lo uskyldigt og hendes grønne øjne blinkede glad. "Han skulle have været sluppet ud når han var fuldvoksen, men jeg - eh - slap han fri lidt tidligere er jeg bange for. Lige nu er han i en "punk" fase. Men bare rolig. Han vokser fra det". "Hey" sagde drengen vredt. Lana smilede. "Hvorfor viser du ikke bare Fader Bruce hvad du kan, knægt?". Drengens svargrin var smittende. Men et højt "Ok, skatter" lettede han og begyndte at sno sig gennem grenene som en forhindringsbane. Men det var først da han landede og løftede den tunge stenbænk mens vi stadig sad på den at jeg blev rigtigt imponeret. "Og han er næsten usårlig" sagde Lana. "Jeg tror at han kunne blive ret nyttig, tror du ikke?". Jeg nikkede fraværende. Planerne fløj allerede rundt som små fugle. "Og mens vi snakker om nyttig" bemærkede Lana med en vis selvtilfredshed. "Så er jeg heller ikke ligefrem ubrugelig. Da de ikke kunne bruge mig til mere med Clark blev jeg bare endnu et forsøgsdyr til deres eksperimenter". Fra hendes skuldre dukkede vinger op og på hendes pande strakte insektlignende antenner sig. "De badede mig i alle mulige insektenzumer og celleudtræk" påstod hun. "Jeg kan omdanne mig til en vilken som helst form for insekt jeg kan forestille mig. Og jeg har studeret insektlære ret seriøst for at forstå mine muligheder. Jeg kan også hjælpe dig - Batman". "Jeg er klar til at tage navne og sparke røv, makker" pralede den fremfusende, selvudråbte Superboy og jeg måtte smile.

Min beslutning blev truffet næsten øjeblikkeligt, uden tøven. Her var endelig en virkelig chance for at bekæmpe Den Hellige Elite effektivt. Virkelig styrke til at bringe Staten på knæene. Lana og Konal så begge på mig forsigtigt, spændt og ivrige mens de utålmodigt afventede mit svar. Bønnen der forlod mine læber var den første ægte takkebøn jeg havde bedt i lang tid. Jeg rejste mig og rakte hånden frem. "Vi må hellere gå indenfor" sagde jeg. "Vi har meget at tale om".