Batman: Fader, Søn og Moder
Af CW Blaine
Oversat af Collec2r
Disclaimer: Batman og alle andre figurer i
denne historie er alle copyright ©2000 DC Comics Inc. De bruges her som
ikke-kommerciel, fan-orienteret underholdning. Denne originale historie er
copyright ©2000 C.W. Blaine. Spørgsmål og kommentarer kan rettes til
ovenstående e-mail adresser
Drømmen er altid den samme. Han kan lugte popcorn fra biografen i den kølige nattebrise blandet med lugte af bymæssig udvikling. De nøjagtige ord kan han ikke høre, men han kan føle deres latter, dele deres glæde. Han kan mærke hjertet banke hurtigere for han ved hvad der skal til at ske, men hans drømmejeg aner intet. Tabt i en dis af barnlig undren, mens han prøver på at genskabe scener fra den film de lige har set. Han hører kun lige sin fars advarsel om trafikken, før pistolen peger på dem fra en sidegade.
Der er aldrig nogen der holder pistolen. Kun det kolde hårde stål af løbet, der svæver i luften som en dæmonisk djævel fra eventyrene. Han kan næsten se renderne i tromlen, de afslørende mærker fra processen involveret i at fremstille sådan et effektive mordvåben. Pistolen taler til dem med en kold, ru stemme, men han er ikke bange. Hans far ville få pistolen til at forsvinde. Hans far ville få kontrol over situationen.
I et lysglimt er hans far død.
Et mere og hans mor er også død.
Pistolen lo og hoppede op og ned, vinkende til ham. Han kunne lugte krudtet, føle regnen der faldt på ham og kunne høre blodet flyde fra hans forældres sår. Fortovet foran ham, mens han sank ned på knæ, blev rødt og han så på pølen der spredte sig foran ham. Luften havde en kobberagtig smag og den mindede ham om engang han havde tabt en tand. Pistolen bevægede sig frem og tilbage, hele tiden leende og hele tiden drillende. Han prøvede på at løfte armene og kæmpe tilbage, men de ville ikke bevæge sig og da han så ned var hans fingerspidser i blodet, der så ud til at dække alt.
Han vendte øjnene mod himlen og prøvede på at skrige. Det var på det tidspunkt at pistolen blev presset mod hans pande.
Pistolen blev ved med at le, mens aftrækkeren blev trukket.
Klik - Klik - Klik ------- Bang.
Bruce Wayne vågnede skrigende, igen, og det tog kun sekunder for Alfred Pennyworth at løbe fra sin egen seng og hen til hans unge herres side. Drengen var ligbleg, opdagede Alfred da han tændte lyset, og svedte. Teenageren så faktisk ud som om han havde stået udenfor i regnen. Bruce kæmpede i starten mod Alfreds beroligende hænder på skuldrene, men så snart det gik op for ham at han var vågen stoppede ham med at slå om sig.
Alfred rakte over til natbordet og tog det glas med vand der stod der. Da han gav Bruce glasset, så han at pillerne psykiateren havde ordineret stadig lå i deres glas. Bruce tog glasset og nikkede tak. "Samme drøm, Master Bruce?" spurgte Alfred.
Bruce tømte glasset og nikkede. "Jeg er okay nu. Tak Alfred." Bruce så på uret og så at der kun var to timer til han skulle op og i skole. "Jeg kan vel ligeså godt stå op nu" sagde han og stod op.
Alfred lagde mærke til at den sportstrænede, unge mand under hans beskyttelse rystede svagt. Drømmen måtte have været meget livagtig denne gang og Alfred blev mere bekymret over at hans unge herre ikke sov særligt meget for tiden. Drengen fik højst 4 timers søvn om natten. Det var, efter Alfreds mening, langt fra nok til at sikre mental sundhed.
Da Bruce begyndte at gå ud for at tage et brusebad overvejede Alfred at ringe til Dr. Thompkins, Bruces personlige læge. Hun var en gammel ven og Bruce stolede på hende lige så meget som han stolede på Alfred. Hun havde været Bruces fars ven før han var blevet dræbt den mørke nat for 8 år siden. Men, sluttede Alfred, hun kunne kun ordinere sovemedicin og Master Bruce havde gjort det klart at han ikke ville tage nogen form for narkotika, humørpiller eller anden form for stof han mente var unødvendigt.
Unge Bruce lignede sin far mere og mere for hver dag der gik, til Alfreds store glæde, men til Bruces onkels skuffelse. Thomas Waynes bror, som måske havde mødt Bruce en gang før tragedien, var ikke meget af en faderfigur. Han havde håbet at Bruce ville være mere interesseret i at skrabe penge sammen, som de kunne dele eftersom han var mislykkedes som forretningsmand og havde set sin formue forsvinde. Mens Bruces onkel ikke var en ond mand, Alfred mente at han holdt af Bruce på sin egen måde, mente han ikke at det var nødvendigt at være ved drengens side hvert minut på dagen. Det var faktisk 9 måneder siden Bruce og Alfred havde hørt fra manden sidst.
Det passede dem godt. Bruce havde travlt med at forberede sig selv på noget der var større end ham selv, selvom Alfred ikke engang var i stand til at komme med et kvalificeret gæt om hvad det var. Han var sikker på at drengen heller ikke havde nogen anelse, kun at han havde brug for at bruge noget at vreden dybt begravet inden i ham til noget mere positivt. Lige siden den skæbnesvangre aften var den førhen så energiske dreng blevet besat af en mærkelig tilstedeværelse, der tvang ham til at arbejde uden pauser for at opnå en eller anden skjult skat. Dag efter dag så han sin elskede arbejdsgivers søn gennemgå nogle fysiske og mentale øvelser, der ville havde fået enhver mand Alfred kunne nævne til at stønne og måske bede om at dø. Drengen tilbragte ikke sine sommerferier med de andre priviligerede medlemmer af Gotham Citys fine verden. Nej, han rejste i stedet verden rundt for at træne dunkle færdigheder eller krigskunst.
Sangundervisning ville ikke have været dårligt især eftersom Bruce begyndte at synge nogle af de sidste Top 40-sange i badet. Alfred var lettet over at han dog havde nogen af de typiske teenager-vaner. Selvom han ikke var helt så meget inde i musik og mode, som han måske burde, kunne Bruce tale med sine klassekammerater om disse emner. Han kendte alle de nyeste danse, inklusiv noget der var ved at blive meget moderne som hed "Break-dance". Alfred, som ikke kunne tænke sig noget bedre end en vals med en smuk og elegant kvinde, fandt hele ideen frastødende.
Alfred fik travlt med at lægge den unge mands tøj frem. Hvis han ikke gjorde det vidste han at hans protege ville tage ind til det eksklusive Gotham Akademi i underbukser og smokingjakke. Han kendte til mode, men han fulgte den bare ikke. Dette var hans sidste dag i dette semester og Alfred ville sikre sig at han gjorde det rigtige indtryk. Dækhistorien var at Bruce skulle overvintre i Det Caribiske Øhav på hans onkels yacht. Sandheden var at Bruce skulle træne en ny færdighed under to nye mestre i deres håndværk.
"Du billiger stadig ikke dette, vel?" spurgte Bruce, da han kom tilbage, klædt i en badekåbe med monogram, og tørrede sit sorte hår. Det varme brusebad havde bragt farve tilbage i kinderne. Alfred fortsatte med at lægge tøj frem mens han svarede "Betyder det virkeligt noget? Hvis ikke jeg accepterer det stikker du bare af alene. Ligesom du gjorde sidste sommer". Bruce undersøgte den skjorte Alfred havde lagt frem. "Jeg var væk i to dage og du vidste hvor jeg var hele tiden. Desuden tror jeg det var godt for os begge med lidt tid alene. Du har ikke holdt ferie i 8 år...". "For det første, unge herre. At du stikker af til et Japansk bordel og efterlader mig bekymret på et hotelværelse ikke er ferie. Og med hensyn til at vide hvor du var, vidste jeg at du bar i gang med opførelse jeg ikke billigede. Prøv ikke på at retfærdiggøre dit ..... spring ind i voksenalderen som noget til at give mig lidt tid alene. Jeg forsikrer dig at når du har nået den rette alder skylder du mig en stor mængde ferie". Hans stemme var streng, men hans hjerte lo. Det var det første tegn på oprørskhed i Bruce, dengang han havde besluttet sig for at lære sengens hemmeligheder fra trænede Geishaer mod Alfreds stærkeste protester. Alfred var gået så langt som til at slå i bordet og Bruce havde alligevel gjort som han ville. Det var første gang og det viste at drengen var i stand til at tænke for sig selv, at opveje mulighederne og stadig nå en konklusion. Alfred ønskede bare at det var over noget som høj musik eller en tatovering, ikke at gå i seng med ludere.
"Jeg er ked af det" sagde Bruce genert, da han så på bukserne. "Jeg kan ikke lide denne farve". Alfred så at han havde fundet et par brune bukser frem. Samme farve som han havde haft på den aften hans forældre var blevet myrdet. "Det er jeg ked af, Master Bruce. Jeg er bange for at følelserne løb af med mig igen" sagde Alfred og rakte ud efter bukserne. Bruce afleverede dem. "Du skal ikke undskylde, Alfred. Du gør mere for mig en nogen anden. Jeg burde være i stand til selv at tage tøj på". "Med mindre du har planer om at afskedige mig når du fylder 18, Master Bruce, ville jeg ellers tro at du var ved at finde ud af hvad en kammertjener gør?" Bruce holdt hånden op og tilkendegav at han bøjede sig for Alfreds visdom. "Har du ordnet det jeg bad dig om?". "Jeg har flybilletterne til Florida. Jeg har talt med inspektøren på skolen. Dine opgaver bliver sendt med UPS....Og du sørger for at lave dem, Master Bruce, eller komedien er ovre". Bruce reagerede straks på truslen. "Jeg har aldrig bedt dig om at gøre mit arbejde for mig, Alfred. Lige undtaget den gang med madlavningen...." Alfred fandt et par blå bukser frem. "Jeg har svært ved at se hvorfor du ikke mener at madlavning er en kunstform du skal mestre. Mange fine kvinder har fundet ud af at en mand, som laver mad er meget attraktiv". Bruce tog bukserne, samtidig med at smilet forsvandt fra hans ansigt. "Jeg har ikke tid til piger, Alfred. Det ved du. Jeg har vigtigere ting for". "Såsom?" spurgte Alfred og løftede øjebrynet. "Hvad er det du kæmper for at nå? Hvorfor skal du være den bedste til alt? Hvad er formålet?". Hans stemme genlød af fortvivlelsen i hans hjerte. Han ønskede at drengen ville åbne sig for ham, fortælle ham om den mest private dæmon der torturerede hans unge sind. Han følte sig ubrugelig, når han fulgte med drengen, en mand fanget i en drengs krop, over hele verden og lod som om han var en slags forælder. Han ønskede så meget at han kunne hjælpe.
"Jeg ved det ikke, Alfred. Jeg ved det ikke. Alt jeg ved er at jeg ikke vil lade det der skete med mine forældre ske med nogen andre. Jeg ønsker at stoppe det. Jeg ønsker at gøre verden sikker igen, så børn kan gå i biografen...".
Alfred så at den unge mands øjne var begyndt at blive våde og han gik straks i gang med at forberede morgenmaden. Måske en anden dag, når de begge var blevet lidt ældre, kunne de konfrontere vandviddet der lå lige bag Bruce Waynes øjne.
----------------------------------------------------------------------------------------
Mr. Haly er væk de næste 3 måneder. Han er på safari i Afrika for at forsøge at fange nogle nye dyr til cirkusset. Han bad mig takke dem, Mr. Pennyworth, for at have arrangeret den generøse donation til cirkusset fra Wayne Foundation. Men, jeg ønsker at gøre det klart at han lagt vægt på risiciene ved at lade deres ......" den bebrillede mand vinkede over mod en rastløs Bruce Wayne. "arbejdsgiver?". Alfred smilede og nikkede høfligt. "Det vil gøre det for nu".
Manden rettede sig og satte brillerne ordentligt. "Vores forsikring dækker ikke hvis han kommer til skade. De bliver nød til at underskrive nogle papirer vores advokater har skrevet". Han skubbede en stabel papirer over bordet mod Alfred. Bruce rejste sig og dukkede sig pr refleks da hans hoved for mod det lave loft i cirkusvognen. "Hør, jeg troede at det var gjort klart at jeg ikke ville have at det blev kendt at jeg var her. Hvis vi underskrive de papirer efterlader vi et spor".
Manden virkede forbløffet over Bruces udbrud. Teenageren, som var meget større end manden, var sikkert meget skræmmende. "Jeg forsikrer dem, Mr. Wayne, at deres privatliv er vores første prioritet...." "Det er ikke noget problem, "afbrød Alfred "at underskrive disse formularer, hvis vi får lov til at beholde kopier. Jeg vil også gerne have navnet på deres advokat, så vores egen advokat kan kontakte dem". Derefter så Alfred på Bruce, som skulle lige til at protestere, men som satte sig i stedet med et vredt udtryk i ansigtet. "Har de kontaktet Mr. Grayson og Mr. Brand?"
Manden virkede nu mere nervøs. Det var tydeligt at han ikke var vant til hemmelige situationer som denne. "Mr. Brand kan jeg ikke få fat i. Han besluttede sig for at tage på ferie, tro det hvem der kan. Hans første i et helt årti. Han sagde at han ikke var interesseret. Mr. Grayson har sagde ja til at træne deres.....arbejdsgiver, men kun hvis han acceptere visse betingelser". Igen startede Bruce på at rejse sig, men en fast hånd på armen fik ham tilbage i træsædet. "Fortsæt, sir" sagde Alfred. "Mr. Grayson ønsker at gøre det helt klart at hvis Mr. Wayne på noget som helst tidspunkt sætter sin egen eller andre i cirkussets sikkerhed på spil stopper træningen øjeblikkeligt. Ingen tilbagebetaling, ingen forklaringer og ingen undskyldninger. For de andet forventes det at Mr. Wayne udfører simple opgaver på lige fod med alle de andre medlemmer i cirkusset". Bruces kæbe faldt ned. "Såsom?? Jeg samler ikke elefantlo..". "Jo, du gør" sagde Alfred stille. "Du ønskede dette, unge herre, og nu kan du komme til det. Hvis du tænker efter husker du sikkert at jeg prøvede på at advare dig". Manden fortsatte. "Mr. Wayne skal også sove her i cirkusset, men han får sit eget telt. Han må ikke forlade cirkusset uden tilladelse". Han vendte sig mod Bruce. "Dette er standardreglerne for alle mindreårige som kommer i lære her. Du er ikke officielt i lære, men vi ønsker ikke at skabe problemer, ok?".
Bruce sagde ikke noget, men Alfred vidste at hans tanker fløj med 100 km i timen, mens de overvejede alle muligt udfald af betingelserne og vejede dem mod den potentielle nytte træningen i akrobatik af den legendariske John "The Great" Grayson kunne give. "Det er en aftale" sagde Bruce endeligt.
Manden smilede, tydeligt lettet. "Fortræffeligt". Han klappede i hænderne og rejste sig. "Skal jeg vise Mr. Wayne rundt og præsentere ham, mens de underskriver papirerne, Mr. Pennyworth?" Alfred ventede næsten at Bruce protesterede og da protesten ikke kom nikkede han sin accept og vendte sig for at se på stakken af papirer han uden tvivl ville komme til at bruge resten af formiddagen med at udfylde.
----------------------------------------------------------------------------------------
De var på Haly Cirkus' vinterplads og manden, som kun identificerede sig som Mr. Andrews, tog Bruce med på en rundvisning, der lod den unge mand møde stort set alle de ansatte, der overvintrede med cirkusset. Flere af de unge kvinder smilede høfligt og hviskede til hinanden da Bruce nærmede sig og han vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Det samme skete hver gang han gik gennem gangene på Gotham Akademi, men der var han sikker på at de kom med kommentarer om "den stakkels forældreløse dreng". Nogle af pigerne var meget kønne, især en med gyldent hår, som holdt sig lidt i baggrunden. Hun så ud til at være på Bruces alder, måske lidt ældre, med uforglemmelige blå øjne og et lille smil, der gjorde noget mærkeligt ved hans mave, da han så i hendes retning. Han ønskede at spørge om hende, men blev trukket videre for at møde andre mennesker.
John Grayson var kun en lille smule højere end Bruce og måske 10 år ældre, det kunne Bruce ikke huske. Hans skikkelse lignede Bruces undtagen skuldrene og underarmene. For første gang i mange år var Bruce jaloux over en anden mands form. Siden han var 10 havde han trænet hårdt og han vidste at han kunne klare sig mod Olympiadedeltagere i vægtløftning. Han havde også trænet i krigskunst, hvilket gav han en smidighed som få på hans alder ejede. Havde han villet, vidste han, kunne han have spillet High school football eller været med til atletik eller en hvilken som helst sportsgren på akademiet. Han var sikker på at han endda kunne give den landskendte atlet Clark Kent fra Smallville kamp til stregen. Her var dog en mand, som ikke engang var på sit fysiske højdepunkt endnu og han var mere end imponerende. Bruce havde hentet oplysninger om alle akrobaterne i de forskellige cirkusser i verden og Haly Cirkus havde to af de ti bedste ansat. "God aften, Mr. Wayne. Eller foretrækker du Bruce?". "Bruce er fint, Mr. Grayson" svarede teenageren, lidt imponeret. På trods af sine betænkninger over betingelserne i hans træning vidste han, når han stod foran denne mand, at han havde truffet den rette beslutning. Manden smilede under sit mørke overskæg. Bruce havde endnu ikke fået nok hår i ansigtet til at anlægge skæg. "Fint, så kan du kalde mig John. Har Mr. Andrews fortalt om mine betingelser?". Bruce nikkede. "Ja, og jeg har accepteret dem alle."
Andrews klappede Bruce på ryggen. "Nå, men jeg tror ikke i to behøver mig mere, så jeg kigger lige ind til Mr. Pennyworth. Vi ses til aftensmaden". Andrews trak sig hurtigt tilbage og John gjorde tegn til at Bruce skulle følge efter. "Alle forsørger sig selv her, Bruce. Jeg ved godt at du har givet en stor donation til cirkusset og det er vi alle glade for, men det er ikke en fribillet. Med så mange af vores folk væk for vinteren er alle nød til at arbejde dobbelt. Du er ikke bange for hårdt arbejde, vel?". "Nej, men jeg er ikke ligefrem vild med ideen om at skovle......møg". John lo. Det var et dybt og hjerteligt grin, der fik Bruce til at tænke på en skovhugger. "Det skal du ikke være bekymret over. Dyrene passes af deres trænere, Vi kan ikke have at du bliver ædt af en løve, vel?". "Jeg troede at løverne var væk?". "Nej, ikke helt endnu. Det tager år at træne dyr ordentligt til showet. Hvert cirkus har sin egen metode. Russerne er eksperter til det. De kan klare det på halv tid af hvad vi gør. Mr. Haly er kun på safari for at planlægge for fremtiden". De stoppede foran en stak forskellige trapezudstyr. "Dit job vil være at tage dig af linerne, rebene og barrerne. Reparere dem når det er nødvendigt. Det kan også være at du bliver nød til at hjælpe i køkkenet. Kan du lave mad?". Bruce løj. "Ja, jeg er en god kok". John smilede. Han vidste at drenge løj. "Godt. Nå, må jeg stille dig et personligt spørgsmål?". Bruce nikkede. "Det har du vel ret til". "Hvorfor vil en knægt med betroede midler lære noget om cirkus? Dine penge ville vel være bedre brugt på eksotiske ferier". Bruce var tavs et øjeblik. "John, du skal vide at jeg respekterer dig meget. Jeg har fulgt din karriere, og Boston Brands, i omkring to år. I er begge eksperter i det i gør. Hvorfor jeg gør dette er min egen sag. Alt du behøver at vide er at når jeg skal lære noget er kun den bedste god nok". John spidsede læberne og så på Bruce. "Fair nok. Hvis du ønsker at være mystisk er det ok med mig. Vi har alle slags her. Har du trænet akrobatik før?". "Jeg trænede med Miles Rainier ved Gotham State for to år siden". John nikkede. "Jeg kender Miles. Han er god.. Meget sikker. Han kunne have været med til olympiaden, hvis han ikke havde skadet sit ben i Vietnam. Vi mødtes sidste år, da han kom til cirkusset". "Jeg var i den gruppe fra Gotham Akademi, som kom for at se showet. Har du nogensinde overvejet at få en mere til dit nummer? En tredje person?". "Tjaah. Min sidste partner stoppede for tre måneder siden. Han tog tilbage til college for at blive bogholder" sagde han. "Jeg har en ny partner og, hvis tingene går som jeg gerne vil, har jeg måske en tredje til nummeret. Jeg har endda fundet på et navn: "The Flying Graysons"". Bruces tanker gik tilbage til artiklen i Times Magazine han havde læst om John Graysons liv. "Jeg var ikke klar over at du var gift?". Der var grinet igen, som fyldte næsten hele teltet. "Nej, ikke endnu, selv om det ikke er fordi jeg ikke har forsøgt. Her er min nyeste partner. Mary" kaldte han.
Bruce vendte sig og så blondinen han havde lagt mærke til før komme nærmere med et smil på læberne. Bruce mærkede den underlige fornemmelse i maven igen.
----------------------------------------------------------------------------------------
Det var første gang han havde sovet 8 fulde timer i årevis
og da han vågnede havde han det værre end da han lagde sig. John Grayson var en
nådesløs lærer, der testede Bruce til grænserne. Bruce smilede da han følte
musklerne i brystkassen gøre ondt af anstrengelsen af at trække vejret. Han
havde ikke fået så god en træning så længe at han var helt overstadig. Han
lærte ny øvelser, som han kunne bruge senere til at opbygge mere styrke. Han tog
hurtigt tøj på taknemlig for at John ikke tvang ham til at tage den trikot på
han bar når de trænede. Der var nu gået to uger af træningen og han havde
stadig ikke været oppe på trapezen, hvilket var hele hans grund til at være
her. Han vidste at det var en færdighed han behøvede. Han vidste ikke hvorfor,
men det var bare en fornemmelse han havde. I hans hjerte ønskede han at tro at
d#*˜Õ¦Õz..PÙ²g×… qÉG#«Ûf~¢`pœ/Y®KãÕp‰ÞëútÜ| ü5Žû5×WK8Ò¥š¹ ÑÐv¿›åme°„ý·„0‹x”ðƒÊj¸ömøÓvWVÜRêpºr’Á†X”¥Ž¸§&w)PÈæ`î
†„Lãñü™ŠN5›ã0 “ÊŠõFñ–ä qðø÷iÍ›‹CÛtýäsÇ4ç“F•$O%pX~'³V‚ó£RÛÑDÝë”k4Ëý6b›Ž/Ðþv`°sˉ|sLçFŽ,èÏ›0º·%ø²ê6ªÖ`,ŒšÏ# ’€|–užDÛã×·âz}ZZÕÎJä²ÖY¦îäZ8´òóš²¹}”²(ÙOó.µ×\ž>ŽkÝò1ÒÔO5ñîï˜6AeÛr®Ncå×gW\·—~Þ ‡¸_%1ò©FۋĶLêB2Ž[7ókÐÓ§I8xݽ»ZJ9Jù¾ß•9²m:¼ÆëHñ#€í; V¬($ð¡W“1†‰dÆàWe¶Û:zNÇÕ¯„ÎG¡qî/J2.jRuK…">ärà|F’‚m\>{Õ긹Cfɘ߅ qÉG#¤2 Ò~ ‹"äÒ\"wºþ7 OÃK ɱGSÛ§‚JÔÚŸ¨¢TrÍf™Ÿ¦Ìɸâÿ®5Ÿ‘ZîÊêÛ¯åeу25#8ã.eG H¥ƒMÌÁ$(.Š Æ“IB²®+À>êü”wÒ
>^LrqYmÄ¥2™–Y3o^ÞCŽû}Zd›™ZYfÎçÏ ZyƒÉY\Óe,Š6_̺ B¸mÈ÷¾=\æ—O 2í¹ZÓ˜ùtÌZKóçFÛyĶLêB2Ž[7óh*c Ó|Ü ©H™Û&ó [ϪÒ\Hà;NÇHƒ#ƒ
´Ø´p@–Lnv[m³§¤ì}Zeظ÷7Z2.jRuK€VÍ>ärà|F¦Á q¥«ƒÏzµ—(Ù3넸䣑р)Iø2l‹“HYp‰ÞëútÜ| ü4Ʀ:Œ®
;keÏž´ó’²¹¦ÊYl§ù—XXé“…xg!’—¾=œæ
…ÓÂÌ»nV€tæ>]£bYIIaäL=mçÙ3¨ h Ê9lßÍ5E/:ɳ°2§"R¹7Þcu¤x‘ÀvŽ´Ò„-Â8Xõ3cáÀQ,˜Ü
€¶ÛgOIØúµ¼¬ð—.¾äòT£"æ¥'T¸Y§ÜŽ\ˆÓ %KW ·ê½W(lÙ3ð¡.9(ätPªÕF>M¤¹4—MÇÀŸÃK ÉÕ“}ߧbÍl ÉVèè;NÝ=_+z´ Åým;E ‘š®5Ÿ‘ZîËEm×ò²èd0±³RI eÃl©d ¸i¹˜$ª€Bè$`¼UaYS› žN¯dc2ü•÷¦ûé
ÿÔÅ÷ü¹ŒU””R¹¾ §Ÿ^[£?±õk< –®jË-ü™¤`Û ¾`žFéÓúµRT)•7ÄU¦ì¯œ¼¼ÑPÓ$ôâAFøꦥCcž'Áq
¨ÄT›
Han var forbi ophidset og vidste ikke hvad han skulle gøre. Hans handlinger i Japan havde været anderledes. Der havde hans guldkort bestemt kvindernes handlinger. Her var der ikke andet end instinkt og han var ikke sikker på hvad der forventedes af ham. Da hun trak ham tættere på hviskede hun. "I aften er der ingen John, men kun i aften. Forstår du?". Bruce nikkede at det gjorde han, men sandheden var at han først forstod mange år senere. Det gik ikke op for ham at Mary og John var meget forelskede, men at uden kommunikation var kærligheden begyndt at dø og visne som en rose, der var skåret af busken og ikke havde fået vand. Bruce havde ikke været en måde at få hævn på. Han havde simpelt hen været et valg. Til slut havde den bedste mand, som indså at hans frygt var ved at koste ham hans eneste kærlighed, vundet.
Kort tid efter at Bruce var rejst, for han kunne ikke tage tilbage efter den måde John havde talt til ham, blev John og Mary gift. Han lod ikke som om han forstod, men var i stedet taknemlig for den nat han havde delt med en ægte kvinde.
----------------------------------------------------------------------------------------
"Sikker på at du ikke vil med til showet, Alfred?" spurgte Bruce da han stak hovedet ind af vinduet i førersiden af hans limousine. Alfred så ud til at kede sig. "Jeg ville helst helt glemme episoden, Master Bruce. Du har knust i månedsvis". Bruce smilede udspekuleret. "Så langt ville jeg ikke gå, Alfred....". "Desuden, sir" sagde Alfred og pegede på blondinen der havde travlt med at komme endnu et lag læbestift på. "Ser det ud til at du allerede har en aftale og jeg tror hun vil være mere stimulerende at tale med". Som om det var i besvarelse af dette råbte blondinen til Bruce. "Brucie! Skynd dig. Ellers går vi glip af dyrene". "Hun fik en ret høj SAT-score" sagde Bruce til Alfred, da han trak hovedet til sig og vendte sig for at gå over til sin aftale. Alfred mumlede, mens han kørte væk. "Jeg er sikker på at hun er fuld at værdifuld information, sir".
Bruce tog hende arm og ignorerede hendes konstante knevren, da de gik over mod indgangen til Gotham Pavillonen. I aften var sidste show med Haly Cirkus og Bruce havde ventet til i aften med at komme. Han var rent faktisk ikke sikker på at han overhovedet skulle være der af to grunde. Den første var, selvfølgelig, at han ikke vidste om John Grayson var kommet over hans "ting" med Mary før de var blevet gift. Hvilket, tænkte han, han var nød til at spørge til eftersom de var blevet gift mindre end en måned efter at han var vendt tilbage til Gotham Academy.
Den anden grund var at det ikke var offentlig viden at playboy-millionæren, undskyld, milliardæren Bruce Wayne var en dygtig akrobat. De færdigheder var reserveret til hans tid i Batman-kostymet. I aften benyttede han sig af skuespillerfærdigheden, som hans gode ven og kammerat, Alfred, havde lært ham. Gennem årene var de to blevet tættere efter at Bruce var begyndt at åbne sig for ham, men der var stadig mørket der forfulgte ham overalt. Han vidste ikke helt hvordan han skulle slippe af med det og kunne kun få det midlertidigt ud af syne, når han spillede rollen som laps, som han gjorde nu. "Kitten" begyndte Bruce, "hvorfor finder du ikke vores pladser, mens jeg ser om der er noget champagne?". Blondinen sprang op og fik 10 pund silikone til at svæve. "Åh, det ville være vidunderligt, Brucie".
Da hun stak af droppede Bruce facaden som playboy og banede sig gennem den kæmpe pavillon indtil han nåede en dør markeret med "Kun Cirkusfolk". Et par 100-dollar sedler fik han forbi vagterne og snart overfaldt de velkendte lugte fra cirkusset ham igen. Et kort øjeblik var han igen en ung mand (han var ikke gammel nu) og han begyndte at vandre mellem burene og trailerne. Han genkendte nogle af folkene, men der var også mange nye ansigter. Sådan var cirkuslivet.
Så blev han prikket på skulderen og mens han drejede sig ændredes hans ansigt fra barsk beslutsomhed til halvfuld idiot. Hans øjne lyste dog op, da han så hvem der var bag ham. "Mary!". Den lyshårede kvinde omfavnede han hårdt. "Bruce". De holdt om hinanden et øjeblik og trak sig så tilbage. "Du ser godt ud" sagde Bruce. Han løj ikke for hun så endnu yngre ud end hun havde gjort næsten 10 år forinden, hvis det var muligt. "Wow. Du er rigtigt blevet en flot mand. Jeg tror også at du er vokset. I hvert fald 3 cm". Han lo og de talte lidt. Han fortalte om sine rejser efter High School og sagde kun at han arbejdede om natten, da han blev spurgt om hvad han lavede nu. Da emnet blev drejet over på hende trak hun på skuldrene. "John og jeg blev gift. Hvad andet er der at sige? Vi blev "The Flying Graysons", de bedste trapezartister i verden". "Jeg kan se at I har endnu et medlem i nummeret, en søn?".
Hendes udtryk ændredes lidt og hun nikkede mod den fjerne ende af midtergangen, hvor Bruce så John Grayson, uden overskægget, lege med en dreng på 7-8 år. Drengen lo og fortsatte, tydeligvis lykkelig over at bruge tiden sammen med sin far. Bruce var jaloux på den lille mørkhårede røver. "Lidt af en dreng, hvor gammel er han? 8?". "9" sagde hun. Bruce vendte sig langsomt og kiggede så hurtigt tilbage til drengen. "Sagde du 9?". Hun smilede. "Jeg var gravid da John og jeg blev gift". Bruce så tilbage på drengen. Han kunne ikke se det. Han og John Grayson havde for mange fysiske karakteristika til fælles. "Mary...". Hun satte en finger til hans læber. "Vi taler sammen efter showet. Jeg vil præsentere dig for Richard og jeg ved at John stadig ønsker at undskylde for hans optræden dengang".
Bruce havde mange flere spørgsmål, men hun vinkede bare og løb hen imod sin mand og søn.
----------------------------------------------------------------------------------------
Det der skete bagefter er selvfølgelig historie. John og Mary Grayson blev dræbt under showet. Deres linier var blevet saboteret af nogle af Boss Zuccos, som afpressede cirkusset, folk. Bruce Wayne kom på forsiden, da han vuggede den unge søn, Richard Grayson, i sin arme. Facaden blev smidt ud af døren, da den forældreløse milliardær trådte til for at beskytte drengen, at holde nattens dæmoner, der kom som drømme, væk.
Og der var altid den nagende spørgsmål, som Mary havde været uvillig og ude af stand til at besvare.
Dybt nede i Bathulen, under Wayne Manor, holdt Batman en kuvert, som havde været gemt der i næsten 5 år, lige siden den første undersøgelse Leslie havde udført på drengen. Uden spørgsmål havde hun afleveret drengens blodprøve, sammen med en af Bruces til et velrenommeret laboratorium i Metropolis. Resultatet, som kun var kendt af laboranten, der havde udført testen, var inden i kuverten.
Laboranten havde "vundet" en stor konkurrence han ikke engang var klar over at have deltaget i og trukket sig tilbage til Seattle.
Bag Batmans hætte studerede Bruce Wayne kuverten og prøvede på at se igennem den med hans egen form for røntgensyn, men det virkede ikke. Bagved ham rømmede Alfred sig. "Så ved du hvorfor jeg er her. Du må enten åbne den eller brænde den. Dens fortsatte eksistens, som den er, bringer intet med sig". Batman vendte sig og rakte kuverten hen mod sin butler. "Du åbner den". Alfred løftede øjenbrynet. "Er det en ordre?". Batman rystede på hovedet og tog sit værktøjsbælte.
Richard Grayson var ved at vokse op til at blive en flot ung mand. Som Robin var han lyset i Batmans skygge. Han havde bevist igen og igen at han var værdig til at tage Batmans kappe og hætte på, hvis der skulle ske noget med ham. Hver dag så han lidt af Mary i ham, især i den måde han ville snakke om alt, få det ud. Nogle gange blev drengen tungsindig og tilbagetrukken og Bruce kunne ikke sværge på at det ikke var hans egne gener der flød rundt i drengens krop.
Kunne det have været ham der gjorde Mary gravid? Det tog kun en gang, en eneste sædcelle ud af millioner der nåede ægget.
Richard havde sagde at hans mor havde fortalt ham at han var undfanget på bryllupsnatten. Hun havde sagt noget andet til Bruce.
Var Richard virkelig hans søn?
Batman så på kuverten, tog sin flammekaster fra bæltet og satte ild til den.
Han er min søn, Alfred. Han er også John og Marys søn. Jeg er villig til at dele æren".
----------------------------------------------------------------------------------------
Nogle gange kommer drømmen tilbage, men nu er det bare manden der står foran pistolen. Bagved står hans betroede ven, Alfred Pennyworth og foran ham står hans søn, Richard. Pistolen flager og hopper for at få et klart skud, men så dukker andre op for at dække ham. Hans onkel, Mary Grayson, John Grayson, Kal-El og mange andre.
Han frygter ikke længere pistolen.
Han smiler.
Pistolen burde frygte ham.....